INDBLANDING. Finansminister Bjarne Corydon så det som sin pligt at understrege situationens alvor under forhandlingerne mellem SAS og selskabets medarbejdere.
Foto: LARS JUST

INDBLANDING. Finansminister Bjarne Corydon så det som sin pligt at understrege situationens alvor under forhandlingerne mellem SAS og selskabets medarbejdere.

Økonomi

Corydon pressede kabineansatte til at sige ja

Det gælder Københavns lufthavn og SAS’ overlevelse, skrev finansministeren til CAU midt under forhandlingerne.

Økonomi

Den danske regeringstop lagde direkte pres på de kabineansattes fagforening CAU for at få dem til at sige ja til SAS-ledelsens spareplan.

Mandag formiddag, mens CAU som den sidste faggruppe i SAS forhandler med SAS-ledelsen i Københavns Lufthavn, modtager tillidsfolkene en sms fra ingen ringere end regeringens nummer to, finansminister Bjarne Corydon (S).

I sms’en opfordrer han indtrængende CAU-folkene til at acceptere den aftale, som SAS-ledelsen har lagt på bordet foran dem – en aftale, der indebærer, at de skal gå markant ned i løn og samtidig arbejder mere.

LÆS OGSÅ

»Midt i det afgørende slutspil bliver vores formand (Helge Thuesen, red.) kontaktet af Bjarne Corydon, der siger, at nu gælder det Københavns lufthavn og de arbejdspladser, der er i den, og SAS’ overlevelse. Han skriver, at vi er nødt til at redde Københavns Lufthavn og de arbejdspladser, der ligger i den«, siger Jean Pierre Schomburg, næstformand i CAU.

Corydon bekræfter
Det danske kabinepersonales tillidsfolk har på det tidspunkt forhandlet i døgndrift uden pause og føler sig under et enormt pres for at sige ja. Sms’en fra den danske finansminister får presset til at stige med flere grader, føler CAU-folkene.

Vi har givet hjerteblod og så modtager vi den her besked fra en socialdemokratisk finansminister. Det har vi det dårligt med som en del af fagbevægelsen«

»På det tidspunkt, da det her sker, har vi sagt ja til 47,5 times arbejde om ugen og sagt ja til at arbejde tretten timer på den første dag. Vi har givet hjerteblod og så modtager vi den her besked fra en socialdemokratisk finansminister. Det har vi det dårligt med som en del af fagbevægelsen«, siger Jean Pierre Schomburg.

Finansminister Bjarne Corydon bekræfter, at han kontaktede CAU-forhandlerne midt i forløbet.

»Jeg ringede til deres formand og efterfølgende sendt ham en sms og bedt ham ringe til mig. Det er rigtigt«.

Ville udrede misforståelser
Hvorfor gjorde du det?

»Mit mål var at give en fuldstændig klar oplysning om de politiske realiteter. Min frygt var, at forhandlingerne gik galt på baggrund af en misforståelse af alternativerne. Det var en alvorlig situation, og som jeg også har sagt offentligt: Var man ikke nået til enighed, havde vi ikke haft SAS i dag«.

Jeg oplevede det som min pligt som finansminister og i øvrigt også som socialdemokrat at kæmpe for danske arbejdspladser og skatteydernes penge

»Det synes jeg var vigtigt og rigtigt at gøre klart for parterne«.

FOTO

Hvad skrev du i sms’en?

»Jeg tror jeg skrev, at det ville være tragisk, hvis SAS ikke overlevede«.

Ekspert: »Meget usædvanligt«

Ifølge Søren Kaj Andersen, lektor på Københavns Universitet og ekspert i arbejdsmarkedsforhold, er det »meget usædvanligt«, at en minister på denne måde direkte blander sig i overenskomstforhandlinger på arbejdsmarkedet.

»Det er en grundlæggende regel omkring overenskomstforhandlinger, at det er noget, arbejdsmarkedets parter klarer selv. Det bygger på et princip om autonomi til parterne i processen. Så det er stærkt usædvanligt«, siger han.

LÆS OGSÅ

Bjarne Corydon, CAU oplevede det som utidig indblanding og pres, hvad siger du til det?

»Jeg oplevede det som min pligt som finansminister og i øvrigt også som socialdemokrat at kæmpe for danske arbejdspladser og skatteydernes penge og så også, og det var nok det vigtigste i den her sammenhæng, at sørge for, at der var fuld oplysning om realiteterne«.

»Min frygt under det forhandlingsløb var selvfølgelig, at det ville gå galt og næsten endnu værre: At det ville gå galt, fordi man ikke forstod situationens alvor og gik ud fra, at truslen om konkurs bare var ren forhandlingstaktik. Det var det ikke«, siger Bjarne Corydon.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce