Annonce
Annonce
Økonomi

Mejerier kæmper om økologers gunst

Den store efterspørgsel efter økologisk mælk og mejeriprodukter i Nordeuropa har ført til, at økologiske landmænd er eftertragtede - også af nordtyske mejerier.

Annonce

Danske økologiske landmænd er ombejlede. Ikke bare af forbrugerne, men også af mindre mejerier i både Danmark og Nordtyskland.

Det presser mejerigiganten Arla, som har et mål om at øge produktionen af økologisk mælk med 25 procent senest i 2017 - og derfor har brug for nye økologiske landmænd.

Mindre økologiske danske mejerier som Naturmælk og Thise oplever, at økologiske mælkebønder er interesserede i at komme ind i folden hos dem og levere mælk.

Samtidig er en del af Arlas økologiske landmænd skiftet og leverer til nordtyske mejerier som Gläserne Molkerei. De kan få en højere mælkepris i Tyskland, hvor der er stor efterspørgsel efter økologisk mælk og mejeriprodukter.

Høje tyske priser

I forbindelse med årsskiftet har 37 økologer i Arla forladt koncernen for i stedet at levere mælk til nordtyske mejerier.

Dermed mister Arla i alt 61 millioner kg mælk årligt, hvilket svarer til lige under en femtedel af selskabets danske økologiske mælk.

»Specielt nordtyske mejerier har formået at tiltrække danske økologer. Der er generelt en stor efterspørgsel efter økologiske mejeriprodukter, og der er et manglende udbud. Så i løbet af det seneste halve års tid har de høje priser i Tyskland kunnet tiltrække primært tyske, men også danske økologiske landmænd til at levere mælk til de nordtyske mejerier«, siger Tomas Pietrangeli, direktør for Arla Foods i Danmark.

LÆS OGSÅØkologien slår rekord og redder mælkebønders økonomi

Direktøren er dog fortrøstningsfuld, fordi det er lykkedes Arla at få 50 konventionelle danske mælkeproducenter til at give tilsagn om at lægge om til økologisk produktion.

I forvejen er der 203 økologiske landmænd blandt de omkring 2.900 danske andelshavere i Arla.

Dertil kommer, at især en del tyske, hollandske og svenske andelshavere i Arla også vil lægge om til økologisk mælk.

Det er lykkedes, fordi Arla har fordoblet det økologiske tillæg det seneste år.

En dansk økologisk landmand i Arla får en samlet pris på 3,40 kroner per kg mod kun 2,18 kroner per kg til en konventionel landmand.

Sender penge til landmænd

Men mindre danske økologiske mejerier som Naturmælk mener, at de godt kan konkurrere med Arlas økologiske pris.

»Vi oplyser ikke den nøjagtige pris, men vi har en målsætning om, at vi skal forsøge at ligge lidt bedre prismæssigt end Arla, og set over en længere periode har den været en anelse højere«, siger Leif Friis Jørgensen, mejerichef i Naturmælk.

LÆS OGSÅMælkebønder reddes af økologi

Det sønderjyske mejeri ved Tinglev oplevede en rekordomsætning på knap 250 millioner kroner i det seneste regnskabsår, og egenkapitalen er på 28 millioner kroner.

Men overskuddet til mejeriet var kun på 1,28 millioner kroner, mens overskuddet i det forrige regnskabsår var over det dobbelte.

Men det er en bevidst strategi for Naturmælk. Pengene er gået til en højere mælkepris til mejeriets andelshavere.

»Man kan godt undre sig over, at økologiske landmænd ikke kontakter Naturmælk, før de indgår en kontrakt med et mejeri i Tyskland. Det giver spekulationer rundt om på gårdene, at der lige pludselig er andre end Naturmælk og Arla, der henter mælk i Sønderjylland. Nu er der altså to mejerier i Tyskland, som bejler til de økologiske producenter«, siger Leif Friis Jørgensen.

Naturmælk har netop indgået en aftale med koncernen Løgismose. Fire fynske landmænd skal levere økologisk mælk, der skal sælges på Fyn som lokal mælk.

»Vi har hele tiden haft døren på klem for økologiske landmænd. Døren står stadig åben, og vi er også i dialog med nye økologer«, siger mejerichefen.

Redaktionen anbefaler

Økologer: Der er for langt til toppen i Arla

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce