Arla var advaret før skudattentat

Arla kendte til truslen om terror mod virksomheden to måneder før attentatet på dansk ansat i Saudi-Arabien.

Virksomheder

Mejerivirksomheden Arla, der sidste måned måtte se en af sine danske medarbejdere i Saudi-Arabien udsat for et skudattentat, har længe før episoden kendt til konkret materiale, der peger på en trussel mod virksomheden.

Det bekræfter flere af hinanden uafhængige kilder med nært kendskab til forløbet over for Politiken.

Allerede 25. september – næsten to måneder før attentatet – blev der på det sociale medie Twitter udsendt beskeder på arabisk om, at en ledende medarbejder fra Arlas datterselskab Danya Foods var blevet skudt – en oplysning, der viste sig ikke at være sand.

Samtidig florerede der billeder af de bygninger i hovedstaden Riyadh, Danya Foods har til huse i.

Fastholder sikkerhedsniveau

Arla blev bekendt med materialet og opjusterede som direkte konsekvens heraf sit sikkerhedsniveau på Danya Foods – men ændrede på nogle af sine procedurer igen få dage før, at en Danya Foods-medarbejder lørdag 22. november blev forsøgt likvideret.

De nye oplysninger om truslen går stik imod Arlas hidtidige meldinger i sagen.

»Vi har ingen grunde til at tro, at det var rettet specifikt mod Arla. Det er der ingen indikationer på«, sagde Arlas pressechef Theis Brøgger i sidste uge til Ritzau.

I dag ønsker han ikke at kommentere Politikens oplysninger, men understreger, at Arla fastholder sit høje sikkerhedsniveau:

»Af hensyn til sikkerheden for vores medarbejdere kan jeg ikke give yderligere detaljer om, hvordan vi sikrer os«.

Muhammedkrise ikke glemt

Terrorforsker ved den svenske forsvarshøjskole, Magnus Ranstorp, finder de nye oplysninger »ganske opsigtsvækkende« og understreger, at sagen om Jyllands-Postens publicering af de kontroversielle Muhammedtegninger i 2005 – som ledte til boykot af Arlas produkter i blandt andet Saudi-Arabien – »ikke er glemt«:

»Hvis man har nævnt firmaet længe før, er det efterhånden usandsynligt, at angrebet ikke længere skulle være rettet mod Arla og Danmark i en eller andet forstand. For de danske virksomheder i den region er det sikkerhedsmæssigt en game changer«, siger Magnus Ranstorp.

Myndighederne i Saudi-Arabien har meddelt, at tre mænd er blevet anholdt for attentatet. De anholdte sympatiserer ifølge en pressemeddelelse udsendt af landets indenrigsministerium med terrorbevægelsen Islamisk Stat.

Overvågning vakte bekymring

»Gerningsmændene havde begået en forbrydelse til støtte for terrororganisationen Daash (Islamisk Stat, red.)«, hedder det i meddelelsen, der også beskriver, hvordan gerningsmændene har overvåget danskeren forud for angrebet.

Og netop overvågningen vakte allerede lang tid før angrebet bekymring hos Arla, erfarer Politiken. Flere oplysninger i de tweets, der blev udsendt 25. september, kan ifølge centrale kilder kun have været tilvejebragt gennem overvågning af Arla og Arla-ansatte.

Danya Foods blev nævnt ved navn og beskrevet som en stor international koncern, og Arla iværksatte derfor flere sikkerhedstiltag for at beskytte sine medarbejdere. Blandt andet blev der ifølge Politikens oplysninger indført restriktioner mod at benytte firmabiler for at undgå at tiltrække opmærksomhed.

Bilerne tages i brug igen

Men få dage før attentatet på den danske statsborger blev bilerne ifølge flere kilder taget i brug igen.

Og det var efter alt at dømme netop sådan en bil, danskeren kørte i, da han på en motorvej blev beskudt fra et andet køretøj. Han blev ramt i skulderen, men er i dag uden for livsfare.

Hans Tino Hansen, direktør for sikkerhedsfirmaet RiskIntelligence, der hjælper danske firmaer med sikkerheden i udlandet, understreger, at det stadig står uklart, om Danmark specifikt har været målet:

»Det her afhænger af, om Arla ses som et vestligt eller dansk firma. Det ved vi ikke endnu«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce