Annonce
Annonce
Økonomi

Finanstilsyn bør tjekke forhadte bidrag

Nykredits begrundelser for at hæve bidragssatser på boliglån er så tynde, at de strider mod Finanstilsynets regler for god skik, mener ekspert.

»I er nogle grådige sataner længere er den ikke, mere til jeres i forvejen godt betalte chefer. Håber virkelig mange skifter og i går konkurs«.

Protesterne kan aflæses dagligt på Nykredits Facebookprofil, kunderne er rasende, konkurrenterne gør, hvad de kan, for at hugge de utilfredse boligejere.

Modgang af orkanstyrke har ramt Nykredit efter at realkreditkæmpen har hævet de forhadte bidragssatser for 470.000 boligejere, der har et Totalkredit-lån gennem Nykredit.

Mens Nykredits øverste chef, Michael Rasmussen, rejser land og rige rundt for at forklare prisstigningerne, har Facebook-gruppen ”Kritiske interessenter i Nykredit og Totalkredit” på bare en uge samlet næsten 20.000 medlemmer, der overvejer at tjekke helt ud af Nykredit.

Tyndbenede lånebegrundelser

Og nu sår flere eksperter tvivl om selve fundamentet under Nykredits beslutning om at hæve kundernes bidragssatser med flere tusinde kroner. For det er slet ikke tilladt at hæve bidragene – og dermed priserne på kundernes boliglån – hvis ikke realkreditinstitutterne er i stand til at give kunderne en god, præcis og fornuftig begrundelse.

Og det er ikke tilfældet, lyder meldingen fra Kim Valentin, borgmester i Gribskov kommune og en af landets førende privatøkonomiske rådgivere.

LÆS OGSÅNykredit har tabt milliarder, og han sender regningen til kunderne

»Forklaringerne på de her prisstigninger er så tyndbenede, at de efter min mening ikke respekterer de regler, der gælder for god etik og skik i den finansielle sektor. Det er ikke godt nok, at man forklarer så betydelige prisstigninger med udsigten til nogle kapitalkrav fra EU som ikke en gang er vedtaget endnu«:

»Og at Nykredit derudover forhøjer bidragene fordi man ønsker at belønne sine samarbejds-banker, det holder ikke«, siger Kim Valentin, der henviser til den særlige samarbejdsaftale, Nykredit har indgået med en række lokale pengeinstitutter.

Første retssager om bidragssatser

De sælger og distribuerer Nykredits boliglån og som betaling for indsatsen må Nykredit give bankerne omkring halvdelen af de bidrag, de kræver ind. Kim Valentin opfordrer nu Finanstilsynet til at tjekke om de forhøjede bidragssatser i Nykredit er »rimeligt begrundede«.

Det er nemlig Finanstilsynets opgave at håndhæve reglerne for god skik i den finansielle sektor, der blandt andet slår fast at »ændringer til ugunst for kunden af renter, gebyrer, bidrag eller andet vederlag ikke kan finde sted uden et forudgående varsel, der ikke må være kortere end en måned, og som indeholder en begrundelse for ændringen«.

Der har længe været en ulmende utilfredshed med at realkreditinstitutterne bare sætter priserne i vejret, min fornemmelse er, at det her var dråben.

Kim Valentin, privatøkonomisk rådgiver og borgmester i Gribskov Kommune

Og dén begrundelse kan realkreditinstitutterne ikke bare opfinde til lejligheden, den skal være rimelig og reel, mener Kim Valentin, der bliver bakket op af advokat Christian Dahlager. Til efteråret repræsenterer han to hold utilfredse realkreditkunder, når retssystemet for første gang skal tage stilling til, hvor grænsen går for bidragsstigninger, og hvad et realkreditinstitut må bruge bidraget til.

»Afgørelserne vil kunne skabe præcedens. Alle, der tager et realkreditlån, skriver under på, at bidragssatsen kan justeres, hvis bestyrelsen i realkreditinstituttet beslutter det. Men det skal holdes op mod, hvad der oprindeligt var meningen med bidraget, nemlig, at det skulle dække omkostningen ved, at kreditforeningen administrerede lånet«, siger Christian Dahlager.

Sagen er så principiel at de to hold sagsøgere med lån i henholdsvis Totalkredit og BRFkredit begge har fået bevilget fri proces til at stævne realkreditinstitutterne. Den ene sagsøgerhar i perioden fra 2007 til 2015 set sin bidragssats stige med 165 procent i BRFkredit. Her fik sagsøgeren nok, da BRF varslede nye stigninger i efteråret 2014, blandt andet med begrundelsen ’øgede krav fra myndighederne’.

BRF og Jyske Bank på kundejagt

Det er ellers netop BRF kredit, der sammen med sin ejer, Jyske bank, i disse dage bruger store kræfter ind på at kapre Nykredits utilfredse kunder blandt andet med dagbladsannoncer, der lokker med billige realkreditlån.

Så sent som i går besluttede BRFkredit at sænke det gebyr, kunderne skal betale, når de skifter realkreditselskab. I dag skal kunderne af med 7.500 kroner for at etablere et nyt lån, men det bliver nu sænket til 2.500 kroner.

»Der er mange der ringer og vil høre nærmere, så der er en klart forhøjet aktivitet. Det er for tidligt at sige, hvor mange nye kunder, det her giver os, men det er klart, vi kalkulerer med en del nye kunder«, siger boligøkonom i BRFkredit, Mikkel Høegh.

Hvornår hæver I så selv bidragene?

»Vi synes, det er for tidligt at reagere på noget EU-regulering, der endnu ikke er vedtaget og som vi ikke kender i substansen«, siger han.

Flere finansielle eksperter, blandt andre Lars Krull fra Aalborg Universitet og Finn Østrup fra CBS, sætter store spørgsmålstegn ved Nykredits behov for yderligere kapital på et tidspunkt, hvor EU’s kapitalkrav fortsat er uklare.

»Det er det jeg vil kalde uanmodet rettidig omhu, for det er slet ikke sikkert, at Nykredit får behov for den store kapital til at polstre selskabet«, siger Lars Krull, seniorrådgiver på Institut for Økonomi på Aalborg Universitet. Han mener, at Nykredit blander æbler, pærer og sukkerroer« sammen i begrundelsen for de hævede bidragssatser.

Kunderen har fået nok

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Nykredit, fra Finanstilsynet eller fra erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V).

Kim Valentin er ikke i tvivl om at Nykredits forhøjede bidrag vil udløse en synlig kundeflugt:

»Det er jo ikke alle kunder, der kan flytte deres lån, men dem, der kan vil i den grad overveje det. Der har længe været en ulmende utilfredshed med at realkreditinstitutterne bare sætter priserne i vejret, min fornemmelse er, at det her var dråben, nu går den simpelthen ikke længere, nu vil kunderne ikke finde sig i det mere«, siger han.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce