Annonce
Annonce
Økonomi

Lucy Kellaway: Det er ikke min opgave at redde verden – og det er heller ikke din

Erhvervslivet bør lægge frelserkomplekset på hylden og fokusere på det faktiske arbejde.

Financial Times
Annonce

Jeg forsøger ikke at forbedre dit liv med mine skriverier. Jeg forsøger ikke at lave om på menneskehedens lod. Det eneste, jeg forsøger at gøre, er at fastholde din opmærksomhed i de 3 minutter, det tager at læse denne klumme.

Jeg tager opgaven alvorligt. FT’s læsere er generelt set kloge hoveder, der har andre ting at se til, så hvis jeg formår at overbevise en tilstrækkelig stor del af jer om at glemme de andre ting og læse de 890 ord, jeg skriver, har jeg, som jeg ser det, nået mit mål.

LÆS OGSÅ Lucy Kellaway: Trods kaffepletterne og rotterne elsker jeg mit kontor

I mine øjne er det et ambitiøst forehavende, men jeg er samtidig klar over, at jeg nok er lidt af en særling med den holdning. Min jobbeskrivelse mangler nemlig det, som de fleste i dag kræver, at et job har: et højere formål.

Selvhøjtideligheden raser

Overvej blot firmaet Asana, der udvikler software til opgavestyring. For nylig kastede jeg et blik på dets hjemmeside, hvor der står skrevet med store bogstaver, at firmaet eksisterer for »at hjælpe menneskeheden med at trives ved at gøre samarbejdet mellem teams let og ubesværet«.

Selv bankerne hævder at gøre verden til et bedre sted, selv om de har gjort det stik modsatte de seneste 10 år

At dømme efter dem af mine kolleger, der benytter Asana, er der et godt stykke vej til målet. De klager nemlig over, at de har fået endnu en kommunikationsplatform trukket ned over hovedet.

Man kan måske tilgive Asana den højtravende målsætning, eftersom firmaet har hovedkvarter i Silicon Valley. Lige siden Facebook svor at »gøre verden mere åben og gennemsigtig«, og Microsoft lovede at »sætte mennesker og organisationer i stand til at opnå mere«, har selvhøjtideligheden raset.

På en måde har disse it-virksomheder ændret verden. For de har inspireret alle andre virksomheder til ligeledes at sætte sig for at ville ændre den.

Sørgelig nedtur

Reklamebureauet Saatchi & Saatchi er stor tilhænger af det moderigtige mantra om at ville forandre verden til det bedre. Men da jeg granskede dets hjemmeside i håb om at finde bevis på en sådan forandring, faldt jeg over dets reklame for Pampers, hvor 10 babyer forretter deres nødtørft i slowmotion til musik af Richard Strauss. Den er ganske morsom. Den er flot filmet. Men den forandrer naturligvis ikke verden, ud over at der måske sælges nogle ekstra pakker Pampers-bleer, og at der er kommet endnu flere billeder af besørgende babyer på nettet, end der var før.

LÆS OGSÅLucy Kellaway: Du skal føle dig helt ubrugelig, for at du kan få succes

Reklamebureauerne eksisterer for at gøre reklame for deres kunder, så det er næppe overraskende, at de også opreklamerer deres egen rolle. Endnu mere ulideligt er det, at almindelige virksomheder følger samme mønster. Et eksempel er 3M, hvis nye målsætning lyder: »Støtter ethvert firma. Styrker ethvert hjem. Beriger ethvert liv«. Det er en sørgelig og snørklet nedtur for firmaet, der var kendt for at berige alverdens kontorskabe med opfindelsen af de geniale post-it-sedler.

Regnskaberne mangler

Men bunden var nået, da jeg opdagede, at den ellers troværdige producent af bilmotorer Cummins var hoppet med på bølgen: »Forbedrer folks liv med styrken fra Cummins«, lyder selskabets håbløse mission.

Selv bankerne hævder at gøre verden til et bedre sted, selv om de har gjort det stik modsatte de seneste 10 år. Citibank har blandt andet sat sig for at »sikre vækst og økonomisk fremgang«, mens Barclays lever i den glade tro, at dens mål er »at hjælpe folk med at indfri deres ambitioner – på den rigtige måde«.

Men revisionsfirmaet KPMG må siges at tjene et højere formål end de fleste andre firmaer. Revisionsgiganten har betalt et reklamebureau for at designe plakater med spørgsmålet: »Hvad gør du for KPMG?«.

Og blandt svarene finder man: »Vi forsvarer demokratiet«, og »Jeg bekæmper terrorisme«. Det eneste svar, der ikke optræder, er: »Jeg gennemgår virksomheders regnskaber og økonomisystemer«.

LÆS OGSÅLucy Kellaway: Denne direktør viser vejen

Ifølge en artikel forfattet af selskabets hr-chef har det højere formål gjort underværker for moralen. For at illustrere det fortæller han en fortærsket historie om tre murere, der bliver spurgt, hvad de arbejder med. Den ene siger, at han lægger mursten, den anden siger, at han bygger en mur, og den tredje siger, at han bygger en katedral. Historiens budskab er, at den tredje mand er en visionær helt, og alle ydmyge arbejdere bør opfordres til at tænke som ham.

Forlorent og unødvendigt

Jeg har ikke meget tilovers for denne historie af tre grunde. For det første undervurderer man selve arbejdets værdi ved at fokusere på katedralen. Det kræver dygtighed at kunne lægge mursten perfekt, og arbejdet er ærværdigt i sig selv. Det samme kan siges om at skrive en god klumme og udføre en god revision.

For det andet er det de færreste firmaer, der bygger katedraler. Deres arbejde er mindre glorværdigt og består eksempelvis i at tilbyde skatterådgivning eller sælge software, og derfor må de ty til intetsigende banaliteter om demokratiet og menneskeheden, der er for almene til at være motiverende.

Min tredje indsigelse er, at katedralen er unødvendig. Virksomheder, der leder efter et højere formål, skal blot nævne, at de sælger ting, som folk har lyst til at købe, sikrer folk arbejde og behandler medarbejderne ordentligt.

At virksomhederne skal tjene et højere formål, er selvhøjtideligt, forlorent og unødvendigt, men der er en anden ting ved det, jeg ikke bryder mig om: Det er gabende kedeligt.

Hvis jeg havde indledt klummen med ordene: »Jeg vil hjælpe menneskeheden med at trives«, er jeg sikker på, at du straks ville have indstillet læsningen.

Oversættelse: Christoffer Østergaard

Med licens fra Financial Times

Redaktionen anbefaler

Lucy Kellaway: En succesrig leder skal være god til at lyve

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce