sporty. Nye ølsorter med lavt indhold af alkohol er på vej ind på det danske marked, hvor de foreløbig har det svært.
Foto: Line Ørnes Søndergaard

sporty. Nye ølsorter med lavt indhold af alkohol er på vej ind på det danske marked, hvor de foreløbig har det svært.

Virksomheder

Bryggerier slår et slag for det tynde øl

Men de ellers miljøbevidste danskeres alkoholforbrug er hidtil gået den forkerte vej.

Virksomheder

Når danskeren er færdig med at stille vindmøller op, støvsuge sin elbil og hyppe sine økologiske kartofler, tager han sig en velfortjent øl – som regel en pilsner, men også gerne en lidt stærkere specialøl fra et af de mange nye mikrobryggerier.

»Men hvor blev det lyse øl, frokostbajeren, den lette pilsner af«, spørger Henrik Wiese, der netop har startet firmaet TeeDawn, hvis udtrykkelige formål er at få danskeren til at sætte sit alkoholforbrug ned – vel at mærke uden at give afkald på en kølig, velsmagende øl med pæn skumkrone.

Men det er ifølge kommunikationschef Per Sten Nielsen, Bryggeriforeningen, længe siden, det lyse øl er forsvundet.

»Ifølge vores tal har øl med et alkoholindhold på 2,7 procent og derunder ligget på en markedsandel på cirka 2,4-2,6 siden 1999. Foreløbig kan vi ikke rigtig se nogen stigning«, siger han.

Tyskerne og nordmændene drikker meget mere alkoholfrit

På Carlsberg undrer innovation manager Pernille Arnt sig også over, at danskerne, der gerne ser kongeriget profilere sig som foregangsland i miljø- og klimapolitikken, hænger i bremsen, når det drejer sig om alkoholfrit øl og lette øltyper:

»I Danmark drikker vi i gennemsnit en halv liter alkoholfrit øl om året, mens det i Norge er to liter og i Tyskland fire«, siger hun. »Bryggeriet Erdinger, der laver en alkoholfri øl, er endda sponsor for det årlige maratonløb i Berlin. Der er en international trend, som ikke rigtigt er kommet til Danmark endnu«.

Men som Henrik Wiese har Pernille Arnt, der står for lanceringen af Carlsbergs alkoholfri øl Nordic, tænkt sig at gøre noget ved det: »Der skal en livsstilsændring til, og derfor vil vi bruge rigtig mange kræfter ikke bare på Nordic, men også på andre mærker i samme segment«, siger hun.

Men det er et opgør, der virkelig kræver sin brygmester. For det første er danskernes forbrug af vin, der er stærkere end øl, i mange år vokset på bekostning af øl. 1997 udgjorde vin 35,1 procent af danskernes samlede forbrug af alkohol. I 2013 var vins andel vokset til 46 procent, mens øl var faldet fra 53,7 procent til 37 procent.

7,8 liter sprit per snude

Ifølge Danmarks Statistik blev der i 2013 solgt 44 millioner liter ren alkohol i danske forretninger. Det er 7,8 liter per indbygger eller 12,1 genstande – en genstand er 1,5 centiliter ren alkohol – om ugen. Tæller vi kun danskere over 14 år, blev det sidste år til 9,4 liter ren alkohol i gennemsnit.

Ser man udelukkende på ølsalget, er 65 procent af forbruget pilsnere, der holder 4,6 procent alkohol, mens stærkt øl står for 15 procent – altså 5-6 gange så meget som alkoholfri og lette øltyper.

En udfordring af finde samarbejdspartnere i Tyskland

TeeDawn får sine fire nye lette øl brygget i Bayern, og det var slet ikke let at finde samarbejdspartnere, fortæller Henrik Wiese.

»Det drejer sig i alle fire tilfælde om mindre slotsbryggerier, som vi fandt i samarbejde med delstatens bryggeriforening. I Bayern er der en tradition for at brygge lette øltyper, men vi satsede jo på at lave øltyper, der ville få danske øldrikkere til at sige: Jamen, det her smager jo af øl. En af grundene til det lette øls dårlige omdømme er jo, at det ikke smagte godt. Så det tog sin tid«.

Den gode ølsmag følger i almindelighed alkoholprocenten, fordi alkohol både binder nogle af smagsstofferne i øllet og forbedrer eftersmagen.

Alkoholfrie øl må indeholde mere alkohol

På det punkt skete der en vigtig ændring i Danmark i foråret, da regeringen tillod markedsføring af øl med op til 0,5 procent alkohol som alkoholfri i stedet for som tidligere 0,1. På den måde kom Danmark på linje med nabolande som Norge, Sverige og Tyskland.

»Hvis man gerne vil nyde en enkelt øl i gode venners lag, men skal ud at køre bil bagefter, så får man mulighed for at drikke en øl med bedre smag uden at blive påvirket«, sagde sundhedsminister Nick Hækkerup dengang. Og det passer for Nordic og TeeDawn, der ligger langt under en genstand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Brygmester Flemming Asmussen, Fur Bryghus, der laver en frokostøl med 2,6 pct. alkohol, »vil ikke ligefrem garantere, at man kan køre bil efter en Fur Frokost, der svarer til 0,9 genstand. Men de færreste vil nå op på de 0,5 promille, der er færdselslovens grænse«.

Til gengæld vil han garantere, »at den smager rigtig godt af øl. Med 2,6 procent alkohol har man som brygger virkelig noget at arbejde med«.

100 ølambassadører skal sælge den tynde øl

Men et er som sagt øllet, et andet er vanerne. Både Carlsberg og TeeDawn arbejder intensivt med restauranter for først at præsentere de nye øltyper og derefter få ændret folks vaner. TeeDawn har også over 100 ølambassadører, der hver måned får leveret en kasse, så de kan præsentere venner og forretningsforbindelser for de nye øl. Carlsberg reklamerer for Nordic ved løbestævner.

»Vi satser på, at alkoholfrit øl skal op på fem procent af markedet, og foreløbig stiger salget af det«, siger Pernille Arnt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce