Stress-skader: Flere mænd brænder sammen i arbejdslivet

Flere danskere går ned med stress. Hos Danica Pension er det i stigende grad mænd, der må trække stikket til arbejdslivet.

Arbejdsmarked

Skal man tro statistikkerne, er kvinder langt mere stressede end mænd. Den køber eksperterne ikke. Mænd er nøjagtig lige så stressede som kvinder, de har bare svært ved at erkende det.

Men måske er nye tider på vej.

Midt i det, der ligner en dansk stressepidemi, oplever et af landets største kommercielle pensionsselskaber, Danica, en kraftig stigning i antallet af mænd, der beder om og får erstatning, fordi de er så hårdt ramt af stress og andre psykiske lidelser, at de ikke længere kan passe deres arbejde.

I perioden fra 2007 til 2016 er antallet af mænd, der får stressudbetalinger i Danica, steget med 64 procent.

Og stigningen omfatter især de 30-39 årige mænd, fortæller Lone Ryberg, der leder Danicas Afdeling for Skade og Helbred:

»Det er en hektisk periode i livet, hvor karrieren topper, hvor man har stiftet familie og fået børn, og hvor det hele skal være perfekt og fejlfrit. Men når man presser sig selv til det yderste, så går det altså nogle gange galt«, siger Lone Ryberg, der også peger på, at mændene i stigende grad tager ansvar i familielivet og børnepasningen.

»Heldigvis er der i dag en større bevidsthed omkring stress, samtidig med at det er blevet mere legalt for mænd at tale om det og fortælle, at de faktisk har det dårligt«, siger hun.

Mænd bruger stresshotline

Af »konkurrencemæssige« årsager ønsker Danica ikke at afsløre, præcis hvor mange mænd og kvinder der gemmer sig bag statistikken over erstatningsudbetalinger for stress og psykiske lidelser.

Men det er mere end 1.000 om året, oplyser Danica, der sætter ind med psykologer, læger, fysioterapeuter og jobkonsulenter for at hjælpe de berørte borgere tilbage til arbejdslivet.

»Vi har også etableret vores egen stresshotline i forsøget på at fange nogle af de her sager i opløbet, og der kan vi i øvrigt også se, at det især er mænd, der bruger denne mulighed. Måske fordi de her kan være anonyme og ikke behøver at involvere chefen, lægen eller for den sags skyld familien i første omgang«, siger Lone Ryberg.

Det er dog stadig kvinderne, der tegner sig for den største del af udbetalingerne i Danica. Fra 2007 til 2016 er  udbetalingerne på grund af stress gået fra at udgøre 20 til 35 procent af de samlede udbetalinger for tab af erhvervsevne hos kvinderne, men den andel er svagt faldende.

Også pensionsselskaberne P+ og PFA melder om en klar stigning i udbetalingerne af erstatninger til stressramte kunder, der har mistet erhvervsevnen på en type af arbejdsskader, der sjældent bliver anerkendt og erstattet i det offentlige arbejdsskadesystem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Også her er det især aldersgruppen 30-39 år, der rykker, men det gælder både mænd og kvinder. I forsøget på at få de stressramte på ret køl har PFA indledt et tæt og formaliseret samarbejde med selskabets mange firmakunder, der bliver opfordret til at ’alarmere’ PFA’s korps af psykologer og behandlere, så snart en medarbejder bliver sygemeldt med stresssymptomer eller virker presset i det daglige arbejdsliv.

Og her er det stadig mændene, der går og gemmer sig, fortæller Lisbeth Friborg Madsen, chefkonsulent i strategisk sundhed i PFA Pension.

»Kvinder er bare bedre til at snakke om følelser end mænd. Når vi mærker nogle symptomer, er vi bedre til at tale med de kvindelige kolleger, veninderne og familien. Derfor kommer kvinder hurtigere i behandling – og også hurtigere tilbage til jobbet«.

»Mændene bærer rundt på problemerne i længere tid, og når de så endelig får taget sig sammen til at bede om hjælp, kan de være hårdt ramt af de fysiske symptomer, der følger de her lidelser; det kan være hjertebanken, tankemylder, indre uro og ikke mindst dårlig søvn, som er noget af det værste«, siger Lisbeth Friborg Madsen.

Alene sidste år måtte PFA udbetale erstatninger for tabt erhvervsevne til godt 1.300 kunder, hvoraf mere end 400 havde problemer med stress og psykiske lidelser. Hos kvinderne lå stress bag 36 procent af udbetalingerne for tab af erhvervsevne, og mændene 28 procent, og den fordeling har været nogenlunde konstant de seneste år.

Kravene er blevet større

Men pensionsselskaberne har kun set toppen af isbjerget, når det gælder stærkt stressramte lønmodtagere, mener arbejdsmarkedsekspert, professor Henning Jørgensen:

»Efter finanskrisen er organisationer og virksomheder blevet slanket, normeringerne er sat ned, kravene er blevet større, og det er overvågningen af folks arbejdsindsats også. Og de, der så ikke føler, at de kan leve op til de performancekrav, begynder at vende det indad«, siger han og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»I spareiveren har politikerne ikke indtænkt arbejdsmiljømæssige konsekvenser ved nogle af de tiltag, de laver. Det bliver man nødt til fremover. Ellers ender vi med, at der kommer en tsunami af psykiske lidelser«.

---------------------

Rettelse: En tidligere version rummede flere fejl: Der stod, at »Fra 2007 til 2016 er mændenes andel af de samlede stressudbetalinger i Danica vokset fra 10 til 28 procent, en stigning på ikke mindre end 64 procent«, men dels ville det udgøre en stigning på 180 procent, dels var det forkert: De 64 procent er stigningen i antallet af mænd, der har fået udbetalinger fra selskabet i perioden på grund af stress. Der stod også, at mændene i 2007 fik 10 procent af de samlede stressudbetalinger, mens kvinderne fik 20 procent, og at mændene i 2016 fik 28 procent af udbetalingerne og kvinderne 35 procent. Det, procentangivelserne viste, var imidlertid, hvor stor en andel af de samlede udbetalinger for tab af erhvervsevne, der har haft med stress at gøre hos henholdsvis mænd og kvinder.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce