Med en rente på nogle gange 700 procent er unge snart mål for et nyt selskab, der vil tilbyde lån via en sms på mobiltelefonen.
Foto: JENS DRESLING

Med en rente på nogle gange 700 procent er unge snart mål for et nyt selskab, der vil tilbyde lån via en sms på mobiltelefonen.

Privatøkonomi

Nu rammer sms-lån de unge

De helt unge er i søgelyset for selskaber, der via et hul i kreditaftaleloven vil tilbyde impulslån på sms.

Privatøkonomi

De yngste forbrugere er målgruppe for en ny type lån, som på et kvarter kan optages via en sms-besked.

Det er penge fra finner og svenskere, der står bag det nystartede danske firma Sms Kviklån AS, der vil lokke unge danskere til at optage dyre impuls-lån via sms på mobiltelefonen.

Om 14 dage starter reklamerne henvendt til de yngste forbrugere. Og det bliver ikke med oplysninger om, hvad det reelt koster at optage lånene.

Ingen oplysninger om den reelle pris I stil med, hvordan det foregår i Sverige, har det danske firma tænkt sig at udnytte en regel i kreditaftaleloven, som siger, at man ikke skal oplyse årlige omkostninger i procent, hvis lånet betales tilbage inden tre måneder.

Langt de fleste af den slags sms-lån, som allerede florerer i Sverige, har løbetider på under tre måneder.

Nogle af dem reklamerer med at være rentefrie, men gebyrerne koster kasse. Gebyrerne i forbindelse med lånet får de årlige omkostninger i procent for at låne for eksempel 500 kroner til at løbe op på 420 procent, som hos det svenske firma mobillaan.nu

Regningen kommer senere
På et kvarter kan unge danskere snart få fyldt bankkontoen op med flere tusinde kroner ved blot at sende en sms. Regningen kommer senere. Og den er stor.

Søren Iversen, specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden i Danmark, fortæller, at hvis lånets tilbagebetalingstid er mindre end tre måneder, er der intet krav om at oplyse årlige omkostninger i procent på et lån.

»Der er nogle huller i kreditaftaleloven, som den slags firmaer udnytter. Så hvis vilkårene i lånene er helt urimelige, må vi bruge markedsføringslovens ord om vildledning, for der skal være oplysninger om, hvad lånene koster«, siger han.

Dårlige erfaringer
»Vi har flere dårlige erfaringer fra udlandet, så vi vil se på det med det samme, hvis vi bliver opmærksom på det her i Danmark«, siger Søren Iversen.

Han tilføjer, at firmaerne slet ikke må markedsføre sig til unge under 18 år, og unge under 18 kan ikke optage lån uden medunderskrift fra forældrene.

Radioreklamer stoppet
I Sverige har Forbrugerombudsmanden stoppet en radioreklame for sms-lånene, fordi den er i strid med loven. Omkostningerne og lånets løbetid blev ikke bragt tydeligt nok i reklamen.

Første skud på stammen i Danmark bliver SMS Kviklån, der ifølge borsen.dk har en selskabskapital på 500.000 kr. og er finsk ejet af selskabet Suomen Viestilaina, med danske Peter Flintsø i spidsen.

Unge et godt og villigt bytte
Erfaringerne fra Finland gør, at de danske unge forbrugere anses for et godt og velvilligt bytte. Og jagtmarken er de unge massemedier.

»Om godt to uger vil de første danske reklamer for SMS-lån komme ud på Kanal 5 og på The Voice. Det er jo det lidt yngre publikum, vi går efter«, siger Peter Flintsø til borsen.dk

Har sikret sig danske domænenavne
To andre selskaber har også tænkt sig at gå efter det danske marked for impuls-lån via mobiltelefonen. Der er allerede købt og betalt for danske domænenavne.

Både ferratium.dk og mobillan.dk henviser dog stadig til henholdsvis deres finske og svenske modersider, hvor lånene falbydes til alle med en telefon.

En mobiltelefon er nemlig selskabets eneste krav til kunderne for til gengæld for at sende op til 4.000 kr. ind på ens bankkonto inden for et kvarters tid.

Rente på 700 procent

Prisen på lånene overstiger ifølge svenske myndigheder ofte 700 procent om året, men selskabet Mobillån Sverige forsvarer sig med, at løbetiden for lånene slet ikke er et helt år og henviser til, at bankernes gebyrer på lignende små lån også er meget høje.

Mobillån Sverige's lån på 3.000 kroner koster 3.625 kroner at betale tilbage, oplyser chefen Magnus Johansson.

Selskabet havde i 2006 120.000 ansøgere og udlånte 120 millioner svenske kroner.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce