EU. »Vi kæmpede en hård kamp«, siger den græske premierminister Alexis Tsipras om den nye aftale. Nu skal han overbevise sit eget parlament om at vedtage reformerne.
Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP

EU. »Vi kæmpede en hård kamp«, siger den græske premierminister Alexis Tsipras om den nye aftale. Nu skal han overbevise sit eget parlament om at vedtage reformerne.

Overblikket: Så hårde er eurogruppens 12 krav til Grækenland

Stramme reformkrav om skat, moms, privatisering og pension skal opfyldes af grækerne.

Global økonomi

»Efter 17 timers forhandlinger er vi endelig nået frem til en aftale«.

Sådan lyder det fra EU-præsident Donald Tusk på et pressemøde tidligt mandag morgen, hvor eurolandene har forhandlet sig frem til en løsning, der betyder, at Grækenland ikke bliver tvunget ud af euroen.

»Aftalen giver Grækenland en chance for at komme tilbage på fode med støtte fra de europæiske partnere. Det afværger også de sociale, økonomiske og politiske konsekvenser, som et negativt resultat ville have medført. Jeg byder fremskridtet og Grækenlands konstruktive indstilling velkommen«, fortsætter Donald Tusk.

Således har eurozonens finansministre udarbejdet 12 reformkrav, som Grækenland skal opfylde, før endnu en hjælpepakke – den tredje af slagsen – vil kunne blive en realitet.

Og den græske premierminister Alexis Tsipras og hans hold skal arbejde stærkt. Tsipras skal på blot to dage få reformerne i aftalen igennem i landets parlament. Først derefter kan nye forhandlinger om nye milliardlån til Grækenland begynde.

En række internationale medier har offentliggjort de 12 reformpunkter, som eurolandene angiveligt kræver, at grækerne skal i gang med at gennemføre:

  • En strømlining af momssystemet.
  • Udvidelse af skattegrundlaget.
  • Et bæredygtigt pensionsystem.
  • Ændre regler for sagsanlæg.
  • Sikre uafhængighed for det nationale statistikbureau, Elstat.
  • Fuld implementering af automatiske budgetnedskæringer.
  • Efterlevelse af EU-regelsæt om genopretning og afvikling af banker.
  • Privatisering af elnetværket.
  • Tage hånd om forfaldne lån.
  • Sikring af uafhængighed til den organisation, der håndterer privatisering.
  • Afpolitisering af den græske administration.
  • Lade kreditorerne, IMF, ECB og EU-Kommissionen få adgang til at vende tilbage til Athen.

Uenighed om ny fond

Nattens maratonforhandlinger om en løsning på den græske gældskrise trak især i langdrag fordi, Tyskland og Grækenland var uenige om privatiseringer af landets havne og lufthavne.

Til det formål skal en fond på 50 milliarder euro oprettes. Pengene til fonden skal komme fra salg af statslige ejendomme og anlæg i Grækenland. Halvdelen af pengene skal gå til de græske banker, mens en stor del af de resterende milliarder skal bruges på at afdrage den græske gæld.

Og det er der mildt sagt brug for. På mandag, den 20. juli skal grækerne betale 26 millarder kroner tilbage til Den Europæiske Centralbank (ECB).

Grækerne har officielt bedt om en tredje lånepakke på 53,5 milliarder euro (omkring 400 milliarder kroner) over de kommende tre år.

Men før det kan komme på tale, skal den nyligt indgåede aftale med eurolandene altså stemmes igennem i parlamentet i Athen.

»Det græske parlament skal hurtigt vedtage en række reformer og lovgivningsmæssige ændringer, så tilliden på den måde kan komme tilbage i processen og hos medlemslandene«, siger Jeroen Dijsselbloem, eurogruppens formand, på morgenens pressemøde i Bruxelles.

Tsipras skal på hårdt arbejde

Hvis grækerne får vedtaget reformændringerne skal aftalen derefter vedtages endeligt ved afstemning i parlamenterne i seks eurolande.

Dette kan ske senere i denne uge. Hvis altså den græske premierminister Alexis Tsipras kan overbevise sit eget parlament.

»Vi kæmpede en hård kamp«, siger Tsipras mandag morgen om den indgåede EU-aftale. Han siger også, at han vil kæmpe for, at væksten kommer igen i Grækenland:

»Aftalen er vanskelig, men vi har afværget ønskerne om at flytte statslige aktiver udenlands. Vi har undgået planer om økonomisk kvælning og bankkollaps«, fortsætter den græske premierminister.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce