Skatteadvokat Eduardo Vistisen sætter ansigt på de danskere, som slipper med nul kroner i skat. 45.000 danskere har nemlig ingen eller en meget lav skattepligtig indkomst. Kilde: politiken.tv / Interview: Nima Hajarzadeh. Producer: Henrik Haupt

Skat går i aktion: Vil tjekke 45.000 'skattefrie' borgere

Skatteborgere kan skjule kriminalitet, lyder det fra skatteminister, Benny Engelbrecht (S).

Dansk økonomi

Mistanken om økonomisk kriminalitet, illegal virksomhed og sort arbejde får nu Skat til at iværksætte en omfattende kontrolaktion blandt de mere end 45.000 danskere, der har så lav en indkomst, at de slet ikke betaler skat.

Med en systematisk gennemgang af udvalgte sager skal Skats detektiver undersøge, om der er en sammenhæng mellem nulskatteborgernes privatøkonomi og den daglige levestandard, biler, boliger, røde bøffer og årgangsvine.

Kan være store formuer

»Imellem de her mennesker kan der meget vel være kriminelle, der lever af indtægter fra fiktive selskaber, sort rengøring, narkosalg eller andre former for organiseret sort arbejde; det er dem, vi leder efter«, siger skatteminister Benny Engelbrecht (S).

Han understreger dog, at der kan være gode forklaringer på, at nogle borgere har en lav eller slet ingen indkomst. Det kan være borgere, der lever af deres formue eller bliver forsørget af deres ægtefælle.

Imellm de her mennesker kan der meget vel være kriminelle

»Men kan vi se, at folk bor i relativt dyre ejendomme i områder med høje boligpriser, hænger det jo dårligt sammen med, at de ikke har en indkomst. Kører man rundt i dyre biler, eller er man involveret i økonomiske transaktioner ud af landet, er det nok også værd at interessere sig for«, siger ministeren.

Benny Engelbrecht oplyser, at aktionen skal bane vej for et nyt automatisk alarmsystem, der kan give myndighederne besked, hver gang der er tegn på skattefusk og fiflerier blandt de borgere, der ikke betaler skat:

Advarer mod bøllemetoder

»Vi vil prøve at finde frem til de fællestræk og mønstre, der indikerer, at noget er helt galt blandt denne meget store gruppe af borgere. For så kan vi jo nøjes med at kontrollere de sager, der ser mystiske ud – og så lade være at genere de øvrige borgere«, siger Benny Engelbrecht.

Det giver rigtig god mening at kulegrave de mange nulskatteborgere, mener skatteadvokaten Eduardo Vistisen.

»Det kan godt være, at der er en masse hjemmegående koner oppe i Whiskybæltet, der ikke selv tjener penge, men lever af formuen eller af mandens indkomst – men det kan næppe forklare dette meget store antal borgere, der ingenting tjener«, siger han og tilføjer:

»Det her handler om at finde ud af, om der er nogle, der flyver under skatteradaren. Og netop indsatsen mod sort arbejde har høj politisk prioritet; der forvinder for mange penge ud af statskassen på den konto, og det er ikke et område, der hidtil har været genstand for nogen tæt og gennemgribende skattekontrol«, siger Eduardo Vistisen.

Del af ny indsatsplan

Samme vurdering har lektor i skatteret på Aalborg Universitet Thomas Rønfeldt, der kalder det et stort fremskridt, at Skat vil målrette skattekontrollen frem for at gennemføre »store generelle skatteaktioner, der generer en masse sagesløse borgere«, som han udtrykker det:

»Men det er utrolig vigtigt, at denne målrettede indsats ikke fører til, at Skat igen kommer til at agere politimyndighed og efterforsker over for de skatteborgere, der så falder i nettet«, siger Rønfeldt med direkte henvisning til de spektakulære skattesager mod fotomodellen Camilla Vest og erhvervsmanden Jesper ’Kasi’ Nielsen, der følte sig truet af Skats medarbejdere.

Den nye kontrolaktion er også omfattet af Skats nye indsatsplan for 2015, der bliver offentliggjort om kort tid.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce