minus. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) har regnet på Dong-handlen og fundet et stort minus for både statskassen og samfundet.
Foto: Martin Lehmann (arkiv)

minus. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) har regnet på Dong-handlen og fundet et stort minus for både statskassen og samfundet.

Virksomheder

Nyrup om Dong-salg: »Det gør næsten fysisk ondt på mig at se, hvad der foregår«

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) opfordrer Folketinget til at udsætte salg af Dongaktier og lade være at »forære samfundsværdier væk«.

Virksomheder

Poul Nyrup Rasmussen er ganske vist både tidligere statsminister, tidligere formand for Socialdemokraterne og tidligere formand for de europæiske socialdemokratiske partier.

Men når han nu opfordrer et stort flertal i Folketinget og sin partifælle finansminister Bjarne Corydon til at stoppe salget af aktier i Dong til den amerikanske finansgigant Goldman Sachs, er det som menigt partimedlem.

»Jeg har selvfølgelig overvejet, om jeg skulle blande mig. Om det er umagen værd, når mange vil føle sig trådt over tæerne. Men hele salget – prisen, en anløben partner, tidspunktet og de særlige rettigheder til Goldman Sachs – er så forkert, at jeg simpelthen ikke kan tie stille. Samfundsværdier bliver foræret væk. Danmark risikerer at miste sin grønne førerposition. Det gør næsten fysisk ondt på mig at se, hvad der foregår«, siger Poul Nyrup Rasmussen.

Grønne mål kan nås uden forkert partner Den tidligere socialdemokratiske leder bruger i dag det meste af sin tid på at hjælpe psykisk handikappede, så interviewet foregår i et mødelokale på en ganske vist dyr adresse, Østergade 5 lige ved Kgs. Nytorv i København, hvor Det Sociale Netværk i tre år har fået lokaler stillet gratis til rådighed af fonden bag Lego. Der er malerier på væggene, men Poul Nyrup Rasmussen gør opmærksom på, at billederne er lavet af eleverne på Kofoeds Skole: »Jeg har ikke været ude at købe kunst«.

Burde alle de, der slår på tromme for grøn omstilling ikke – som finansminister Bjarne Corydon sagde i går – glæde sig over, at det er lykkedes at få en andel af Dong solgt til en international investor?

»Vi kan nå de grønne mål uden at tage de forkerte partnere om bord. Staten skal vælge sine partnere med omtanke – i særdeleshed når det gælder den barske finansverden, som jeg har fulgt nøje de seneste ti år. Desværre står vi i en situation, hvor Dong skal have ny kapital på et dårligt tidspunkt, hvor staten har valgt en anløben partner, hvor salgsprisen ligger langt under Dong’s reelle værdi, og hvor de veto- og mindretalsrettigheder, Goldman Sachs får, langt overgår, hvad andre får ved lignende investeringer«.

»Hvad angår tidspunktet, skal vi både se på, at krisen ikke er forbi i Europa endnu. Men snart får Dong en stærk indtjening fra de mange havvindmølleparker, som betyder, at Dong fra 2015 får en indtjening, der er dobbelt så stor som i 2010. Det klogeste er at vente et års tid, så Dong’s aktier bliver betydeligt mere værd«.

Centralt at få Goldman Sachs ud
»Det helt centrale er at få skiftet Goldman Sachs ud med en partner, der ikke er ude efter hurtige spekulationsgevinster, men har reel interesse i en langsigtet investering. Goldman Sachs har ikke nogen særlig kompetence på energiområdet, men går efter ekstreme gevinster, der ikke kan opnås gennem langsigtede investeringer og praktisk produktion. Firmaet har sin ekspertise i at være spekulant, og her er det frygtindgydende«.

»Det kan man også se ved Goldman Sachs investering i Dong. Det er et røverkøb, fordi Dong er stærkt undervurderet ved fastsættelsen af priserne på de nye aktier. Hvis man bruger finansverdenens egne tommelfingerregler, er Dong mindst det dobbelte værd – altså 60 til 80 milliarder kroner i stedet for de godt 31 milliarder, der er udgangspunktet for handlen«.

Goldman Sachs kan sikre afkast på 40-50 procent

»Goldman Sachs har også sikret sig på indtægtssiden. Det har ingen risiko. Selskabet er garanteret en forrentning på 4,5 procent – uanset hvad der sker. Det er måske mindre, end finanshuset plejer at tjene, men det er flot i forhold til renteniveauet i Europa lige nu«, siger Poul Nyrup Rasmussen. »Når så Dong til sin tid i 2017 skal børsnoteres, hvad der er udgangspunktet for hele transaktionen, er jeg sikker på, at Goldman Sachs er i stand til at sikre sig et afkast af sin investering på 40-50 procent, måske mere. Firmaet har en klassisk model for at lobbe kurserne op, så den danske stat forærer dem med denne aftale mange milliarder«.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Goldman Sachs får 18 procent af aktierne i Dong og en bestyrelsespost plus, hvad der er helt usædvanligt, to observatører i bestyrelsen. Jeg er sikker på, at de fra dag et vil gøre alt for at skære alle forretninger væk, som ikke efter deres mening giver ekstra stort afkast her og nu. De har allerede foreslået at sælge rørledningerne i Nordsøen. Staten har ganske vist 51 procent af aktierne, men kommer i mine øjne ikke til at sidde for bordenden. Det er en giftig cocktail for den danske stat at hive en investor ind til en meget lav pris, uden risiko og strategisk vetoret«.

»Endelig skal man lige bemærke, at Goldman Sachs foretager investeringen gennem et selskab i Luxembourg, der som bekendt er skattely, og aktierne er allerede aftalt videresolgt til skuffeselskaber i blandt andet Cayman Islands«.



Siger du, at det her ikke er socialdemokratisk politik?

»Uanset om finansministeren er fra et borgerligt parti eller socialdemokrat, er der nogle overordnede hensyn. Det er at sikre det danske samfund den mest avancerede energiforsyning og sikre den største og mest lovende virksomhed inden for grøn energi. Det ligger for mig over partipolitik. Helt uafhængigt af partipolitik har den til enhver tid siddende regering et overordnet ansvar for samfundet. Med den forretningsplan, der ligger nu, mister Finansministeriet og ministeren værdier, der tilhører samfundet. Det er de gevinster, Goldman Sachs scorer nu. For Goldman Sachs er det en forrygende aftale. For det danske samfund er det desværre en bundskraber. Omstillingen til grøn energi ligger over partipolitik. Det smerter mig at se værdier blive foræret væk«.

Hvad skal regeringen, eller rettere parterne i energiforliget, gøre?

»For det første skal vi vinde mere tid og udsætte det. Vi ved fra medierne, at der er en dansk pensionsfond, der kunne gå ind. Den kan så måske ikke som Goldman Sachs assistere, når Dong skal introduceres på Børsen. Men den slags rådgivere kan man finde i London, Düsseldorf eller på Wall Street«.

»For det andet skal der naturligvis findes en finansiering for de nærmeste år, så Dong kan få den nødvendige kapital. Men den kan staten skaffe. Danmark har en så høj kreditværdighed, at man kan låne de nødvendige milliarder billigere end forrentningen til Goldman Sachs«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

STOR DONG-GRAFIK

»Vil det være lovligt? Ja, fuldt ud. Vil det være besværligt? Ja. Vil det rokke ved den danske stats troværdighed som partner? Nej. Goldman Sachs har jo ifølge aktstykket accepteret, at hele transaktionen er afhængig af en politisk godkendelse, altså af Folketinget«.

»Alle undrer sig over, hvordan Goldman Sachs har fået fingre i et af Europas førende energiselskaber. Det handler om at sikre Danmarks grønne førerposition. Forhåbentlig vil Folketinget her 5 minutter i 12 tage den nødvendige tid til at tænke sig om«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce