Kilde: Politiken.tv / Heidi Skibsted

Økonomi

Mærsk-skib skrottes på strand i Bangladesh i strid med løfter

Et 52.000 tons stort olieskib fra Nordsøen ophugges på åben strand i Bangladesh - stik imod Mærsks officielle politik. Mærsk beklager.

Økonomi

En gruppe børn spiller bold på en strand i Bangladesh i skyggen af et kæmpestort skib, ’North Sea Producer’, som gennem 32 år tjente millioner af kroner hjem til A.P. Møller – Mærsk.

Nu ender skibet sit liv her på stranden som skrot under forhold, som Mærsk-koncernen officielt tager afstand fra, fordi det udsætter arbejdere og miljø for risiko, når skibet bliver ophugget på åben strand af bangladeshiske arbejdere i badesandaler og shorts.

Mærsk begyndte for få måneder siden at hugge sine udtjente skibe op på Alangstranden i Indien. Det er en metode, som Mærsk ellers har taget afstand fra. Rederiet arbejder på at overbevise omverdenen om, at ophugningen i Indien foregår forsvarligt. Derfor er ’North Sea Producer’s opdukken på stranden i Bangladesh stærkt ubelejlig for Mærsk.

SE OGSÅ:

’North Sea Producer’ er endt på stranden, fordi en mellemhandler solgte skibet som skrot i Bangladesh, efter at skibet var ude af Mærsks hænder. Men Mærsk erkender et medansvar for, at skibet bliver hugget op under forhold, som rederiet selv opfatter som uforsvarlige.

»Jo, vi har et ansvar. Og vi er meget, meget kede af, at det ligger der. Men vi kan intet gøre for at få det væk derfra, for vi ejer ikke skibet længere og har ingen kontakt med det«, siger Annette Stube, chef for bæredygtighed i Mærsk.

Annette Stube oplyser, at Mærsk på baggrund af sagen for fremtiden i kontrakter om salg af skibe vil indføje et krav om, at skibet skal skrottes »forsvarligt«.

Skrottes på åben strand

Politiken har sammen med TV 2 Nyhederne og mediecentret Danwatch undersøgt, hvordan det kunne gå til, at ’North Sea Producer’ – angiveligt uden Mærsks viden og mod Mærsks ønske – i dag bliver hugget op af bangladeshiske arbejdere uden sikkerhedsudstyr.

Et dokument fra et skotsk konsulentfirma afslører, at skibets ejerselskab, som Mærsk og det brasilianske firma Odebrecht ejer halvdelen af hver, allerede i 2014 undersøgte muligheden for at skrotte ’North Sea Producer’ på åben strand i Pakistan, Indien eller Bangladesh – alle tre muligheder, som Mærsk på det tidspunkt udadtil tog afstand fra. Den oplysning ønsker Mærsk ikke at forholde sig til.

Videooptagelser foretaget af Danwatch i slutningen af august, da det tidligere Mærsk-skib netop var landet på stranden i Bangladesh, viser, hvordan arbejdere fra en lille robåd klatrer ad rebstiger de mange meter op ad skibssiden uden nogen form for sikkerhedsudstyr.

LÆS OGSÅ:

»En himmelråbende mangel på respekt for arbejderne og for mennesker generelt«, siger Hasse Mortensen, tidligere tilsynschef i Arbejdstilsynet, efter at have set billeder af forholdene på værftet, hvor ’North Sea Producer’ er ved at blive hugget op. Han konstaterer, at der er »overhængende ulykkesfare mange steder, hvor de ansatte arbejder og færdes«.

De miljømæssige konsekvenser ved at ophugge skibet under primitive forhold er ukendte. Det ombyggede fartøj lå gennem 18 år ved siden af olieboreplatforme i Nordsøen. Olie og gas fra undergrunden blev pumpet over i skibet, hvor olien blev forarbejdet og oplagret, til den blev hentet af tankskibe. ’North Sea Producer’ ligner dermed mere et industrianlæg end et skib.

»At ophugge det stiller væsentlig større krav til sikkerhed, rengøring og miljø i forhold til for eksempel et containerskib. Der er flere tekniske systemer, rør og inventar«, forklarer Keld Kokholm, direktør for Fornæs Skibsophug i Grenaa.

------------------------

Rettelse: I en tidligere version stod der, at skibet 'North Sea Producer' er 52.000 tons tungt. Der er imidlertid tale om bruttotons, som er et rummål og ikke en vægtenhed.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce