Annonce
Annonce
Økonomi

Elevløn til flygtninge skaber uro om Dennis i LO-toppen

Cepos tager godt mod FOA’s forslag om elevløn til flygtninge

Ideen om at give elevløn til flygtninge i op til to år, mens de står »i lære som danske lønmodtagere«, har givet uro i toppen af dansk fagbevægelse. Forslaget kommer fra FOA’s forbundsformand, Dennis Kristensen, der tidligere har bragt sig på kant med de øvrige faglige ledere.

Selve ideen er måske ikke det værste, men flere af frontfigurerne i fagbevægelsen synes, det er »dårlig timing« at spille ud med forslaget, inden forhandlingerne om en trepartsaftale mellem regering, arbejdsgivere og fagbevægelse er begyndt. Det gør de på torsdag i Statsministeriet, hvor et centralt tema netop er, hvordan flere flygtninge finder arbejde.

Succes og nederlag med trepartsforhandlinger

Der er tradition for trepartsforhandlinger i Danmark, hvor fagbevægelsen, arbejdsgiverne og regeringen forhandler store samfundsreformer. Her er nogle historiske eksempler:

2012 Regeringen (S, R, SF) aflyser trepartsforhandlingerne, da det ikke kan lade sig gøre at få en aftale, der blandt andet har til formål at få danskerne til arbejde mere.

2006-07 Arbejdsmarkedets parter og Fogh-regeringen (V, K) indgår aftale om livslang uddannelse og opkvalificering af alle på arbejdsmarkedet. Regeringen frigiver en milliard kroner til efteruddannelse, og arbejdsmarkedets parter medfinansierer efteruddannelsen via overenskomsterne.

1998 Nyrup-regeringen (S, R) vil ikke lave egentlige trepartsforhandlinger, men nedsætter et underudvalg med deltagelse af LO og DA om aktivering. Arbejdsmarkedets parter bliver enige om at nedsætte dagpengeperioden fra fem til fire år, og lade de sparede penge blive i aktiveringssystemet, så indsatsen bliver mere effektiv og unge under 25 år kan komme i arbejde. Regeringen tilslutter sig LO og DA’s aftale.

1987 Fælleserklæringen hedder det dokument, som Schlüterregeringen (K, V, CD, KRF) indgår aftale med arbejdsmarkedets parter om. Det betyder arbejdsmarkedspensioner til alle, som arbejder på overenskomst. Til gengæld lover arbejdsgivere og lønmodtagere løntilbageholdenhed.

Research: Politikens Bibliotek

På LO’s hovedbestyrelsesmøde fredag formiddag gav LO’s formand Lizette Risgaard ifølge Politikens oplysninger en reprimande til Dennis Kristensen for hans åbenmundethed. Den nyvalgte LO-formand har varslet en ny åben stil, men havde fredag ikke flere kommentarer. Ifølge Politikens oplysninger havde flere faglige ledere set en form for elevløn til flygtninge som en byggeklods, der kunne smides på bordet for at få en trepartsaftale i hus sidst i forhandlingerne. Nu kan regeringen i stedet gøre FOA’s forslag til sit.

Det er småt med lysten til at tale om FOA’s forslag blandt de faglige ledere.

»Jeg vil ikke forhandle gennem pressen«, siger forbundsformand Per Christensen, 3F, og bliver suppleret af HK-formand Kim Simonsen:

»Det er da en spændende idé fra FOA, men lad os nu se, hvad regeringen har med. Det ved vi intet om på nuværende tidspunkt«, siger Kim Simonsen.

LÆS OGSÅ Fagforbund vil indsluse flygtninge på elevløn

I FOA fortryder Dennis Kristensen ikke udspillet om elevløn til flygtninge.

»Vi står med et stort problem, når det gælder integrationen af flygtninge, så vi er nødt til at komme med forslag, der flytter noget«, siger han.

Allerede i dag kan arbejdsgivere få flygtninge billigt eller helt gratis i virksomhedspraktik eller løntilskudsjob. Men ofte er flygtningene kun på virksomhederne i forløb på få måneder. Forslaget fra FOA lægger op til at opfinde et helt nyt begreb, ’integrationselever’, som skal igennem et forløb på elevløn i helt op til to år med sideløbende danskundervisning. Lønnen for elever ligger almindeligvis på mellem 10.300 og 11.000 kroner om måneden i FOA’s overenskomster.

Forbundet forudsætter, at virksomhederne får refunderet langt størstedelen af udgifterne til eleverne – som det gælder for nuværende tilskudsordninger for flygtninge. FOA vurderer, at der kan skabes 5.000 til 10.000 pladser til integrationselever, hvis ordningen udbredes til hele arbejdsmarkedet, og at modellen vil kunne give en samfundsøkonomisk gevinst på 1 til 2 milliarder kroner om året.

Ros fra liberal tænketank

Forslaget er blevet godt modtaget af Folketingets partier – ikke mindst regeringspartiet Venstre, og den liberale tænketank Cepos finder det positivt, at fagbevægelsen er parat til at indføre en elevløn på cirka 70 kroner i timen for flygtninge.

»De 70 kroner i timen ligger lige præcis på det niveau for indslusningsløn, som Cepos har anbefalet. Det er godt, at fagbevægelsen erkender, at personer med få danskkundskaber og beskeden erhvervserfaring har svært ved at producere til mindstelønnen på typisk 110 kroner i timen«, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, Cepos, der dog ikke kan lide, at ordningen skal bygge på offentlige løntilskud og skal have et obligatorisk element af undervisning.

LÆS OGSÅBred støtte til forslag om elevflygtninge

»Det gør, at ordningen fortsat er viklet ind i offentligt bureaukrati. Kravene om uddannelse kan medvirke til, at virksomheder afholder sig fra at ansætte flygtninge, fordi de vil have en energisk flygtning til 70 kroner i timen i 37 timer. Uddannelse er rigtigt fint, men danskundervisning bør foregå i flygtningens fritid«, siger Mads Lundby Hansen, der ser FOA-forslaget som en murbrækker for indslusningsløn.

FOA’s formand lægger netop vægt på vekselvirkningen mellem arbejde og undervisning.

»Kravet om undervisning gør netop, at der ikke tale om indslusningsløn, men er tale om et elevforhold. Selvfølgelig kunne flygtninge få undervisning i fritiden, men så er vi ikke sikre på, at alle vil få undervisningen, og så vil vi fortsat have problemet med dårlig integration«, siger Dennis Kristensen.

Redaktionen anbefaler

Akademikere skal vænne sig til et liv uden fast arbejde

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce