Eksport. Det kneb med dansk eksport i efteråret, så de økonomisk vismænd har måttet nedjusterer deres vækstskøn for dansk økonomi.
Foto: Joachim Adrian

Eksport. Det kneb med dansk eksport i efteråret, så de økonomisk vismænd har måttet nedjusterer deres vækstskøn for dansk økonomi.

Økonomi

Vismændene hakker ordentlig luns af musklerne i dansk økonomi

De økonomiske vismænd kommer med helt ekstraordinær prognoseopdatering

Økonomi

Dansk økonomi tabte pusten i slutningen af 2015. Der er opsving på vej, men det er langt svagere, end de økonomiske vismænd vurderede i deres efterårsrapport.

Helt ekstraordinært har de økonomiske vismænd valgt at komme med en ’prognoseopdatering’ af dansk økonomi her midt i februar. Den aktuelle anledning er, at bruttonationalproduktet (bnp) i månederne juli, august og september faldt med 0,4 procent primært på grund af faldende dansk eksport. Normalt kommer de økonomiske vismænd med prognoser for den økonomiske udvikling to gange om året – i oktober og maj.

I ’opdateringen’, som offentliggøres onsdag, bliver der skåret en ordentlig luns af den økonomiske vækst i forhold til vurderingen fra for få måneder siden. Væksten ventes at blive 1,5 procentpoint lavere i 2015 og 2016 end ventet.

Overvismand og økonomiprofessor Michael Svarer fra Aarhus Universitet og de øvrige tre økonomiske vismænd kommenterer først den nye økonomiske prognose onsdag, men i landets største fagforbund 3F kommer nedjusteringen af vækstskønnet bag på cheføkonomen.

»Det er voldsomt, at der bliver skåret halvanden procentpoint over 2 år af skønnet for den økonomiske vækst«, siger cheføkonom Frederik I. Pedersen, 3F.

»Jeg tvivler på, at væksten sidste år var så lav, som vismændenes prognose tyder på. Den stærke beskæftigelse på arbejdsmarkedet tyder på, at der sker mere ude i virksomhederne end det, bnp-tallene siger lige nu«, siger han videre.

I den nordiske storbank Nordea vurderer cheføkonom Helge Pedersen omvendt, at vismændene var for optimistiske med deres prognose i oktober.

»Vismændene lå nok til den optimistiske side, men det var der mange, som gjorde i efteråret. Faldet i eksporten har snydt«, siger Helge Pedersen.

Annonce

Først opsving i 2017

Opsvinget tager ifølge vismændene for alvor fart i 2017 med en vækst på 2,3 procent. Det vil i høj grad blive trukket af en stigning i privatforbruget på næsten 3 procent, men også en stigende eksport. Sådan lød vurderingen også i oktober.

»Det er jeg bange for er en for optimistisk vurdering. Der er underliggende svaghed i verdensøkonomien, hvor vi har set en faldende tendens i vækstmarkederne med Kina i spidsen. Men vi har også set en faldende vækst i Brasilien, Sydkorea og Rusland, hvor sidstnævnte er ramt af økonomiske sanktioner og faldende oliepriser«, siger Helge Pedersen.

Cheføkonomen peger også på, at verden er fuld af usikkerhedsfaktorer som for eksempel krigene i Mellemøsten og den uafsluttede konflikt i Ukraine.

»De geopolitiske usikkerheder sammen med den aftagende vækst i USA gør den økonomiske udvikling usikker«, siger Helge Pedersen, der tror på et opsving, men ikke i helt samme tempo, som vismændene tror.

I den nye prognose peger vismændene også på, at der er skabt cirka 28.000 nye arbejdspladser i 2015, og at der frem til 2025 vil blive skabt yderligere 245.000 nye jobs. Det er et skøn, som svarer nogenlunde til skønnet fra efterårets vismandsrapport. Også på et andet punkt ser vismændene lidt lysere på dansk økonomi.

I efteråret vurderede de, at der ville være et underskud på de offentlige finanser på 63 mia. kr., men nu vurderer de, at Danmark kommer ud af 2015 med et underskud på 38 mia. kr. sidste år.

Baggrunden er, at statskassen har fået ekstraordinære indtægter fra skat på forskellige former for pensioner.

»Vi vurderer, at underskuddet kan blive endnu lavere og lande på omkring 20 mia. kr. Jeg hæfter mig ved, at de økonomiske vismænd nu i februar ser mere optimistisk på de offentlige finansers underliggende sundhedstilstand, end de gjorde i oktober. Deres samlede vurdering er altså, at godt nok er Danmark blevet ramt at et økonomisk bump sidste år og endnu er præget af den langvarige krise og færre i arbejde end normalt, men på lidt længere sigt er der igen udsigt til overskud på de offentlige finanser«, siger Frederik I. Pedersen.

Vismændene vurderer, at der i øjeblikket er 96.000 færre i arbejde i Danmark, end der ville være, hvis konjunkturerne var normale. Derfor betaler færre skat og flere modtager forskellige former for understøttelse fra det offentlige

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden