Annonce
Annonce
Økonomi

Tyske A-kraft-værker lukker i 2022, men affaldet stråler 100.000 år

I 50'erne var målet atomvåben. Nu ved ingen, hvad der skal ske med affaldet.

Vi har set alt fra pensionister på stole til blokader med får

Professor Dieter Rucht, sociolog

Slagtersønnen Franz Josef Strauss er indbegrebet af tysk konservatisme. Formand for det bayerske CSU fra 1961 og til sin død i 1988, bayersk ministerpræsident fra 1978 til 1988 og forbundsminister i en række regeringer. Få er opmærksomme på, at han også er helt central i den tyske atomkraftdiskussion. I 1955 blev han Vesttysklands første atomminister, og i 1957 fremlagde han planer for at bevæbne landet med atomvåben. Netop koblingen mellem atomvåben og atomkraft er central i Tysklands historie.

»Strauss fik ikke tilslutning til at bevæbne Tyskland med atomvåben. Ikke desto mindre var det at skaffe plutonium til våbenbrug afgørende for udbygningen med atomkraft gennem 1950’erne og 1960’erne«, fortæller Michael Müller, formand for den kommission for højradioaktivt affald, som skal fremlægge forslag til Forbundsdagen om, hvor der skal laves et endeligt lager for radioaktivt affald i Tyskland.

»Til gengæld var der nærmest ingen modstand mod atomkraft i 1950’erne og 1960’erne. Man regnede med, at energien ville blive fantastisk billig og være med til at drive den store økonomiske vækst. ’Too cheap to meter’ (for billigt til at det kan svare sig at måle forbruget, red.) var den måde, man omtalte atomkraften på. Og affaldet blev slet ikke regnet som et problem«, fortæller professor Dieter Rucht, en tysk sociolog, der har forsket i protestbevægelser.

Masser af modstand

I 1970’erne kom de første demonstrationer mod atomkraft, og en gryende forståelse af problemet med affaldet kom op til overfladen, forklarer Dieter Rucht. Side om side kom fredsbevægelsen til, og modstanden mod atomkraft og atomvåben smeltede sammen. »Husk, at Tyskland på det tidspunkt var verdens mest atombevæbnede land med amerikanske atomvåben i vest og russiske atomvåben i øst«, siger Michael Müller.

»Igennem 1970’erne og 1980’erne kom der væbnede sammenstød mellem demonstranter og politi, og der blev også bedrevet egentlig sabotage mod atomkraftværkerne med nedskæring af elledninger«, fortæller Dieter Rucht.

Fra 1980’erne og frem har det været atomaffaldet, der har holdt liv i bevægelsen. Især de årlige transporter af atomaffald til Gorleben har givet store protester. I 1977 blev Gorleben, som dengang var et øde beliggende landområde tæt op ad grænsen til DDR, udpeget som lagringsområde. I 40 år har der nu været massive protester mod lagringen.

LÆS OGSÅ:Tyskland kæmper mod tiden i et kapløb for at redde atomaffald op fra en utæt saltmine

»Vi har set alt fra pensionister på stole til blokader med får«, siger Dieter Rucht.

Katastrofen i Tjernobyl i 1986 gav yderligere næring til protesterne, og efter 1989 er der ikke bygget nye atomkraftværker.

Fukushima var dødsstødet

Fukushimakatastrofen skete i marts 2011, og i juni samme år blev det endegyldigt besluttet af alle partier i Forbundsdagen, at atomkraften skal udfases. Et massivt flertal enedes om, at i 2022 lukker det sidste atomkraftværk.

»Det har været en fantastisk fredsskaber her i Tyskland«, siger departementschefen i ministeriet for miljø, natur, bygninger og nuklear sikkerhed, Jochen Flasbarth.

Han fremhæver, at der er en massiv folkelig modstand mod atomkraft, samtidig med at der er tilsvarende folkelig opbakning til den såkaldte Energiewende, altså omstillingen af Tyskland til at basere sig 100 pct. på vedvarende energi. »Nu er den store udfordring lagring af affaldet«, siger han.

LÆS OGSÅ:Tysk farvel til atomkraft åbner store muligheder for Danmark

Og det er virkelig en udfordring for Tyskland: For ingen vil have affaldet, og samtidig er der tale om en meget langsigtet beslutning.

»Det vil tage mellem 80 og 100 år at få lagret al atomaffaldet, og det vil koste mellem 375 og 525 milliarder kr., så vi taler om en udfordring, der strækker sig ind i det 22. århundrede«, siger Michael Müller. Han mener, at det endelige lagringssted skal være et, hvorfra man kan tage affaldet op igen. »Vi ved jo ikke, hvad man kan om 100, 200 eller 500 år. Vi taler om affald, der er et problem i over 100.000 år – så man skal ikke være for skråsikker i dag på, hvad den endelige løsning er«, siger han.

----------------------------------------

Rettelse: Af en tidligere version fremgik det ikke, at Politikens rejse til området var delvis finansieret af Clean Energy Wire, en uafhængig nonprofitservice for journalister.----------------------------------------

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Thomas Færgeman eller Økonomi, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler

Tyskland kæmper mod tiden i et kapløb for at redde atomaffald op fra en utæt saltmine

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce