Dyrt. På Amager ligger Kollegiet Mønten, hvor de billigste lejligheder koster det meste af en SU.
Foto: MADS NISSEN

Dyrt. På Amager ligger Kollegiet Mønten, hvor de billigste lejligheder koster det meste af en SU.

Prisen på nye studieboliger »gør nar« ad studerende

Nye lejemål til studerende koster det meste af en SU.

Tag over hovedet

I den Kongelige Mønts ejendom i København blev der for fire-fem år siden etableret 150 studieboliger til hovedstadens studerende. Den mindste er 36 kvadratmeter og koster 5.600 kroner i måneden plus varme, vand, el og internet. En toværelses på 49 kvadratmeter koster 7.150 plus forbrug, men så har den også egen altan.

Et par år efter, i 2012, stod Robert Jacobsen Kollegiet klar for enden af Ørestads Boulevard på Amager. Kollegiet består af 120 »topmoderne« et-værelses lejemål. Den mindste kollegielejlighed måler 41 kvadratmeter og koster 4.638 kroner i husleje. Den største er et par kvadratmeter større, 49 styks, og koster 5.337 kroner i måneden. Til gengæld er der en tagterrasse.

Men det er mere, end hvad studerende kan forventes at kunne betale, mener formanden for Danske Studerendes Fællesråd.

»At kalde byggerier, der koster 5.000 kroner i måneden, for studieboliger er nærmest at gøre nar ad studerende. Det er ikke noget, der egner sig til en studieøkonomi«, siger Yasmin Davali.

Søren Bjerre var heldig at finde en lejebolig til 6.800 kr, 28m2 eksl. forbrug. Københavns huslejenævn afviser, at den er for dyr. Kilde: Politiken tv / Peter Vintergaard

En realistisk husleje for en studerende burde ligge et godt stykke under, hvad de nye lejligheder bliver udbudt til, mener hun. Især hvis SU'en på 5.900 kroner skal række.

»Hvis man skal kunne leve af sin SU uden at have alt for meget studiearbejde, men kunne have studiet som førsteprioritet, skal man ikke meget over 3.500 kroner i husleje, før det bliver umuligt«.

»Vi tager den pris, vi kan tage«

Til trods for at priserne på studieboligerne optager hvis ikke hele, så i hvert fald en stor del af SU'en, er der alligevel rift om dem.

»Der er fuld udlejning konstant, og der er en del, der står i kø. Når nogen fraflytter, er der nye klar«, siger Per W. Hallgreen, der er direktør i ejendomsselskabet Jeudan, der administrerer boligerne i den Kongelige Mønt.

Om prisen siger han:

»Vi tager den pris, vi kan tage. Det er markedslejen«.

Det samme er gældende for kollegiet på Amager, hvor der gennem Kollegiernes Kontor i København, KKIK, også er ventelister, oplyser Jakob Hørlin, der administrerer ejendommen for Wind Administration.

Efterspørgslen efter de dyre studieboliger skal ses i lyset af udviklingen på det private marked, hvor der ifølge Lejernes Landsorganisation, LLO, generelt er blevet færre lejelejligheder, der er til at betale. En ny opgørelse, som organisationen står bag, anslår, at der er forsvundet 42.000 billige lejligheder gennem de seneste 10 år. Lejlighederne er blevet moderniseret, typisk med et nyt køkken og bad, hvorefter huslejen kan sættes markant op.

Og det er ikke kun, hvis studerende vælger at bo i studiebolig, at huslejen gør stort indhug i indkomsten. Prisen på værelser udlejet på det private marked, som mange studerende benytter sig af, er stigende, og et værelse koster således i gennemsnit 4.058 kroner i København, viser nye tal fra Boligportal.dk.

Samtidig melder de almennyttige boligselskaber om rekordlange ventelister, også til lejligheder i omegnskommunerne, der tidligere har været lettere tilgængelige.

Unge i ældreboliger

I de senere år har også Københavns Kommune i samarbejde med de almene boligselskaber fundet nye måder at huse byens tusindvis af studerende. Det sker for eksempel ved at leje ældreboliger ud til den yngre generation, men også dette initiativ er i den dyre ende for en SU-økonomi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I øjeblikket er omkring 330 af kommunens lidt over 4.000 ældreboliger lejet ud til studerende. Nogle af de mest populære ældreboliger ligger på Nørrebro og koster omkring 5.300 kroner for 45 kvadratmeter. Og mens der for et par år siden ikke var ventetid på boligerne, er der flere områder, hvor studerende nu må vente op til to år på en ældrebolig.

BOLIGSØGENDE FORTÆLLER

»Lejen for en to-rums bolig ligger typisk mellem 5.500 og 7.500 kroner i måneden«, siger Birgitte Hennings, der er konsulent i boligsekretariatet.

De fleste bliver derfor ofte lejet ud til kærestepar. Nogle gange også til vennepar, selvom langt størstedelen af lejlighederne ikke er delevenlige, fortæller hun.

»Der er stor rift om dem. Jeg får hver dag mange opkald med spørgsmål til boligerne«, siger hun.

Studieboliger på vej

Også i de kommende år står nyetablerede studieboliger klar i hovedstaden.

Omkring studiestart næste år er 463 kollegieboliger klar til indflytning i Sølvgade. Her, tæt på Kongens Have og Statens Museum for Kunst, er DSB's gamle hovedkvarter ved at blive omdannet af Ejendomsselskabet Norden. Bygningsansvarlig Dan Holm Johansen vil dog endnu ikke sætte priser på de kommende lejemål.

Også på Tagensvej, hvor Skat tidligere havde hovedkontor, vil 250 nye studieboliger næste år slå dørene op, men heller ikke her, er huslejeniveauet endnu på plads.

»Jeg tør ikke bevæge mig ud i konkrete tal«, siger Christian Meldgaard, der er direktør i virksomheden Deas Assert Property Management, der administrerer bygningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Yasmin Davali fra Danske Studerendes Fællesråd har et stort ønske til de kommende boliger, for studerende vil hellere have en billigere husleje end altaner og tagterrasser, mener hun.

»Prisen er det vigtigste parameter. Det handler ikke om, hvad man som studerende har lyst til at betale, det handler om, hvad man kan betale«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce