Foto: ELLEN GOSSNER
Privatøkonomi

Folkepension til langt flere udlandsdanskere

Man mister ikke retten til dansk folkepension efter mange år i udlandet. Men der kan være stor forskel på, hvor fed pensionen bliver.

Privatøkonomi

Fra næste år får flere tusind dansk-amerikanere mulighed for at få dansk folkepension sendt over Atlanten.

Og dermed kan USA komme op på siden af Sverige, Norge, Tyskland og Spanien, som er de lande, hvor flest personer i dag hæver folkepension som udlandsdanskere.

Mange får gavn af konvention Aftalen med USA er netop underskrevet, men den får først virkning fra begyndelsen af 2008, siger specialkonsulent Lene Donatsky fra Den sociale Sikringsstyrelse.

»Når konventionen træder i kraft, kan danske statsborgere i USA søge om dansk folkepension. Vi forventer, at mange vil få gavn af de nye regler, men vi kender ikke det præcise antal«, siger hun og understreger, at man først kan få pension fra det tidspunkt, man søger.

Flest pensionister i Sverige
Dansk-amerikanere, der er ældre end 65 år, får altså ikke pensionen med tilbagevirkende kraft.

Sidste år udbetalte Danmark førtids- og folkepension til 32.511 danske pensionister i udlandet. Heraf bor knap 11.000 i Sverige.

Ophold bestemmer pensionens størrelse
Reglerne siger, at man som dansk statsborger altid har ret til folkepension, hvis man har boet mindst tre år i Danmark efter det fyldte 15. år. Opfylder man det krav, kan man altid få pension, hvis man flytter hjem til Danmark igen efter det 65. år.

Det er ligegyldigt, om man i den periode, man har boet i Danmark, har haft en indtægt, der er betalt skat af.

Men størrelsen af pensionen er afhængig af årene i Danmark.

Forholdsmæssig andel
Kun, hvis man har boet herhjemme i 40 år fra man var 15 år, får man det fulde pensionsbeløb. Har man boet her kortere, får man kun en forholdsmæssig del af pensionen.

Er man for eksempel flyttet til USA som 35-årig, har man boet i Danmark i 20 år efter sit 15. år. Så har man ret til halvdelen af pensionsbeløbet. Og flyttede man som 25-årig, har man ret til en fjerdedel af den fulde pension.

Lokal beskatning i Syden

Generelt kan man få sin danske folkepension sendt til de fleste lande. Men hvis man bor i lande uden for EU samt de øvrige nordiske lande, er det kun folkepensionens grundbeløb, man kan få.

For de fleste landes vedkommende gælder det, at pensionen beskattes i Danmark, før pengene sendes afsted. Men i for eksempel Spanien, Frankrig, Italien og Grækenland er det de lokale skatteregler, der gælder for pensionspengene, siger Lene Donatsky.

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce