Annonce
Annonce
Økonomi

Pengestærke hollændere vil have 100.000 danskere til at dele bil inden årets udgang

Hollandske SnappCar har overtaget MinbilDinbil og introducerer ny platform for delebiler i dag.

Annonce

En bil koster kassen, og det meste af tiden står den i garagen. Alligevel har danskerne indtil nu tøvet med at benytte sig af delebilsordninger, men det vil to entreprenante unge hollændere lave om på.

Pascal Ontijid og Victor van Tol stiftede i 2011 delebilsordningen SnappCar, og med overtagelsen af MinbilDinbil er de nu klar til at erobre det danske marked for delebiler. Ambitionen er, at 100.000 danskere skal benytte sig af deres service inden årets udgang. Det er fem gange så mange som i dag.

Vi mener, at der er et stort uudnyttet potentiale i Danmark. Derfor har vi store ambitioner

Pascal Ontijd, SnappCar

»Vi mener, at der er et stort uudnyttet potentiale i Danmark. Derfor har vi store ambitioner«, siger Pascal Ontijd, der i disse dage er i København for at introducere den nye platform, der går i luften i dag.

Hollænderne er vilde med at dele

Dermed får danske delebilsentusiaster nu samme muligheder som hollænderne, hvor markedet har taget fart de seneste år. For to år siden var der - ligesom i Danmark - kun 20.000 hollændere, der benyttede sig af delebilsordninger, men det tal er nu oppe på 120.000.

LÆS OGSÅ: Deleøkonomien udfordrer talmændenes statistikker

»Derfor mener vi også, at det er realistisk at løfte markedet i Danmark på samme måde. Og på længere sigt forventer vi, at op mod 250.000 danskere vil benytte sig af ordningen«, siger Pascal Ontijd.

I top tre på markedet

Siden de to unge hollændere kvittede deres velbetalte jobs for at kaste sig ud i projekt SnappCar, er det gået stærkt: SnappCar er i dag blandt verdens tre førende på markedet for delebiler, og de har penge nok på kistebunden til at vokse både organisk og via opkøb, som de har gjort med MinbilDinbil i Danmark .

Til trods for at SnappCar endnu ikke har leveret overskud, har der ikke været problemer med at skaffe finansiering, og selskabet har hentet kapital af flere omgange. Senest i november måned, hvor Autobrinck investerede 15 millioner kroner i SnappCar, og derudover har de af flere omgange hentet penge via crowdfunding, samlet investering 9 millioner kroner, mens andre investorer har investeret 7 millioner kroner i selskabet.

»Det betyder, at vi har de finansielle muskler til at komme ind på nye markeder og markedsføre vores service. I Danmark lancerer vi ud over selve platformen også en massiv markedsføringskampagne, hvor vi primært på facebook med også med bannerreklamer på metrostationer og andre steder vil ramme danskerne«, siger Pascal Ontijd.

På selve platformen, sitet, kan man leje sin bil ud til andre i nærområdet, eller selv leje en bil, hvis man har brug for det. SnappCar putter 15 procent af prisen ned i lommen, men tilbyder til gengæld en gratis udlejningsplatform samt forsikring.

Stort potentiale

Claus Skytte, ekspert i deleøkonomi og forfatter til bogen ’Skal vi dele’, kalder SnappCars ambitioner »yderst ambitiøse«.

»En femdobling på et år er voldsomt meget, så det bliver spændende at se, om de lykkes med det. Men jeg er ikke i tvivl om, at der er et stort potentiale. Spørgsmålet er blot, hvor hurtigt det kommer til at gå«, siger han.

Kun hver tiende vil dele

En analyse af deleøkonomi, som Gallup foretog for Nordea i efteråret, viste, at kun hver tiende dansker har benyttet sig af deleøkonomiske tilbud som AirBnb, Uber, Gomore og andre ordninger. Men analysen viste også, at antallet af brugere var tredoblet på bare et år.

LÆS OGSÅDeledanskeren vil gerne låne - men helst ikke låne ud

»Så selvom man ikke kan sige, at deleøkonomien er slået igennem endnu, så er der en tydelig bevægelse i gang, og deleordninger i forhold til biler er meget oplagte. Det er dyrt at have bil i Danmark, og mange biler står i garagen størstedelen af tiden«, siger Claus Skytte og uddyber:

Jeg plejer at sige, at deleøkonomien er der, hvor internethandlen var for 10 år siden. Dengang var der mange, der tøvede, men i dag er internethandlen jo nærmest eksploderet

Claus Skytte

»Jeg plejer at sige, at deleøkonomien er der, hvor internethandlen var for 10 år siden. Dengang var der mange, der tøvede, men i dag er internethandlen jo nærmest eksploderet og har udviklet sig til at være en reel trussel mod detailhandelen. Jeg tror, vi vil se noget af det samme inden for deleøkonomien«.

Unge storbymennesker i front

I dag er det primært unge mennesker i de større byer, der benytter sig af deleordninger, viser Gallup-undersøgelsen fra Nordea. Derfor bliver der afgørende for deleøkonomiens succes, om de unge fortsat vil benytte sig af deleøkonomi, når de får fast job og selv har råd til bil, lejlighed og fede ferier med overnatning på hotel, mener Claus Skytte.

»Det er klart, at deleøkonomien skal kunne tilbyde noget, der er både lettere, billigere end bedre, end det de traditionelle udbydere, hvis fænomenet skal vokse og ramme den brede befolkning. Men det mener jeg også, at der er potentiale til«, siger Claus Skytte.

Politikerne har nøglerolle

Han understreger dog, at det i høj grad afhænger af den politiske velvilje.

»Med deleøkonomien bliver parterne en slags selvstændigt erhvervsdrivende i miniformat. Så hvis det bliver for bøvlet, vil mange simpelthen ikke gide det. Men hvis politikerne får skabt de rigtige rammer, vil det være et attraktivt supplement til økonomien for rigtig mange danskere«, vurderer Claus Skytte.

SnappCar har også overtaget den svenske pendent til MinbilDinbil, Flexi Drive, og introducerer ligeledes en ny svensk platform i dag. I Sverige er antallet af brugere i dag 15.000, men også her er ambitionen 100.000 brugere inden årets udgang.

Redaktionen anbefaler

Danskerne tøver med deleøkonomi

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce