Bolig

Flere købere til sommerhuse - men priserne står stille

Denne påske er det stadig muligt at presse prisen ned på fritidshuse, for trods flere købere er udbuddet langt større end efterspørgslen. Mange børnefamilier vælger billige flyrejser frem for at købe sommerhus.

Bolig

Det er sjovere at være på jagt efter et sommerhus end at være den, der har ’Koglebo’ eller ’Krybily’ til salg.

For selv om antallet af handler stiger, er der fortsat en meget stor pukkel af usolgte huse, og det holder - helt overordnet set - priserne i skak.

GUIDE

Så køberne, der traditionelt dukker op omkring påske, har også i år fat i den lange ende, både når det gælder prisforhandling og udvalget af sommerhuse.

Skarpere priser

»Vi kan mærke, at markedet ulmer. Men folk er meget forsigtige, de handler kun, hvis de føler, de kan gøre en god handel«, siger ejendomsmægler og indehaver Claus Eskildsen fra Nybolig i Løkken.

»Vi sætter skarpere priser, ellers brænder man inde med sagerne«.

Den udvikling bekræfter Christian Hilligsøe-Heinig, der er cheføkonom i Realkredit Danmark:

»I de seneste fire år har der været en fremgang i handlerne på cirka 60 procent. Men vi kommer fra et lavt niveau, og salget er ikke nået op i det, man kan kalde normale omdrejninger endnu«.

Vi føler os rigere

Priserne har i samme periode udviklet sig stort set sidelæns, siger han og tilføjer:

»Det er trods alt et fremskridt, at de ikke falder længere«.

Det stigende antal købere forklarer cheføkonomen med, at vi efterhånden føler os mere sikre på vores job og økonomi. Og så er renten på realkreditlån lav.

»Det gør, at folk føler sig rigere, og det øger appetitten på at få sommerhus, som jo er et luksusgode«.

Rejser frem for sommerhus

Men selv om flere altså er interesserede i at investere i en feriebolig, er antallet slet ikke stort nok til at opsuge det store antal, der er til salg. I øjeblikket har ejendomsmæglerne cirka 11.200 fritidshuse på lager. I hele 2015 blev der solgt lige under 6.000 sommerhuse.

»Det her marked letter ikke de første par år«, lyder dommen fra Curt Liliegreen, der er projektdirektør i Boligøkonomisk Videncenter.

Han peger på, at udbuddet af sommerhuse begyndte at stige støt og roligt allerede i 2004 - altså inden boligboblen og finanskrisen - og det kan være tegn på, at der er andre forklaringer end det rent økonomiske på det skæve forhold mellem antallet af sælgere og købere.

Nemlig, at danskerne bruger deres fritid anderledes, hvilket især rammer omsætningen af den store, brede masse af sommerhuse.

»Det er tidskrævende, det skal holdes, der er risiko for indbrud - derfor fravælger mange sommerhuset. Og der er mange andre muligheder i dag, man kan flyve Europa rundt for et par hundrede kroner og bo billigt i privat indkvartering«, siger Curt Liliegreen.

Lysere tider - på Sjælland

Han mener, at børnefamilier er oppe imod, at ungerne hellere vil i Disneyland end i sommerhus og fiske krabber. Samtidig er der kommet flere singler, som ikke nødvendigvis drømmer om eller har råd til en fritidsbolig.

Hos ejendomsmægler Claus Eskildsen i Løkken er den typiske køber da også et par i halvtredserne eller derover. De unge familier ser han sjældnere.

»Sommerhushandel er i hård konkurrence med at flyve udenlands«, siger han.

Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk Videncenter kalder situationen på fritidshusmarkedet for ’en formkrise’. Den kan rettes op i de kommende år, i hvert fald hvad angår afsætningen af sommerhuse på Sjælland og dele af Jylland, mener han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For stigende friværdier i de store byer, billige lån og mange huse at vælge imellem burde få flere købere frem.

Pas på med de 'gode køb'

Kommer priserne så til at stige?

»Ja, men generelt set ikke dramatisk. Det her vil ske, når økonomien er i fremgang, og så kommer renten også til at stige«, siger Curt Liliegreen.

Christian Hilligsøe-Heinig fra Realkredit Danmark tror heller ikke på højere sommerhuspriser, før dansk økonomi er inde i et solidt opsving.

Så man kan stadig gøre gode køb denne påske?

»Man skal passe meget på med at betragte et sommerhus som et godt køb med to streger under. Det er nytteværdien, der skal drive værket«

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce