Annonce
Annonce
Økonomi

Robot hiver produktion hjem fra Indien til Lumsås

Arbejdspladser har bevæget sig ud af Danmark. Nu starter innovation og teknologi en modbevægelse.

Annonce

Den to meter høje robot sover aldrig. Den har intet behov for kaffe, og den holder aldrig ferie.

Lundbecks nye robot, F4-CA001, er prototypen på en mønstermedarbejder i metal, og i det nye år skal den erstatte indiske medarbejdere og skabe nye arbejdsopgaver for ansatte i Danmark.

I over et årti har mantraet for outsourcing lydt, at arbejdskraften er billigere, og virksomhederne sparer penge, når de sender produktion til underleverandører i udlandet.

Det kommer den nye opfindelse til at lave om på i det nye år, hvor robotten vil hive medicinproduktion hjem til Danmark.

Robotten står i et lille supportrum i Lumsås, hvor Steen Søgaard begejstret vifter med hænderne, da han viser maskinen frem. Han er ansvarlig for fabrikken, hvor robotten er opfundet, og viser os rundt, da vi besøger Lundbecks 80.000 kvadratmeter store produktionsanlæg i Nordvestsjælland.

»I stedet for at konkurrere med inderne om lav timeløn har vi anvendt innovation og teknologi, der gør, at vi flytter det primære konkurrenceparameter væk fra lav løn«, siger Lars Bang, vicekoncerndirektør i Lundbeck.

Produktion hjem fra Indien

Opfindelsen af den nye robot har stået på fra 2013. Siden da har 12 ingeniører og kemikere udtænkt og udviklet maskinen, indtil den i slutningen af 2015 stod klar.

»Den fylder i gulvplan 10 kvadratmeter«, siger Lars Bang. »Det er så lidt, at vi vil være i stand til at udvide vores produktion uden at bygge nye fabrikslokaler«. Og så er den tilmed billig at bygge, tilføjer han.

Vi flytter det primære konkurrenceparameter fra lav løn til teknologi og innovation,

Lars Bang, vicekoncerndirektør i Lundbeck

Ifølge vicekoncerndirektøren kan maskinen overtage omkring halvdelen af produktionen i de ellers 300 kvadratmeter store fabrikshaller.

Maskinen er dog ikke godkendt til produktion endnu, men når den bliver det, og det håber Lundbeck sker i 2016, vil den erstatte arbejdskraft i udlandet.

Lundbeck har et »stort tocifret antal underleverandører«, og den lille maskine vil i første omgang erstatte et par af virksomhedens indiske underleverandører, siger Steen Søgaard.

Det er ikke fuldkommen nyt for medicinalvirksomheden at tænke i teknologi til at gøre produktionen mere automatisk. Det har Lundbeck gjort siden 2003.

Det nye ved F4-CA001 er, at den er styret af computere og ikke i samme omfang som de nuværende produktionsmaskiner kræver manuelt arbejde.

»Vi kan styre processen mere optimalt. Computerne kan selv registrere, hvis der er noget galt«, fortæller Lars Bang.

»Vi sparer både energi og lønomkostninger, og så bliver produktionen bedre for miljøet, fordi vi med den nye maskine kan producere vores medicin ved brug af mindre råmateriale«, siger Steen Søgaard.

Kommer den nye maskiner også til at overtage arbejde fra medarbejderne i Danmark?

»Det er klart, at det kommer til at ændre arbejdet for nogle af vores medarbejdere, der i dag styrer maskinerne manuelt. Deres opgaver ændrer sig, men det er ikke, fordi vi nødvendigvis får brug for færre medarbejdere«, siger Steen Søgaard, der dog peger på, at lønomkostningerne i den nye produktion falder fra 25 til 10 procent af den samlede produktionsomkostning.

Tanken med F4-CA001 er, at den skal producere et af Lundbecks helt store fremtidshåb, Brintellix, der er et middel imod depression.

Indtil videre kan maskinen kun gennemføre første trin af produktionen, men Lundbeck håber, at den nye teknologi i 2020 kan gennemføre alle processerne til slutproduktet Brintellix.

Store gevinster

På sigt håber Lundbeck, at den nye maskine vil kunne sænke virksomhedens råvarer- og energiforbrug i denne del af produktionsprocessen med 50 procent, fortæller Steen Søgaard.

Hvis I får så store gevinster ud af den nye maskine, kan jeres kunder så også forvente lavere priser?

»Ikke direkte. Besparelserne vil blive investeret i udvikling af nye innovative lægemidler, så vi bedre kan hjælpe flere alvorligt syge mennesker. Derigennem sikrer vi også Lundbecks fremtidige vækst og arbejdspladser«, siger Steen Søgaard.

Forestiller I jer, at I vil bygge flere lignende maskiner, der kommer til at erstatte flere udenlandske underleverandører?

»Jeg tror, at vi gradvis vil omlægge en stadig større del af vores produktion til denne type maskiner. Derfor er det også en mulighed, at vi hiver mere produktion hjem. Men det er også vigtigt for os, at den nye teknologi medfører, at vi bedre kan bibeholde den fremtidige produktion hjemme«.

Redaktionen anbefaler

Robotten hjælper med potensen hos kræftpatienter

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce