Læk. Det er en tidligere ansat it-tekniker, der har kopieret og lækket HSBCs kundeoplysninger. Her et billede af en bankfilial i Buenos Aires, Argentina.
Foto: Victor R. Caivano (arkiv)/AP

Læk. Det er en tidligere ansat it-tekniker, der har kopieret og lækket HSBCs kundeoplysninger. Her et billede af en bankfilial i Buenos Aires, Argentina.

Skat ignorerede rige danskeres gemte milliarder i Schweiz i fire år

I over fire år har Skat undladt at bruge lækket liste over rige danskeres gemte milliarder i Schweiz. »Uforklarligt«, erkender skatteministeren.

Økonomi

En midaldrende kvinde med bopæl i Danmark skrider en oktoberdag i 2005 ind i HSBC’s schweiziske bankfilial i Genève.

Hun har et møde med sin rådgiver om, hvordan hun bedst holder et tocifret millionbeløb uden for de danske skattemyndigheders søgelys. Da hun forlader banken igen, har hun åbnet en ny bankboks for 350 schweizerfranc om året.

Og så har hun hævet 100.000 danske kroner i kontanter.

»Kundens tilfredshed: Meget tilfreds. Yderligere kommentarer: Efter dette besøg fløj fruen hjem igen«, har kvindens bankrådgiver fra HSBC noteret.

Danske kroner

De detaljerede oplysninger er en lille del af en gigantisk læk af fortrolige oplysninger fra verdens næststørste banks schweiziske afdeling.

Politiken har via et samarbejde med Le Monde og International Consortium of Investigative Journalists fået adgang til HSBC-listen, der i alt rummer 106.458 kunders data om deres indestående på i alt 666 milliarder kroner i 2006-2007.

Den midaldrende kvinde er en af de 314 danskere på listen, der dengang tilsammen havde 4,8 milliarder kroner stående i HSBC i Schweiz.

Alpelandets særlige love beskyttede kunderne mod, at andre kunne få noget at vide om kontiene; hvor pengene kom fra, og hvor de strømmede hen.

Med stor sandsynlighed har nogle kunder brugt den mulighed til at gemme pengene for det danske skattevæsen.

Skatteminister: »Ret uforklarligt«

Kundeoplysningerne blev kopieret og lækket fra HSBC af en tidligere it-tekniker. I 2009 fik de franske skattemyndigheder fingrene i den lækkede liste og gik straks i gang med at efterforske potentiel skatteunddragelse og hvidvaskning af penge.

Året efter fik en lang række andre lande listen udleveret fra Frankrig, og siden er der hentet skatteindtægter for et tocifret milliardbeløb på baggrund af oplysningerne. I eksempelvis Belgien har myndighederne indkrævet 3,2 milliarder kroner.

Men selv om danske Skat for mere end fire år siden kunne få listen udleveret fra Frankrig, foretog myndigheden sig intet.

»Helt ærligt«, siger skatteminister Benny Engelbrecht (S), »det er ret uforklarligt, at man valgte ikke at indhente oplysningerne dengang, da de blev stillet til rådighed for andre lande. Det ville være det mest naturlige i verden«.

Annonce

Advokat med ekspertise i skatteret Michael Bjørn Hansen var selv kontorchef i Skat i 22 år. Han kalder sagen »skandaløs«.

»Det er ganske rystende, for det handler jo om nogle enorme tal. Mens Skat har fået den lille mand ind i båsene og registrerer ham i hoved og bagdel, lader man charlataner ligge i overhalingsbanen i udlandet, fordi det ikke passer ind i systemet at kontrollere dem«, siger Michael Bjørn Hansen, der også er ekstern lektor ved Københavns Universitet.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Erkender fortidens synder

De danske myndigheders mulighed for at kræve skat, bøder og eventuel fængselsstraf for gemte penge udløber efter 10 år. Da de nyeste oplysninger fra Schweiz stammer fra 2007, og de fleste er ældre, kan Skats passivitet ramme statskassen, siger også skatteadvokat Torben Bagge.

»Der er en betydelig risiko for, at de danske myndigheders forsinkede reaktion vil koste skatteindtægter, fordi kravene kan blive forældede«.

Det er ret uforklarligt, at man valgte ikke at indhente oplysningerne dengang, da de blev stillet til rådighed for andre lande. Det ville være det mest naturlige i verden

I to uger ønskede Skat ikke at svare på Politikens spørgsmål om HSBC-listen. Benny Engelbrecht kendte ikke til sagen før Politikens henvendelse i sidste uge, og nu har han beordret Skat til straks at bede om at få listen udleveret fra Frankrig.

Heller ikke Skats direktør, Jesper Rønnow Simonsen, kan forklare, hvorfor myndigheden aldrig bad om at få de afslørende skatteoplysninger udleveret.

»Det undrer jeg mig også over. Men nu har jeg bedt om at få det undersøgt og om, at der handles«.

Efter lang tids research af den lækkede HSBC-liste afslører 57 medier verden over i dag sager om skatteunddragelse og skjulte penge fra mulig korruption og handel med våben og bloddiamanter.

I en fællesudtalelse til samtlige medier erkender HSBC fortidens synder.

»HSBC’s schweiziske afdeling har haft et antal kunder, som muligvis ikke har levet op til deres skattemæssige forpligtelser. Vi anerkender og er ansvarlige for fortidens kontrol- og regelsvigt«.

I en tidligere version af artiklen skrev vi, at der var 329 danskere som kunder i HSBC Schweiz. En fintælling af data har vist, at der rettelig er tale om 314 personer tilknyttet Danmark. Deres samlede indestående i 2006-2007 er uændret: 4,8 mia. kr.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce