Annonce
Annonce
Økonomi

Oliepriser i frit fald giver familier 300-400 kroner ekstra om måneden

Mens økonomerne frygter konsekvenserne for verdensøkonomien, har olieprisernes dramatiske fald udviklet sig til en privatøkonomisk bonusordning for familien Danmark. Nu venter nye prisfald.

Kan hænde, at olieprisernes frie fald er udtryk for en verdensøkonomisk ubalance, måske endda en katastrofe – men ikke desto mindre kan familien Danmark glæde sig over en stabil privatøkonomisk optur og flere penge i husholdningsbudgettet.

For selv om de dramatiske prisfald som regel bliver beskrevet med lige dele skræk og panik, er udviklingen nærmest en gave for de danske husholdninger.

Især hvis oliepriserne tager yderligere et voldsomt dyk nedad. Og det er netop forventningen hos flere toneangivende danske økonomer. Blandt andet Nordeas seniorstrateg Tine Choi Danielsen, der er overbevist om, at olieprisen, i hvert fald i en kortere periode, kan nå helt ned omkring 20 dollars tønden.

LÆS OGSÅ Det dramatiske fald i olieprisen kan ændre verden

»Denne udvikling er faktisk rigtig god for os forbrugere, for det betyder, at vi skal bruge færre penge på at tanke bilen op og på at opvarme vores huse. På den måde får vi mere luft i privatøkonomien, selv om vi ikke bliver millionærer af det«, siger Tine Choi Danielsen.

For en dansk gennemsnitsfamilie vil en fortsat faldende oliepris give en månedlig besparelse på 300-400 kroner i budgettet – eller omkring 4.000 kroner om året.

Fordel med oliefyr

Det viser en beregning, som arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhvervs cheføkonom, Steen Bocian, har lavet for Politiken.

»Vi har regnet ud, at hvis prisen falder yderligere, kan man i snit spare omkring 2.650 kroner om året på varmeregningen, hvis man vel at mærke har et oliefyr derhjemme. Og så sparer du i snit omkring 1.333 kroner på benzinen. Altså en samlet årlig besparelse på omkring 4.000 kroner, som nok skal lune i de fleste husholdninger«, siger Steen Bocian, der skønner, at de i forvejen lave benzinpriser vil falde en hel krone literen, hvis olieprisen bevæger sig ned mod 20 dollars tønden.

LÆS OGSÅOlien er billig, men kun ét flyselskab sænker priserne

Tidligere fulgte prisen på olie og gas hinanden, men sådan er det ikke længere, understreger Steen Bocian, som dermed må skuffe de mange danske familier, der bruger naturgas som energikilde:

»Det er altså kun familier med oliefyr, som får denne direkte besparelse, hvis olieprisen falder yderligere, og størrelsen afhænger naturligvis af, hvor meget olie man bruger til opvarmning«, siger cheføkonomen og bemærker, at selv om olieprisen skulle ramme de 20 dollars tønden, er der ikke meget, der tyder på, at den bliver liggende på det niveau i lang tid.

Opsvinget følger prisfaldet

Men uanset om prisen når helt ned på 20 dollars tønden eller deromkring, har de danske forbrugere allerede haft store fordele af det dramatiske prisfald, der for alvor satte ind i sommeren 2014, da prisen i en længere periode havde holdt sig over 100 dollars tønden.

Og med de kontante gevinster på olieprisens frie fald kan det være svært for danskerne at bevare pessimismen, selv om faldet i oliepriserne kan vise sig at være et tegn på en dybere verdensøkonomisk krise, lyder vurderingen fra Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, der i det store hele er enig i Steen Bocians regnestykke.

»Selv om baggrunden kan være dyster, er det altså bare grundlæggende godt for danskerne og for dansk økonomi, at oliepriserne falder«, siger han.

Det er altså kun familier med oliefyr, som får denne direkte besparelse

Steen Bocian, cheføkonom, Dansk Erhverv

»Hvis man ser på det, der er sket i dansk økonomi de seneste år, jamen, så er det lige præcis det fald, der har været i olieprisen siden midten af 2014, der har gjort, at vi i samme periode har haft et pænt opsving i privatforbruget. De to ting hænger altså uløseligt sammen. Havde vi ikke haft faldet i olieprisen – jamen, så havde vi heller ikke haft nær samme stigning i vore indkomster og dermed i vores forbrug«, siger Las Olsen.

De samfundsøkonomiske plusser ved prisfaldet overstiger ifølge økonomerne de økonomiske minusser, også selv om den danske stats olieindtægter fra Nordsøen falder i takt med oliepriserne.

»Du kan finde masser af danske virksomheder, der taber penge på denne her udvikling, ikke mindst A.P. Møller – Mærsk. Men den negative effekt bliver altså bare overskygget af den positive effekt på forbruget både i Danmark og på vores vigtigste eksportmarkeder. Og dertil kommer alle de virksomheder, der har gavn af prisfaldet, blandt andet flyselskaber, der nu kan få billigere brændstof«, siger Las Olsen.

Plusser kan blive til minusser

Olieprisernes fald har ifølge Tine Choi Danielsen sat gang i en »kæmpe omfordeling af kapital«, hvor selskaber, som er energitunge, eksempelvis flyselskaber, nu kan sikre sig olie til en langt lavere pris, end de kunne i 2015.

At priserne fortsat falder, skyldes ifølge Nordeas seniorstrateg blandt andet, at verdens største olieproducent, Saudi-Arabien, fortsat dumper prisen på olie for især at holde Iran ude af markedet. Det er denne udvikling, der ifølge Tine Choi Danielsen kan resultere i, at olieprisen i hvert fald kortvarigt ryger helt ned på 20 dollars tønden.

LÆS OGSÅIndtægtstab: Saudi-Arabien kan leve længe med lave oliepriser - og måske nyde godt af dem

Økonomerne er enige om, at Danmark og danskerne profiterer af det bratte prisfald – men de er også enige om, at plusser hurtigt kan blive til minusser .

»Viser det sig, at der er noget rivende galt med verdensøkonomien, kan det i værste fald skabe uro og ustabilitet på de finansielle markeder globalt og give os en masse uoverskuelige problemer, men det ændrer ikke ved, at isoleret set er de faldende oliepriser til fordel for Danmark«, siger Steen Bocian.

Redaktionen anbefaler

Den lave oliepris gør os alle rigere

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce