Annonce
Annonce
Økonomi

Ny apoteker går på tyvetogt langt inde i fjendeland

I al ubemærkethed har den frie konkurrence sneget sig ind i en monopoliseret apotekerbranche.

»Du kan kalde mig Mads«, griner apotekeren med efternavnet Korsholm og viser rundt i et af sine nye apoteker, hvor medarbejderne er i fuld gang med at sætte varer på hylderne.

Det er kun et halvt år siden, han fik sin apotekerbevilling og overtog det store Dom Apotek i Roskilde. Omtrent samtidig med at et flertal i Folketinget vedtog den nye apotekerlov, og dermed lukkede en dosis fri konkurrence ind i den gamle, monopoliserede apotekerverden.

Det er måske også lidt meget at forlang, at man ligefrem bliver budt velkommen

Mads Korsholm apoteker

Nu har alle apoteker ret til at åbne syv nye apoteker – ud over det, de har i forvejen. Og det er ikke det hele.

De nye regler giver også apotekerne en historisk ret til at slås med hinanden om kunder, omsætning og recepter.

For første gang kan apotekerne åbne butikker dybt inde i hinandens byer, baghaver og 'distrikter'. Målet er mere konkurrence til glæde for forbrugerne, der i bedste fald får flere apoteker at vælge mellem - foruden en bedre service og faglig rådgivning.

Nyt apotek ved siden af det gamle

Det er nye tider i branchen, og Mads Korsholm er en af de første apotekere, der har tænkt sig at udnytte reglerne fuldt ud.

Med en fortid som blandt andet kædechef i det norske apotekervæsen, hvor konkurrencen for længst er givet fri, er han klar til at udfordre de ’gamle’, etablerede apotekere.

Indtil videre har han gang i fire nye apoteker og filialer ved siden af det store Dom-apotek, han allerede driver i Roskilde. To af de nye har adresse i Tåstrup, et stenkast fra byens etablerede apoteker Peter Kielgast, der også driver to apoteker i byen.

Ham vender vi tilbage til.

LÆS OGSÅNetapotek anmeldt for at sælge forbudte varer

Først gælder det udfordreren, 39-årige Mads Korsholm, der også er på vej med et apotek i Hvidovre og ikke vil afvise, at han vil have flere apoteker i porteføljen på lidt længere sigt. Det gælder om at spotte de områder, hvor der er potentiale, hvor de etablerede apoteker er gået lidt i stå, som han udtrykker det.

»Det ville jo ikke give mening at åbne et nyt apotek i en by, hvor folk valfarter til det lokale apotek. Det er klart, at jeg vælger at slå mig ned dér, hvor jeg på baggrund af min studier og iagttagelser mener, der er et potentiale for at få en god del af omsætningen,« siger Mads Korsholm, og noterer med glæde, at der er kunder i den nye butik på Tåstrup Torv, et stenkast fra det ’gamle’ Taastrup Apotek oppe i Hovedgaden.

»Jeg sendte da en mail til byens apoteker for lige at fortælle, hvad jeg havde gang i. Der kom aldrig noget svar tilbage, men det er måske også lidt meget at forlange, at man ligefrem bliver budt velkommen«, siger Mads Korsholm med et smil og fortsætter:

»De gamle regler betød jo, at man ikke bare kunne åbne butikker i hinandens distrikter, det var et gennem reguleret, gennem monopoliseret marked, hvor man søgte om tilladelse i Lægemiddelstyrelsen, hvis man ville bryde traditionerne. Nu er det så endelig åbnet op. Og der er nok mange apotekere, der sidder lige nu og overvejer situationen«.

»Jeg har overvejet og tænkt, og valgt at satse stort – selv om det selvfølgelig også betinger en stor investering. Men som jeg vurderer situationen, så er det simpelthen nødvendigt, at man rykker, hvis man skal overleve og klare sig i fremtiden i denne branche«.

»Og det er ikke fremmed for mig at arbejde på denne måde. Jeg har set og oplevet nogle andre forretningskulturer og efter dansk standard mere aggressive måder at drive forretning på i Norge. Noget af det har jeg taget med mig hjem«, siger Mads Korsholm.

De første salgsfremmende kampagner er udtænkt og klar til at blive skudt i gang.

Detaljerne holder han helst for sig selv.

Men da vi spørger, hvorfor i al verden kunderne skal vælge det nye Taastrup Torv Apotek i stedet for det gamle Taastrup Apotek, når landets apoteker ikke engang selv bestemmer priserne på lægemidler, kommer svaret lige så hurtigt som proppen ryger af en rystet champagneflaske:

»Fordi vi giver en bedre service og bedre faglig rådgivning i en mere moderen butik. Et apotek er en forretning, der hele tiden skal udvikles, plejes og indrettes efter kundernes ønsker og behov, den der vinder kunderne vinder markedet«.

Formand forudser konkurser

Den nye apotekerlov trådte i kraft sidste sommer. Siden da har har landets godt 300 'gamle' apoteker åbnet 77 nye apoteker på landsplan, oplyser Danmarks Apotekerforening, der kalder den udvikling historisk.

Ifølge statistikken er dog kun 15 af dem, der er helt nye, for apotekerne har i stor stil brugt lovreglerne til at opgradere de udleveringssteder og filialer, de havde i forvejen. Kun 10 af de nye apoteker er etableret mere end 10 kilometer væk fra hovedapoteket. Men ifølge apotekernes formand, Anne Kahns, er konkurrencen for alvor skudt i gang:

»Jeg er helt sikker på, at apotekerne i stigende grad vil konkurrere med hinanden, og at vi også vil se flere apotekere, der slår sig ned i hinandens byer. Men det er en stor investering, for der kommer jo ikke flere recepter, fordi der kommer flere apoteker. Vi kæmper om de samme kunder, og de går derhen, hvor de får den bedste service, derfor tror jeg også, vi vil se konkurser i branchen«, siger hun:

Vi kæmper om de samme kunder, og de går derhen, hvor de får den bedste service

Anne Kahns, formand apotekerforeningen

»Der er selvfølgelig nogle apoteker, der beklager, at det gamle fællesskab forsvinder. Men der har også altid været apoteker, der har følt sig begrænset af, at de ikke kunne etablere sig andre steder, den mulighed har de nu, og det vil også give forbrugeren flere apoteker at vælge mellem«:

Du er nødt til at oppe dig

Mads Korsholm er godt tilfreds med de nye muligheder.

»Som jeg ser det, er det sundt, at der sker denne her selvregulering, for det kan godt være, du har været egenrådig i et givent distrikt – og har været det i mange år, men du kan ikke længere være sikker på, at det fortsætter«.

»Måske kommer der en konkurrent, som mig, det ved du aldrig, men du er nødt til at oppe dig, for skulle der komme en apoteker mere i området, så er der ikke nogen loyalitet hos dine kunder, hvis du har behandlet dem dårligt«, siger Mads Korsholm.

Og så tilbage til byens etablerede apoteker, Peter Kielgast, der ikke har det fjerneste mod den nye konkurrencesituation:

»Jeg går ind for, at folk har en valgmulighed, så det har jeg da ikke noget imod«, siger han i telefonen.

Men er der marked for så mange apoteker i byen?

»Nej, det mener jeg ikke, der er«.

Han må gerne være her

Så er der vel en af jer, der får et problem?

»Jo, det må man gå ud fra«.

Er det en god udvikling, at det nu er muligt at konkurrere i hinandens distrikter?

»Hensigten var vel at give forbrugerne nemmere adgang til medicin og lægemidler, men når apotekerne ligger med få hundrede meters afstand, så kan jeg ikke rigtig se fidusen«

Har du budt din nye konkurrent velkommen?

»Nej, det behøver jeg vel trods alt heller ikke, men han må gerne være her. Og gør han det bedre end mig, så må han gerne hugge kunderne, men gør han det ikke bedre end mig, så kan de jo lige så godt blive, hvor de er, ikke?«, spørger Kielgast.

Redaktionen anbefaler

Danmark får 52 nye apotekersteder

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce