VW-skandalen. Svindel med bilernes udstødningsdata har kostet Volkswagen dyrt på aktiekurs og renommé.
Foto: Gene J. Puskar/AP

VW-skandalen. Svindel med bilernes udstødningsdata har kostet Volkswagen dyrt på aktiekurs og renommé.

Grøn omstilling

Forskere: VW-svindel koster 45.000 sunde leveår

526 tons ekstra kvælstofilter er blevet udledt af VW-dieselbiler med snydesoftware. Nu har forskere beregnet, hvad det koster for befolkningens sundhed.

Grøn omstilling

De ni millioner dieselbiler, som har forurenet mere, end de måtte, fordi VW har fiflet med det elektroniske udstyr i bilerne, koster dyrt for befolkningens sundhed.

Tre forskere fra Radboud Universitetet i Nijmegen, Holland, har nu regnet på prisen og er nået frem til det chokerende resultat: 45.000 leveår vil gå tabt til enten tidlig død eller sygdom, og langt hovedparten - over 44.000 - vil være i Europa.

Helbredsskaderne skyldes, at den øgede mængde kvælstofilter (også kendt som NOx'er) i luften kan trænge ned i lungerne og forårsage kræft, kroniske vejrtrækningsproblemer og for tidlig død hos personer med hjerte- eller lungesygdomme.

Værst i Europa

Tidligere har forskere beregnet, at VW-svindlen vil koste 60 menneskeliv i USA, men dette studie er det første, der regner på effekterne i Europa.

»Vi finder en endnu mere ødelæggende virkning i Europa«, siger en af forskerne, Rik Oldenkamp, til nyhedstjenesten ScienceDaily. »Langt flere forfalskede Volkswagenbiler blev solgt her og i tættere befolkede områder. Så de europæiske sundhedsvirkninger af svindlen er langt større«.

Tabet af »sunde leveår« kan også omregnes til penge ud fra en særlig metode, som man kalder »værdien af statistisk liv«. Beregningsmetoden bygger på, hvor meget folk i gennemsnit er villige til at betale til gengæld for marginale reduktioner i deres risiko for at dø.

Ud fra denne metode har forskerne fra Nijmegen beregnet sundhedsomkostningerne i Europa og USA til 39 milliarder US dollar (260 mililarder kroner), hvilket er betydeligt mere end de 7,3 milliarder dollar (49 milliarder kroner), som Volkswagen Group har afsat til at dække omkostningerne ved dieselskandalen.

'Snydesoftwaren' i de mange dieselbiler var beregnet på at kunne detektere, hvornår bilen var i færd med at gennemgå en testcyklus for at måle dens udledninger, og kun i den situation blev bilens fulde system for udledningskontrol slået til. Når bilerne så kørte under normale forhold udledte de helt op til 40 gange mere forurening end tilladt.

Dyrt at lade bilerne køre videre

Det amerikanske studie af helbredsvirkningerne er udført af forskere fra MIT og Harvard University og konkluderer, at svindlen vil være årsag til at 60 amerikanske borgere dør 10-20 år før tid. Dertil kommer at udledningerne vil være direkte årsag til 31 ekstra tilfælde af kronisk bronkitis, 34 hospitalsindlæggelser for vejrtræknings- og hjerteproblemer og 210.000 sygedage på grund af vejrtrækningsproblemer.

De samlede sundhedsomkostninger vil løbe op i 450 millioner US dollar (3 miliarder kroner), forudsiger studiet.

Men i Europa er omkostningerne i sundhed og penge altså mange gange større, viser studiet fra Radboud Universitetet.

De tre forskere har specialiseret sig i modeller som kan beregne miljøeffekter af virksomheder og forbrugsmønstre.

»Da vi hørte om denne skandale, besluttede vi os for at beregne virkningen omhyggeligt. Selv om der har været estimater i omløb er dette, så vidt vi ved, det første videnskabelige studie, der viser effekterne på europæisk sundhed«, siger Rik Oldenkamp.

Endnu værre vil det gå, hvis de forfalskede biler får lov at køre videre ude på vejene.

I så fald vil 72.000 yderligere sunde leveår gå tabt, og omkostningerne vil vokse med 62 milliarder US dollar, viser forskernes regnestykke.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden