Fisk. Fiskerne i Østersøen må kun fange halvt så mange torsk næste år, og det kan få store konsekvenser for de mindre fiskere.
Foto: Cicilie S. Andersen

Fisk. Fiskerne i Østersøen må kun fange halvt så mange torsk næste år, og det kan få store konsekvenser for de mindre fiskere.

Økonomi

Fire begreber der gør det lettere at forstå fiskekvoterne

Forstå, hvorfor fiskerne i Østersøen er bange for at gå fallit.

Økonomi

Hvert år holder fiskerne vejret.

Der er nemlig rigtig mange penge på spil, når EU's fiskeriministre mødes for at bestemme næste års fiskekvoter.

I dag blev det bestemt, at torskefiskeriet skal nedsættes med 56 procent i den vestlige Østersø og 25 procent i den østlige.

En aftale, som har fået flere kystfiskere til at frygte, at de vil gå fallit til næste år, når de kun må fange halvt så mange torsk, som de gør nu.

Men hvad er egentlig formålet med fiskekvoterne?

Her er fire begreber, som kan hjælpe til at forstå udviklingen og problemstillingerne bag fiskekvoterne.

1. Fordelingsnøgle

I 1983 blev Danmark en del af EU's fælles fiskeripolitik. Her blev alle medlemslande tildelt en fast andel af den samlede fangstmængde.

Da fisk ofte bevæger sig på tværs af farvande, kan det være svært at kontrollere fiskeriet.

»Fiskerne har jo altid taget derhen, hvor der var flest fisk, og derfor havde man et meget broget fiskerimønster, som ikke svarede til de geografiske grænser omkring landene«, fortæller Søren Qvist Eliasen, der er lektor på Institut for Planlægning på Aalborg Universitet.

Derfor lavede man en fordelingsnøgle, hvor der blev taget særligt hensyn til historisk fiskeriafhængige områder og tab af fiskerettigheder i tredjeverdenslande. Hvert land fik tildelt en fast andel af det samlede fiskeri i Nordsøen og en kvote for, hvor mange tons af hver type fisk de måtte fange det følgende år.

Fordelingsnøglen lå fast, men medlemslandende kunne også indgå aftaler og udveksle fiskerikvoter med hinanden, ligesom de kunne købe sig til kvoter fra tredjeverdenslande i bytte for finansiel kompensation og udviklingsstøtte til fiskerisektoren i det pågældende land.

2. Fiskerikvoter

Medlemslandenes fiskeriministre fordeler hvert år det kommende års fiskerikvoter. Derefter bestemmer de enkelte lande, hvordan kvoterne fordeles mellem fiskerne. Hvis et land overfisker sin kvote et år, vil landets kvote for den pågældende fisk automatisk blive lavere det næste år.

Forslaget til fiskekvoterne udarbejdes af Det internationale Havundersøgelsesråd (ICES), der i samarbejde med biologer fra Nordatlanten fastslår fiskerimulighederne for næsten 200 fiskebestande. Derudover vurderes de økonomiske og sociale aspekter også forud for den endelige fremlæggelse af forslaget.

For flere af fiskebestandene er der på forhånd fastsat flerårige forvaltningsplaner, som skal sikre et udbytterigt og bæredygtigt fiskeri på længere sigt. Her bliver der blandt andet taget hensyn til mål for bestandsudvikling, grænser for fiskedødeligheden og faste minimumsgrænser for bestandsstørrelse.

Fiskekvoterne er derved sat i søen for at sikre en bæredygtig udvikling af fiskeriet.

3. Fartøjskvoter

I Danmark besluttede den daværende borgerlige regering sig for at privatisere kvotesystemet i 2007.

»Det var et markeds-økonomisk svar på at håndtere et problem, som man længe havde set i EU. At der blev fisket for meget fra mange bestande, og at der var for mange fartøjer«, siger Søren Qvist Eliasen.

Derfor valgte man at tildele de enkelte fartøjer en kvoteandel.

På baggrund af historiske tal blev hvert fartøj tildelt et antal kvoter for hvor meget og hvilke typer af fisk, der måtte fiskes efter. Den eneste måde, hvorpå det var muligt for fiskerne at få flere kvoter, var ved at opkøbe andre skibe eller leje kvoter af hinanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mange fiskere valgte i samme ombæring at sælge deres fartøjer og skifte erhverv. Derved løste privatiseringen af kvotesystemet tendensen til overkapacitet i flåden.

De resterende fiskere lavede en fælles organisering af kvoterne, der gjorde det muligt at fordele og låne kvoter af hinanden.

»Fiskerne kan jo ikke fuldstændigt styre, hvilke fisk de fanger, men ved at leje sig ind hos hinanden blev det muligt at optimere udnyttelsen sådan, at man sikrede sig de kvoter, som passede til det, man fangede«, siger Søren Qvist Eliasen.

4. Torskekvoter

Ifølge Søren Qvist Eliasen er det dog også denne privatisering af kvotesystemet, som har betydning for, at flere fiskere nu føler sig truet af, at kvoten for torskefiskeriet skal nedsættes med 56 procent.

Da fiskeriet af torsk står for hovedbestanddelen af indtægten for mange fiskere i Østersøen, vil en reduktion af torskekvoterne naturligt også komme til at påvirke dem.

»Problemet er, at når vi har de her meget klart definerede kvoterettigheder, så er fiskerne mere låst fast med hensyn til geografi og arter. Nu skal man jo have kvoter for at tage derhen, hvor fiskene er . Derfor går sådan en lokal reduktion af torskekvoterne især ud over de mindre fartøjer, da de enten ikke har mulighed for at bevæge sig eller ikke har kvoter nok til fiske andre steder«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce