Afsætning. Især i København er betyder bedre muligheder for salg en samtidig nedgang i antallet af private, der lejer deres boliger ud.
Foto: JENS DRESLING (arkiv)

Afsætning. Især i København er betyder bedre muligheder for salg en samtidig nedgang i antallet af private, der lejer deres boliger ud.

Optur på boligmarkedet giver lejere en stor udfordring

Antallet af private udlejere falder i takt med de mildere vinde på boligmarkedet.

Bolig

Boligsøgende skal ganske hurtigt ud af starthullerne, hvis de i dag vil gøre sig forhåbninger om at få fingrene i en ledig ejerlejlighed til fremleje.

For den genoplivede købelyst på især storbyernes boligmarkeder betyder, at færre ejere i dag tvinges til at leje deres lejligheder ud som nødløsning, hvis de ikke kan få den solgt.

Resultatet mærker de hos lejebolig.dk, en af landets største portaler for lejeboliger. Her er der sket et markant fald i antallet af ejerlejligheder til leje:

»Vi kan se, at udbuddet af private udlejere på Lejebolig.dk er faldet med godt 25 procent på landsplan fra 2013 til 2014«, siger Michael Eggert, direktør for Lejebolig.dk.

I hele tal er det en nedgang fra 5.331 annoncer i 2013 til 3.954 annoncer i 2014, fremgår det af en ny opgørelse fra lejeboligportalen. Men selv om tendensen til fald gør sig gældende i alle dele af landet, er det i hovedstadsområdet, at broderparten af nedgangen findes, oplyser Michael Eggert.

For det er især her, at sælgerne igen har fået let ved at komme af med boligerne.

»Med helt egoistiske briller er det jo ikke så godt for os, at færre private lejer ud, men grundlæggende er det jo fint, at folk nu kan få afsat deres ejerlejligheder igen. Typisk er det jo ikke en specielt god forretning for dem at leje ud, men noget de gør, fordi de ikke kan få solgt«, siger han.

Også færre lejligheder til salg

At netop de milde vinde på boligmarkedet udgør den primære årsag til faldet i antallet af udbudte ejerlejligheder, bekræftes af Peter Jayaswal, der er underdirektør i Realkreditrådet.

»Markedet for ejerlejligheder har over en længere periode oplevet en opblomstring med stigende priser. Det har medført øget handel og dermed et faldende udbud af ejerlejligheder«, siger han.

Brancheorganisationen har med 54.049 udbudte lejligheder i februar netop noteret sig det laveste boligudbud i fem år. Det skete efter et fald på 4.026 boliger i forhold til samme tidspunkt sidste år, og omkring en tredjedel af disse forsvundne boliger var ejerlejligheder, viser Realkreditrådets seneste boligudbudsstatistik.

Hos Lejebolig.dk forventer man, at nedgangen i antallet af private udlejere vil fortsætte gennem 2015, bekræfter Michael Eggert.

Men selv om de færre annoncer koster indtjening hos annonceformidleren, luner direktøren sig ved fremgang på andre fronter.

»Samlet set er vi ikke så hårdt ramt, da vi har oplevet en samtidig stigning i antallet af annoncer fra de professionelle udlejere. Men det er klart, at vi gerne vil have så mange boliger ud som muligt, og så er dette fald selvfølgelig ikke til gavn for vores boligside«, siger Michael Eggert.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce