Annonce
Annonce
Økonomi

Paris: De superrige spærrer sig inde i 'Villaen', mens de fattige flygter fra 'Festernes Plads'

I et enkelt kvarter i Paris er rigdom koncentreret i et omfang, som er uhørt i Danmark. I den anden ende af byen bliver de i forvejen ludfattige endnu fattigere.

Annonce

Det er klassekamp. De bruger alle midler

Michel Pinçon og Monique Pinçon-Charlot

Pladsen med det glade og optimistiske navn Place des Fêtes, Festernes Plads, ligger i det 19. arrondissement i den nordøstlige udkant af Paris, og her mellem de høje betonklodser er der ikke meget at feste over.

Omkring 40 procent af pariserne i det 19. arrondissement lever under fattigdomsgrænsen, og tallet er højere i højhuskvarteret, der figurerer på lister over ’følsomme’ kvarterer i Paris.

»Spørgsmålet er, om det er muligt at gøre det op? For en stor del af indbyggerne i kvarteret er illegale indvandrere, som bor hos venner og bekendte. Myndighederne kender mange af dem, men det er ikke folk, som sender deres årsopgørelse ind til skattevæsnet«, siger en socialarbejder i området med et afvæbnende smil om læberne.

Hun foretrækker at være anonym. »Det er i forvejen ikke nemt at arbejde her i kvarteret«, siger hun.

Det er – næsten – lige så svært at få et realistisk bud på indkomstforholdene i kvarteret Villa Montmorency i det 16. arrondissement i den anden ende af byen omkring Place d’Auteuil.

LÆS OGSÅSuperrige ejer snart halvdelen af verdens rigdomme

Villa Montmorency er i alle henseender lukket land. Hele området er omkranset af høje hegn, og skilte uden for vagtmændenes små lokaler minder om, at ’Adgang er forbudt’ til kvarteret med dets paladsagtige huse i en gammel park.

»Her taler man ikke om penge. Men man har mange, og man får hele tiden flere«, lød det for nylig fra de berømte sociologer parret Michel Pinçon og Monique Pinçon-Charlot på en af deres mange konferencer, som trækker fulde huse landet over.

Magt og rigdom i lukket park

De har specialiseret sig i at studere de riges og de ’superriges’ gøren og laden, og der er nok at se på omkring Villa Montmorency, hvor flere af Frankrigs – og verdens – industrifyrster har valgt domicil sammen med de kendte med ekspræsident Nicolas Sarkozys hustru, den italienske sanger og fotomodel Carla Bruni, i spidsen.

Hovedparten af beboerne i ’Villaen’, for eksempel industrifyrsten Vincent Bolloré, har ifølge utallige beregninger lagt snesevis af millioner til deres formuer i de seneste år, mens de ude i den anden ende af byen er blevet fattigere.

Men selv i Villa Montmorency har de problemer. Ifølge ejendomsmæglere i kvarteret står et par af palæerne inde i den private park, som blev anlagt i 1852, tomme.

Salgssummen på 300-350 millioner kroner holder køberne tilbage, og foreløbig står de arabiske rigmænd ikke i kø.

Måske føler de sig ikke velkommen i den meget lukkede kreds, som flere franske magasiner antyder. For penge er ikke alt inde i Villa Montmorency. Ejerne samarbejder om vedligeholdelsen af de fælles områder, og de reagerer lynhurtigt, når den omkringliggende verden trænger sig på.

De organiserer sammen med beboerforeninger i kvarteret modstanden mod den parisiske borgmester Anne Hidalgos planer om at opføre socialt boligbyggeri på en ledig grund i nærheden.

»I dag er det den herskende klasse, som forstår at stå vagt om sine interesser. Det er klassekamp. De bruger alle midler, og de holder alle andre ude. Man bliver født ind i miljøet, man lærer adfærden dér, man går på de samme eliteskoler, og man møder piger fra samme vilkår som en selv«, lød det fra Michel Pinçon og Monique Pinçon-Charlot på en konference i Paris for nylig.

TVSuperrig? Gigantiske lystyachter er som sejlende huse

Man ser dem ikke engang hos bageren. »De sender naturligvis tjenestefolkene«, siger ekspeditricen i en af de omkringliggende bagerbutikker.

Kvarteret omkring Villa Montmorency stinker af penge. Ejendomsmægleren overfor og i Rue d’Auteuil reklamerer med ’French Luxury Properties’, og vi er ikke langt fra Boulogne-skoven med tennisbaner, private klubber og fitnesscentre i den eksklusive ende.

Kinesere mod arabere

Der er også private klubber i området omkring byggeriet Place des Fêtes og gaden Rue de Belleville.

Men det er beskedne klubber for marokkanske indvandrere og de mange kinesere, som langsomt, men sikkert er ved at sætte sig på en del af Rue de Belleville.

Her er der ingen solidaritet. »Kineserne driver os ud af kvarteret«, lyder det fra nordafrikanerne i de lokale cafeer. Kineserne klager på deres side over »voldelige arabere« fra kvarteret omkring Place des Fêtes, som forsøger at ødelægge kinesernes forretninger.

»Vinderne er de økonomiske bagmænd, som står bag de mange kinesiske restauranter og butikker. Alle andre er tabere, og fattigdommen breder sig«, siger en lokal socialarbejder.

Fattige forsvinder

Det gør den også blandt de etablerede indvandrere i kvarteret, hvor de svageste bliver tilbage.

De orker ikke at høre på anklager om at være ludere

Socialarbejder ved Place des Fêtes

»Her som andre steder er det overvejende pigerne, som får en uddannelse, og de forsvinder. De kan ikke klare narkohandel i opgangene, og de orker ikke at høre på anklager om at være ludere, hvis de går med nederdel eller stramme bukser«, mener socialarbejderen.

Spørgsmålet er også, hvor lang tid de fattigste kan blive i kvarteret bortset fra i de store sociale boligbyggerier. Men selv her stiger huslejen i takt med modernisering og forbedring, og selv i de fattigste kvarterer i Paris er huslejen høj.

Ifølge flere rapporter er konsekvensen, at familierne klumper sig sammen i overfyldte lejligheder. En anden løsning er at flytte ud af byen, og arrondissementer som det 19. og 20. er ved at skifte karakter.

Tidligere lejeboliger bliver omdannet til ejerlejligheder, som med selv beskedne forbedringer bliver attraktive for unge førstegangskøbere fra middelklassen.

»Dem kommer der flere og flere af, så om få år vil disse kvarterer have forandret sig. Der er ikke plads til fattige i Paris«, konstaterer socialarbejderen.

----------------

Rettelse: I en tidligere version havde vi placeret Villa Montmorency i 20. arrondissement.

Redaktionen anbefaler

Dramatiske tal dokumenterer det økonomisk splittede Danmark

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce