Låneformidlere. Søren Scheibye (tv.) og Carsten Schellenbauer Nielsen har kontor ved Højbro Plads i København, men formidler flest lån til boligkøbere uden for de store byer.
Foto: Peter Klint

Låneformidlere. Søren Scheibye (tv.) og Carsten Schellenbauer Nielsen har kontor ved Højbro Plads i København, men formidler flest lån til boligkøbere uden for de store byer.

Privatøkonomi

Portal vil sikre lån til udkantsområder

Ny portal formidler boliglån til folk, der får nej i banken. Efter to måneder har portalen indhentet lånetilbud for knap 100 millioner.

Privatøkonomi

En ny portal er begyndt at gøre, hvad bankerne ellers ofte afviser – formidle lån til de egne af landet, som til tider kaldes Udkantsdanmark.

Ved første øjekast skulle man måske ikke tro, at der ville være stor interesse.

Den nye portal UdenomBanken.dk formidler nemlig lån med en fast rente på 7-9 procent – væsentligt højere end tidens realkreditlån med historisk lav fast rente på omkring 3 procent.

Men blot to måneder efter åbningen har de to stiftere af portalen fået 531 låneforespørgsler og foreløbig indhentet lånetilbud på næsten 100 millioner kroner.

»Vi havde helt ærligt troet, vi tidligst ville være nået så langt om et halvt år, men der er stor interesse«, siger Carsten Schellenbauer Nielsen, der er administrerende direktør i UdenomBanken.dk.

Stifternes egen forklaring er, at de har ramt et hul i markedet. UdenomBanken.dk formidler nemlig lån til en gruppe danskere, som hidtil ikke har kunnet få boliglån i banker og realkreditinstitutter.

Ofte har disse mennesker en god økonomi, men får alligevel afslag, fordi huset ligger et sted, hvor realkreditinstituttet vurderer, at det vil være svært at sælge igen.

I nogle tilfælde er huset simpelthen for billigt, til at instituttet vil være med. Det er nemlig små boliglån, der oftest ender med at give institutterne tab.

Afslag i banken

Ideen bag UdenomBanken.dk er derfor, som navnet antyder, at pengene må komme et andet sted fra.

Folkene bag portalen har kontakt til en kreds af velhavere og institutionelle investorer, som gerne vil investere penge i boliglån på under 1 million kroner. UdenomBanken.dk formidler så lånet som et pantebrev.

Blandt de første, der har fået lån gennem UdenomBanken.dk, er Hanne, som ikke havde troet, at det skulle blive et problem at låne 300.000 kroner til renoveringer af sit hus i Auning på Djursland.

Hun har nemlig 500.000 kroner i friværdi. Men banken sagde nej.

»De ville ikke engang sende en vurderingsmand herud for at se huset. Det har jo nok noget at gøre med postnummeret. Vi bor ude på landet, og så er de bange for at tabe penge«, siger Hanne, der ikke ønsker sit efternavn i avisen.

Efter bankens afslag fandt hun UdenomBanken.dk på nettet, og selv om renten blev højere end ved et friværdilån i et realkreditinstitut, valgte hun at slå til. Hanne har nu fået bevilget lånet:

»Det er lidt specielt at låne uden om banken, og jeg har da nået at tænke på, hvad de mon er for nogle. Men alt har virket helt fint, så jeg er tryg ved det«.

Hannes historie er typisk for mange af den nye portals kunder, forklarer Carsten Schellenbauer Nielsen:

»Hvis man skal købe hus på Lolland, koster det ofte kun 500.000 kroner, og selv om renten så er 7,5 procent, bliver ydelsen mindre for kunden end ved en lejebolig«.

Lån uden om banker og realkreditbranchen har ikke altid haft det bedste ry, erkender medstifter Søren Scheibye:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi har allerede hørt nogle sige, at hvis folk ikke kan få lån i banken, burde de nok slet ikke få et lån. Men vi sorterer skarpt i ansøgerne og formidler kun lånetilbud til dem, vi finder egnede«, siger han og understreger samtidig, at alle investorer, som låner penge ud via UdenomBanken.dk, er godkendt hos Finanstilsynet.

Økonom: Det presser bankerne

Portalen er et kærkomment alternativ til bankerne, mener privatøkonom Kim Valentin fra Finanshuset i Fredensborg:

»For låntagerne er det her supergodt. Det presser bankerne til at tænke på nye måder«, siger Kim Valentin, der også er borgmester for Venstre i Gribskov.

Han opfordrer potentielle lånere til at være særligt opmærksomme på, hvordan renten fastsættes, og hvad der sker, hvis man gerne vil ud af lånet igen: »Man skal have en rådgiver til at se på det, for pantebreve er en broget omgang, og det kan både være rigtig godt og noget værre skidt. Men sådan er det også med banklån«, siger Kim Valentin.

Dansk Ejendomsmæglerforening, DE, mener, at UdenomBanken.dk kan være med til at afhjælpe et problem i boligmarkedet. En DE-undersøgelse har vist, at over halvdelen af mæglere i landzoner oplever, at selv boligkøbere med god økonomi har problemer med at få lån.

»Det her vil kunne hjælpe boligkøbere, der ønsker at bosætte sig i provinsen, hvor det kan være svært at opnå realkreditlån«, siger Torben Strøm, formand i DE.

Umiddelbart kunne man tro, at realkreditbranchen ville se UdenomBanken.dk som en konkurrent, men branchen hilser portalen velkommen.

»Det er et udmærket initiativ, for de kan dække et behov, som vi i realkreditten ikke kan dække. Dermed er de ikke konkurrenter til os«, siger Karsten Beltoft, der er direktør i Realkreditforeningen.

UdenomBanken.dk fortæller, at en del af deres kunder har god økonomi, men har fået afslag hos et realkreditinstitut, fordi huset ligger i et yderområde. Hvordan hænger det sammen?

»Det er ikke nok at komme med meget høj indkomst og stor formue. Hvis der ikke er tilstrækkelig værdi i ejendommen, kan vi ikke give dig et lån, alene på at du har en meget sund privatøkonomi – det tillader realkreditloven simpelthen ikke«, siger Karsten Beltoft.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han forklarer, at værdien i ejendommen blandt andet kan blive trukket ned, hvis realkreditinstituttet vurderer, at det vil tage lang tid at sælge igen. En anden barriere er huse med meget lave priser.

UdenomBanken.dk er et positivt tiltag, mener Carsten Hansen (S), der er minister for by, bolig og landdistrikter:

»Hvis realkreditten ikke ser en forretning i disse områder, er det fornuftigt, at andre kan. Jeg kan ikke vurdere det enkelte produkt, og jeg vil altid opfordre til, at man har rådgiver inde over, når man optager lån. Men umiddelbart virker det positivt med et alternativ«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce