Kilde: Politiken/Heidi Skibsted

Global økonomi

Youtubere lukker reklameindustrien direkte ind i dit barns værelse

Youtubere, der deler deres hverdag online, tilbyder ikke bare timevis af underholdning til børn og unge. For reklameindustrien giver de direkte adgang til en attraktiv målgruppe.

Global økonomi

Over en halv million har set den video, hvor den dengang 16-årige youtuber Kristine Sloth inviterer verden på en ærlig gennemgang af sin morgenrutine. Fra en doven opvågning på teenageværelset, over kartoffelsalat i tupperware til morgenmad og ud på toilettet, hvor hun bramfrit fortæller om sin menstruation og præsenterer de hygiejnebind, »hun altid bruger«.

»Dem her er fra Always. De er skide gode, fordi de har noget duft i sig«, fortæller hun.

Menstruation er endnu en gang emnet, da hun to måneder senere fortæller, at hun fik sin menstruation på sin konfirmationsdag. Men yndlingsmærket har ændret sig. I videoen har hun opdaget »de her nye bind fra Libresse, som hedder ’roll press go’, som er totalt optimalt for dem, som skal konfirmeres, og for dem, som bare er glade for at have virkelig slim tøj på«, fortæller hun sine knap 200.000 følgere.

Hvis seeren vælger at klikke den fulde beskrivelse af videoen frem, fremgår det, at videoen er »betalt af Libresse«.

Håndplukket til at påvirke

Og Kristine Sloth er langtfra den eneste, der lukker børn og unge ind i sit univers. Navne som Armin, Rasmus Brohave, Julia Sofia og Morten Münster er alle del af fænomenet. Det er unge, der deler deres hverdag på YouTube og fungerer som væsentlige inspirationskilder for deres flere hundredtusinder følgere.

Gennem YouTube-idolerne har det globale annoncemarked fået en direkte adgang til teenageværelset. »Influencers« bliver de kaldt, og de bliver »håndplukket for deres evne til at engagere, inspirere og influere deres publikum«, som firmaet Splay, der står bag flere af idolerne, beskriver det.

Danske skolebørn er blandt de børn i Europa, der bruger mest tid foran en skærm, viser en større international undersøgelse, som Statens Institut for Folkesundhed har bidraget til.

Og video er særligt effektivt, når firmaerne skal nå de unge. Som facebookstifter Mark Zuckerberg skrev i den seneste kvartalsrapport, bevæger vi os »mod en verden, hvor video er hjertet i alle services«.

Og det er ikke kun private firmaer, som benytter sig af de unge idoler til at sprede budskaber.

Miljøstyrelsen har lavet en række videoer om allergifremkaldende stoffer, og Sundhedsstyrelsen en kampagne mod stoffer på festivaller.

Julie Gehler Andersen fra 7. x følger med, mens klassens drenge viser deres favorit-youtubere.
Foto: Cicilie S. Andersen

Julie Gehler Andersen fra 7. x følger med, mens klassens drenge viser deres favorit-youtubere.

»Alle pigers forbillede«

For eleverne i 7. x på Løjtegårdsskolen i Kastrup er stjernerne på YouTube en stor del af hverdagen. Nogle følger ’beauty-youtubere’ og ’mad-youtubere’, mens andre følger ’gamere’, der fortæller om de nyeste computerspil på markedet. Enige er de imidlertid om, at youtuberne på den ene eller anden vis inspirerer dem. Det er en direkte adgang til nogen, »der står for noget, du interesserer dig for«, fortæller de.

»Det er fedt, fordi jeg føler, at de taler til mig, selv om det i virkeligheden er ud i et stort åbent forum«, siger Julie Gehler Andersen, der mest følger de youtubere, der taler om makeup og livsstil.

»Det virker jo fuldstændig mærkeligt, at man har brug for at se andres privatliv, men jeg får virkelig mange tips og bliver inspireret af at følge med i deres liv«, siger hun og fortæller, at hun har fulgt Kristine Sloth siden 2012 og derfor har fået »en slags forhold til hende«.

»Hun er gået hen og blevet alle pigers forbillede. Hun taler om lige, hvad hun har lyst til: bryster, kropsbehåring, menstruation. Det er ikke alle, der tør tale så åbent om det«.

»Ja«, siger Cecilie Rose Løvenholdt med en ivrig finger i vejret. »Det er jo ikke alting, man kan sige til sine forældre. Og så er det meget rart, at der er én på den anden side af skærmen, der kan hjælpe med at forstå nogle ting«.

Paraderne falder

Forbrugerombudsmanden har øje for problematikken med reklamer i bloggernes videoer, forklarer Marie Asmussen, der er jurist hos ombudsmanden.

»Forbrugeren har paraderne oppe på en anden måde, hvis det står klart, at der er tale om reklame«, siger hun.

I begyndelsen af sidste år sendte forbrugervagthunden en række anbefalinger ud til bloggerne om, hvordan de bedst kan gøre opmærksom på, at der er tale om promovering.

Det er tydeligt, at videoerne er behandlet i et redigeringsprogram, og jeg vil tro, at bloggerne har de tekniske færdigheder til at lægge en reklamemarkering ind i videoerne

På YouTube eller andre videotjenester skal det således »tydeligt oplyses, hvis videoen er reklame – både i overskriften eller teksten til videoen« med markering af »reklame« eller »denne video er betalt af ...«. Og lovkravene er ekstra skærpede, når videoerne går ud til et yngre publikum, fremgår det.

»Børn og unge er ikke kritiske på samme måde som voksne, og de er derfor nemmere at påvirke. Derfor skal det også være ekstra tydeligt, hvis det er reklame, som retter sig mod børn og unge«, siger Marie Asmussen, som samtidig vil råde børnene til at være »ekstra opmærksomme på, at opslag kan være reklame, selv om de ikke fremgår som reklame. De skal være kritiske over for det, de ser«.

I 7. klasse på Løjtegårdsskolen i Kastrup har de alle en favorit youtuber. De følger alt fra »beautybloggere«, over »madbloggere« til »gamere«.
Foto: Cicilie S. Andersen

I 7. klasse på Løjtegårdsskolen i Kastrup har de alle en favorit youtuber. De følger alt fra »beautybloggere«, over »madbloggere« til »gamere«.

»Han viser sine interesser frem«

Blandt 7.-klasseseleverne ved de godt, at youtubestjernerne nogle gange reklamerer for produkter.

»Hun bliver sikkert sponsoreret«, siger Viktor Selberg Torp således, da youtuberen Katrine Sloth i en af sine videoer præsenterer makeup.

»For det meste ved man det, når der er en reklame på skærmen eller i teksten nedenunder. Ellers ved man det, hvis de siger et navn mange gange og viser det«, siger han og flagrer med et ikkeeksisterende produkt i hånden.

»Der er jo youtubere, der får et beløb om måneden eller året, og så skal de have bestemte produkter med i videoerne«, siger han.

»Ja«, tilføjer Julie Gehler Andersen. »Men de blander det jo også sammen med deres egne erfaringer. Altså, de bliver jo nødt til at vise et eller andet. Og noget af det har de også købt selv«, siger hun og peger på skærmen, hvor Armin viser en rød Xbox frem.

17-årige Armin Merusic er et af Danmarks største youtubefænomener, der ligesom Kristine Sloth er under Splays vinger. Armin har knap 250.000 følgere på sin kanal, og i 2016 lancerede han sit eget tøjmærke »bragt til denne verden for at tilbyde hver en G i Danmark det mest ild kluns til deres behov«.

Svært gennemskueligt

I en af Armins videoer fortæller han detaljeret om en ny Xbox og et spil, han har fået tilsendt.

Det fremgår hverken af videoen eller teksten under, hvorvidt der er tale om reklame, selv om han tidligere har lavet videoer »i samarbejde« med firmaet.

»Han er jo gamer. Han viser sine interesser frem. Ligesom Kristine Sloth jo også viser sine egne yndlingsting nogle gange«, siger Julie Gehler Andersen, før klassekammerat Alexander Cummins afbryder.

»Jamen, hvorfor præcis det spil? Hvorfor skal han fortælle alt, hvad det kan?«.

Jan Trzaskowski, der blandt andet forsker i juraen omkring digital markedsføring på CBS er blevet præsenteret for de samme videoer, som 7.-klasseseleverne på Amager:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vurderingen af om der sker behørig identifikation af reklame skal ske med afsæt i målgruppen, som jeg ikke betragter mig som en del af. Der er dog ikke gjort meget for at identificere reklamen, og jeg tvivler på at den almindelige seer vil være oplyst om den kommercielle kontekst«.

Børn og unge er ikke kritiske på samme måde som voksne, og de er derfor nemmere at påvirke

Han er ikke imponeret over indsatsen for at gøre opmærksom på, hvornår der er tale om reklamer:

»Det er tydeligt, at videoerne er behandlet i et redigeringsprogram, og jeg vil tro, at bloggerne har de tekniske færdigheder til at lægge en reklamemarkering ind i videoerne, således at seerne under hele afspilningen kan se, når der er tale reklame«, siger han og understreger, at domstolene endnu ikke har udtalt sig om, hvor tydelig markeringen skal være.

Jan Trzaskowski mener også, at diskussionen bør handle om, de medvirkendes alder.

»Det er oplagt at diskutere det etiske i at private virksomheder hyrer unge bloggere til at lave markedsføring for dem; uden at hjælpe dem med at sikre behørig reklameidentifikation«, spørger han.

I 7. x er det bestemt ikke ligegyldigt, at youtuberne er nogenlunde i øjenhøjde.

»Youtubere er jo forbilleder. Hvis der sad en voksen kvinde på 33 og reklamerede for tøj, så ville det jo ikke være interessant. Men når Kristine Sloth eksempelvis går med velour scrunchies og store solbriller, så bliver jeg inspireret. De er jo lige lidt ældre end os, og hvis de har styr på moden, så smitter det af«, siger Julie Gehler Andersen.

Fingrene finder lynhurtigt frem til youtube-stjerner.
Foto: Cicilie S. Andersen

Fingrene finder lynhurtigt frem til youtube-stjerner.

Godteposen

På YouTube er de såkaldte hauls blevet et stort fænomen. Bloggere viser, hvad de har i poserne efter en shoppingtur, og med jævne mellemrum udråbes månedens eller årets favoritter.

»Jeg elsker hauls«, udbryder Julie Gehler Andersen, da youtuber Julie Sofia tømmer indkøbsposen foran skærmen.

I Forbrugerrådet Tænk kender juridisk konsulent Jakob Steenstrup godt til trenden med fremvisning af indkøb.

Og det er særligt attraktivt for virksomheder at havne i indkøbsposen hos de indflydelsesrige stjerner.

»Vi ser mange steder, at virksomheder forsøger at markedsføre deres produkter gennem noget, der ligner en almindelig forbruger, og det gør de selvfølgelig, fordi det har en kæmpe effekt«, siger han.

I slutningen af året førstebehandlede Folketinget et lovforslag, der skal føre den danske lovgivning på linje med EU’s regler på området.

Youtubere er jo forbilleder. Hvis der sad en voksen kvinde på 33 og reklamerede for tøj, så ville det jo ikke være interessant

Hidtil har det udelukkende været nødvendigt for de danske bloggere at gøre opmærksom på reklame i de situationer, hvor de omtaler gaver, der involverer en decideret aftale om virksomhedsomtale.

Med den nye lovgivning lægges der op til, at der kan foretages en konkret vurdering af bloggerens forhold til den enkelte virksomhed. Og det er en ændring, Forbrugerrådets jurist glæder sig over.

»Der er, som jeg ser det, tale om en fin, men også nødvendig præcisering«, siger han og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»I praksis er det nok meget sjældent, at der ligger en dokumenterbar aftale bag. I de fleste tilfælde vil der nok mere være tale om en underforstået aftale, hvor virksomhederne eksempelvis sender nogle bestemte produkter til en blogger med forventning om, at de bliver omtalt«, forklarer han.

Splay: Vi overholder loven

I mediehuset Splay, som har omkring 100 danske youtubere tilknyttet, arbejder de med at rådgive deres bloggere i, hvordan de overholder reglerne, forklarer Adrian Langer, der er direktør for firmaets danske afdeling.

»Vi rådgiver vores talenter til at følge reglerne. Oplever vi, at det ikke sker, beder vi dem om at rette ind«, siger han og understreger, at det er vigtigt for firmaet, at videoerne lever op til lovgivningen: »Vi spiller inden for lovens rammer. Men det er klart, at når vi repræsenterer så mange, som vi gør, så vil den indimellem ligge på grænsen, og vi kan heller ikke altid vide, om der er tale om en gave. Men så ringer vi som regel og spørger«.

I 7. x er YouTube både underholdning, oplysning og fællesskab. De er måske ikke enige om, hvorvidt videoer om ’januarfavoritter’ eller ’Leagues of Legions’ er interessante, men de har hver en kanal, de trofast følger. Og de »trends, YouTube laver« på skærmen, finder vej ind klasselokalet, hvad end det gælder et nyt look, spil eller danse move, fortæller de.

Der er »faktisk en youtuber til alle interesser«, konkluderer Cecilie Rose Løvenholdt med løftede øjenbryn.

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce