Ølbrygning. Det østfynske Ørbæk Bryggeri har stor succes med økologiske specialøl - både herhjemme og i udlandet.
Foto: ANDERS RYE SKJOLD JENSEN

Ølbrygning. Det østfynske Ørbæk Bryggeri har stor succes med økologiske specialøl - både herhjemme og i udlandet.

Økologisk øl kan blive det næste hit

I år lancerer både Carlsberg og Royal Unibrew en økologisk pilsner. Dagligvarekoncernen Coop forventer, at stadig flere danskere vil hive økologisk øl ned fra hylderne i butikkerne.

Virksomheder

Først var det specialøl fra mikrobryggerier, som mange danskere fik øjnene op for. Nu står økologisk øl på tærsklen til et gennembrud, forudser dagligvarekoncernen Coop og bryggeribranchen.

I dag udgør økologisk øl omkring 2,5 procent af det samlede ølsalg i Coops kæder: Irma, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen og Fakta.

Men koncernen forventer, at der om fem år bliver solgt fire gange så meget økologisk øl i butikkerne.

»Det begynder at stige allerede i år, fordi store bryggerier som Carlsberg og Royal Unibrew lancerer en økologisk pilsner. Hvis vi kigger over en femårig periode, vil jeg tro, at vi får en firedobling af salget, så økologisk øl kommer op omkring 10 procent af ølsalget«, siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen fra Coop.

Han mener, at det øgede salg vil komme, fordi udbuddet af økologisk øl vokser, og at det bliver mere tilgængeligt for almindelige forbrugere:

»Desuden er der en generel stigende interesse for økologi, og det breder sig til nye vareområder. Vi ser det samme med økologisk vin, hvor salget også vokser«.

Populær øl

Danmarks største bryggerikoncern Carlsberg sælger den økologiske specialøl Jacobsen Extra Pilsner, og koncernen vil nu satse stort på pilsneren Tuborg Rå, der er både ufiltreret og økologisk.

Tuborg Rå har både sidste år og i år været populær som fadøl på Roskilde Festival og festivalen Northside, men har indtil nu ikke kunnet købes andre steder. Men det vil blive muligt til efteråret.

Allerede i april i år landede Royal Økologisk Pilsner fra Danmarks næststørste bryggeri Royal Unibrew i butikkerne, og salget er gået strygende.

»Vi er rigtig godt tilfredse med salget, og det ser også godt ud i fremtiden, uden at jeg vil komme ind på konkrete tal. Vi synes, at vi har fat i noget, der er rigtig spændende og som lever helt op til vores egne målsætninger«, siger Lars Mejlgaard, marketingchef for koncernens ølafdeling.

Royal Unibrews kundeundersøgelser viser, at der er et marked for en økologisk pilsner, hvis den kun koster 5-10 procent mere end en almindelig øl.

»Der er en stigende efterspørgsel efter økologi i Danmark, og specielt i forhold til pilsnere er der ikke et bryggeri, der er stukket af fra os andre, selv om mange dygtige mikrobryggere fremstiller økologiske specialøl«, siger Lars Mejlgaard.

Bryggeriforeningen gennemførte for nylig en rundspørge blandt medlemmerne, som viser, at bryggerierne forventer, at markedet for økologisk øl vil vokse i de kommende år. Udfordringen er, at der kan komme mangel på økologiske råvarer. Desuden kan kravene til kontrol hos bryggerier, som både producerer almindelig og økologisk øl, være en barriere.

Banede vejen

Thisted Bryghus var det første danske bryggeri, som kom med en af økologisk øl. I 1995 kom Økologisk Thy Pilsner på markedet, og siden kom økologisk Thy Classic og økologisk Thy Humle.

Men især det 100 procent økologiske Ørbæk Bryggeri har siden 2002 banet vejen for økologisk øl. Senest har Bryghuset Svaneke lanceret et nyt produkt: alkoholfri økologisk øl.

I dag fremstiller omkring halvdelen af Bryggeriforeningens 120 medlemmer økologisk øl.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce