Anne og Torben Gandrup har sagt farvel til hjembyen Taastrup og bor nu fast i deres sommerhus i Nykøbing Sjælland.
Foto: Mads Nissen

Anne og Torben Gandrup har sagt farvel til hjembyen Taastrup og bor nu fast i deres sommerhus i Nykøbing Sjælland.

Sommerhuse er blevet populære som helårsboliger for pensionister

Hvert 10. sommerhus er nu fast bopæl for pensionister. De kan spare mange penge, og snart lempes reglerne yderligere.

Privatøkonomi

Da Anne og Torben Gandrup blev pensionister i 2011, var de ikke i tvivl. Rækkehuset i Taastrup vest for København skulle sælges, og de skulle slå sig permanent ned i sommerhuset ved Nykøbing Sjælland.

»Det ville blive lidt stramt økonomisk, hvis vi skulle beholde både rækkehuset og sommerhuset«, siger Anne Gandrup.

Da parret købte sommerhus i 1989, tænkte de på det som pensionsopsparing, men det blev i stedet rammen om deres pensionistliv.

»Det blev rækkehuset og ikke sommerhuset, der blev vores pensionsopsparing«, siger Torben Gandrup.

Der er penge at hente, så det er ikke kun havmåger og naturen, der trækker, men i høj grad almindelig økonomisk snusfornuft

Ægteparret er en del af markant tendens. Antallet af pensionister med fast adresse i deres sommerhus sætter rekord, så næsten hvert 10. sommerhus nu er beboet af pensionister hele året. I øjeblikket er 21.444 sommerhuse beboet fast af pensionister, viser tal fra Danmarks Statistik og Nordea. For 10 år siden var godt 15.000 huse beboet af pensionister.

Organisationen Ældre Sagen spår, at udviklingen fortsætter: »Tendensen bliver formentlig forstærket i de kommende år, når der kommer lempelser af planloven, som gør det lettere at bo permanent i sommerhuset«, siger chefkonsulent Olav Felbo fra Ældre Sagen.

I øjeblikket skal pensionister have ejet deres sommerhus i 8 år, før de kan flytte permanent ind i det. Kommunerne kan dispensere for reglerne efter 5 års ejerskab, men på Christiansborg tegner der sig et flertal for at lempe reglerne i planloven, så man blot skal have ejet sommerhuset i 1 år, inden man som pensionist kan gøre sommerhuset til fast bopæl.

»Det betyder, at du blot skal have dobbelt husleje i 1 år i stedet for 8 år, inden du kan bruge sommerhuset som permanent bolig. Det vil helt sikkert gøre det mere overkommeligt for flere at anskaffe sig et sommerhus, som de kan flytte ind i permanent. Det er dyrt at have to boliger«, siger Olav Felbo.

Det er ikke kun lysten, der får pensionisterne til at vælge et liv i sommerlandet, vurderer en økonom.

»Der er penge at hente, så det er ikke kun havmåger og naturen, der trækker, men i høj grad almindelig økonomisk snusfornuft. De seneste år er helårshusene steget væsentlig mere i pris end sommerhusene, og det gør sommerhusene til et økonomisk attraktivt alternativ for mange ældre«, siger boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea, der ikke er i tvivl om, tendensen vil forstærkes de kommende år, hvis planloven lempes.

Regeringens ønsker reglerne yderligere lempet for at give pensionisterne »mulighed for at indrette tilværelsen, som de ønsker det«, skriver erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i en mail. Han har en »klar forventning« om, at en del af pensionisterne vil benytte sig af muligheden.

Præsident Ella Maria Bisshop-Larsen fra Danmarks Naturfredningsforening advarer dog mod udviklingen.

»Det bliver lukket af. Adgangen til de herlighedsværdier, som er tæt på kysten, bliver privatiseret. Op langs Nordsjællands kyst er der lige pludselig borde og bænke helt ude på stranden«, siger Ella Maria Bisshop-Larsen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce