Annonce
Annonce
Økonomi

Stavad vil ændre gustige flybonus-ordninger

Flyselskabernes bonusprogrammer bør ændres, så de ikke hindrer fri konkurrence i luftrummet, mener erhvervsminister Ole Stavad (S). Han har sat Konkurrencestyrelsen til at undersøge programmerne og vil også rejse sagen over for EU-Kommissionen.

Men selskaberne bør allerede nu frivilligt ændre deres programmer, mener han.

»Min opfordring til de danske luftfartsselskaber er, at de - hvis de vil have en bonusordning - skruer den sammen, så den ikke er konkurrencebegrænsende«, siger Ole Stavad til Ritzau.

Bonusprogrammerne, f.eks. SAS' EuroBonus program, går blandt andet ud på at opspare point, når medarbejderne rejser i forbindelse med deres arbejde. Problemet er for SAS-programmets vedkommende, at pointene tilfalder medarbejderen og ikke virksomheden, til trods for at det er den, der er den egentlige kunde.

»Jeg afviser ikke, at det kan være forretningsmæssigt rigtigt og helt i orden at have bonusordninger. Det, der er det helt utiltalende ved den ordning, er, at den har til formål at få medarbejderne til at vælge ud fra, hvor medarbejderen personligt får bonus, frem for hvor virksomheden får rejsen til den rigtige pris«, siger Ole Stavad.

Det fører med sig, at det bliver svært for nye selskaber at komme ind på markedet, og det gør, at priskonkurrencen ikke fungerer tilfredsstillende. Derfor bør SAS og SAS' bestyrelse allerede nu tage en diskussion om, hvorvidt man har indrettet sig på en hensigtsmæssig måde, mener erhvervsministeren.

Det er sagen om den ulovlige samarbejdsaftale mellem SAS og Maersk Air, der på ny har bragt SAS' EuroBonus program i søgelyset. Men allerede inden kartelsagen var Konkurrencestyrelsen blevet bedt om at behandle konkurrenceforholdene i luftrummet i næste års konkurrenceredegørelse til Folketinget, understreger Ole Stavad.

Regeringen vil rejse sagen over for EU-Kommissionen med henblik på at få lavet fælles EU-regler for flyselskabernes bonusordninger.

Ifølge Ole Stavad er den rigtige model, at pointene tilfalder virksomheden, så de kan bruges i virksomhedens tjeneste.

Nogle virksomheder har allerede lavet regler, som siger, at medarbejderne ikke må bruge deres point til private rejser. Men det indebærer et kæmpe bureaukrati, fordi virksomheden skal føre regnskab med den enkelte medarbejders point. Konkurrencemyndighederne skal se på, om den form for bonusordninger er i strid med konkurrencelovgivningen.

Kontorchef Niels Rytter, Konkurrencestyrelsen, oplyser til Radioavisen, at styrelsen går i gang med sin undersøgelse til efteråret, og at SAS' EuroBonus program bliver det første, der tages op. Det går bl.a. ud på at undersøge lovgivningens rammer for bonusprogrammerne.

»Der står ike noget om i lovgivningen, hvordan programmerne skal indrettes. Så det er en del af det, vi vil gennemgå til efteråret«, siger Niels Rytter.

Den svenske erhvervsminister Björn Rosengren (S) har opfordret sine kolleger i Danmark og Norge til sammen med ham at kræve en tilbundsgående forklaring på sagen om den ulovlige aftale mellem SAS og Maersk.

I Danmark ligger SAS-sagen hos trafikminister Jacob Buksti (S), men erhvervsminister Ole Stavad håber, at kartelsagen får andre virksomheder til at tænke sig grundigt om, inden de indgår aftaler.

»Jeg håber, at virksomhederne sikrer sig, at de samarbejder og indgår aftaler på en måde, der sikrer, at spillereglerne overholdes, og at der ikke er tale om en konkurrencebegrænsning«, siger Ole Stavad.

Stavad i samråd
Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl har indkaldt Ole Stavad i samråd for at få ham til at redegøre for, hvad han selv har gjort for at stoppe bonusordningerne. Blandt andet kritiserer han erhvervsministeren for ikke at have gjort sin indflydelse gældende via statens ejerskab i SAS.

Men Ole Stavad mener, at det skal blive ved en opfordring fra hans side, og at det er flyselskabernes bestyrelser selv, som skal tage initiativet til at ændre deres bonusordninger.

»I den sammenhæng, hvor hele den danske luftfartsvirksomhed med både SAS og Mærsk er inde i en overvejelse omkring konkurrencen foranlediget af den dom, der faldt, så ville det være en helt naturlig anledning til, at de viste, at de tager konkurrencen alvorligt, og at de er parat til at konkurrere. Også så kunder kan få den rigtige pris«, siger Stavad.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce