træthed. Danske piloter frygter ulykker, fordi EU tillader, at de kan arbejde flere timer om natten, end eksperter anbefaler.
Foto: Finn Frandsen

træthed. Danske piloter frygter ulykker, fordi EU tillader, at de kan arbejde flere timer om natten, end eksperter anbefaler.

Eksperter: EU gambler med flysikkerhed

EU-kommissionen og den danske regering ignorerer advarsler om, at piloter laver potentielt katastrofale fejl på grund af træthed.

Arbejdsmarked

Den britiske ekspert i flysikkerhed Mick Spencer opfordrer passagerer i hele Europa til at tænke sig godt om, næste gang de bestiller en flybillet, hvor de skal flyve langt om natten.

Det sker, efter at EU-kommissionen har fået grønt lys af politikerne til at gennemføre nye regler for piloter, som går stik imod de anbefalinger, som Mick Spencer og andre eksperter er kommet med til kommissionen.

»Jeg ville ikke bryde mig om at flyve med en pilot, der arbejder mere end ti timer på en natflyvning. For derefter begynder man at lave mange flere fejl på grund af træthed«, siger Mick Spencer.

»Det kan blive et stort problem, hvis piloten for eksempel skal lande i dårligt vejr. Så skal hjernen være klar, og det er den ikke efter mere end ti timers natflyvning«, siger han.

Selv har han i adskillige år forsket i sammenhængen mellem træthed og antallet af fejl, som piloter laver under en flyvning.

10 timers flyvning er maks Hans forskning er så anerkendt, at Det Europæiske Luftfartsagentur (Easa) for et par år siden bad ham om at vurdere et forslag til nye arbejdstidsregler for piloter, som EU-kommissionen senere skulle fremlægge.

Mick Spencers indstilling var klar. Baseret på en række forskellige undersøgelser konkluderede han, at en pilot højst bør arbejde ti timer i træk, hvis flyvningen foregår om natten.

Ud over ham blev to andre uafhængige eksperter bedt om at komme med deres vurdering.

De var helt på linje med Mick Spencer og anbefalede også, at piloter højst bør arbejde ti timer om natten.

Spencers overraskelse var derfor stor, da EU-kommissionen fremlagde sit nye forslag. For godt nok lagde forslaget op til at reducere piloters maksimale arbejdstid om natten fra 11 timer og 45 minutter til 11 timer.

Men det var stadig væsentlig mere, end hvad han og de to andre forskere fandt ansvarligt.

Skiftende forklaringer
I sidste uge kom EU-kommissionen igennem med sit forslag, da et flertal i EU-parlamentet bakkede op om det.

»Jeg er stærkt forundret, fordi jeg frygter, at det her vil føre til en gradvis nedbrydning af den høje standard for flysikkerhed, der hidtil har været gældende i Europa«, siger Mick Spencer.

I EU-kommissionen erkender Irina Petrova, der er ansvarlig for enheden for flysikkerhed, at de nye regler ikke følger anbefalingerne fra de eksperter, som hendes eget EU-system ellers selv havde henvendt sig til.

»Men det skyldes, at eksperterne kun refererede til én undersøgelse fra 1998, der fastlagde en grænse på 10 timer. Den var udformet sådan, at den ikke havde nogen relevans for forholdene i Europa«, lyder det fra hende i første omgang.



I rapporterne henviser forskerne imidlertid til flere forskellige undersøgelser af problemerne ved lange natflyvninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da Politiken konfronterer hende med den kendsgerning, afviser hun først at udtale sig, med henvisning til at det er Det Europæiske Luftfartsagentur, som har udarbejdet reglerne, og at hun ikke har papirerne foran sig. Hvorefter hun kommer med en ny forklaring.

»De øvrige undersøgelser, som eksperterne henviser til, er ikke baseret på videnskabelige metoder. Der er en masse litteratur om emnet, men jeg vil ikke kalde det videnskabelige studier«, siger hun og afviser at svare på flere spørgsmål.

Der er en masse litteratur om emnet, men jeg vil ikke kalde det videnskabelige studier

Lobbyister spænder ben
Mick Spencer er dybt chokeret.

»Det er jo latterligt. Kommissionen har brugt alle kræfter på at forsøge at nedgøre vores anbefalinger, fordi den ikke ønsker at gennemføre dem. Jeg troede – måske naivt – at jeg skulle være med i et konstruktivt samarbejde. I stedet har det vist sig at være en stærkt politiseret proces«, siger han.

Herhjemme får han opbakning fra Mads Klokker, der er tilknyttet Flyvemedicinsk Klinik på Glostrup Hospital og derudover er klinikchef på øre-, næse- og halsafdelingen på Rigshospitalet.



»Hvis man arbejder over ti timer om natten, begynder man at lave over 50 procent flere fejl, og det kompromitterer flysikkerheden«, siger han og kritiserer kommissionens opførsel.

»Alle ved, at der er en ekstremt stærk lobbyisme fra flyselskaber på det her område. Kommissionen er helt klart blevet trykket på maven«, siger han. Embedsvælde


Formanden for de danske piloter, Lars Bjørking, mener, at risikoen for en flyulykke nu bliver større.

»Vi er endt i en situation, hvor det er politikere og embedsmænd, der vurderer, hvad der er forsvarligt, frem for de videnskabelige eksperter, der forsker i sammenhængen mellem søvn og flysikkerhed«, siger han og henviser til, at i USA må piloter ikke arbejde mere end ti timer om natten.



I EU-parlamentet var Venstres trafikordfører Anne V. Jensen i sidste uge med til at stemme kommissionens forslag igennem, også selv om hun »som udgangspunkt« ikke er tilfreds med, at kommissionen ignorerer ekspertindstillingerne.

»Men de nye regler er en forbedring i forhold til de eksisterende regler, og så må vi tage det trin for trin«, siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Regeringen støtter kommissionen

Også den danske regering støtter op om kommissionens nye forslag. Politiken ville gerne have talt med transportminister Pia Olsen Dyhr (SF), men det meddelte hendes pressemedarbejder, at »hun ikke havde tid til«. I stedet sendte Pia Olsen Dyhr en mail, hvor hun også erkender, at EU ikke har fulgt alle anbefalingerne fra eksperterne, »da der ikke på alle områder har været tilstrækkeligt videnskabeligt materiale at basere reglerne på«. »Jeg glæder mig dog over, at den maksimale nattjenestetid på 11 timer er en reduktion i forhold til gældende maksimum på 11 timer og 45 minutter«, skriver transportministeren.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce