Om Politiken

En levende avis kommer til verden

Politiken blev grundlagt 1. oktober 1884 af Viggo Hørup, Edvard Brandes og Hermann Bing. Oplaget var dengang 2.000 eksemplarer og prisen en femøre.

Om Politiken

Det hele begyndte med en fyring.

I året 1883 blev journalisterne Viggo Hørup og Edvard Brandes fyret fra Morgenbladet – partiet Venstres første dagblad i København. Afskedigelsen kom, efter at bladet havde bragt en nedsablende artikel om den danske teolog og salmedigter N.F.S. Grundtvig, skrevet af Brandes. Dengang var de danske aviser tæt forbundet til de politiske partier, og en offentlig dårligdom om en af tidens største nationalskikkelser var mere, end Venstre kunne kapere i sin egen morgenavis.

Fyringen stoppede dog ikke de to journalister, der var kendt som et særpræget, højt begavet makkerpar, hvor Hørup (1841-1902) var den intellektuelle lærersøn, jurist og politiker, og Brandes (1847-1934) var den irreligiøse jødiske videnskabsmand og forfatter med en svaghed for kultur og dannelse.

De to ville mere med journalistikken og allierede sig derfor allerede året efter i 1884 med Herman Bing. Kassereren Bing (1845-1896) havde økonomisk tæft og kunne skaffe penge til et nyt avisprojekt, en ny morgenavis – Politiken skulle den hedde.

Avisen var af Hørup tænkt som et idealistisk projekt, der skulle vende op og ned på samfundsopfattelsen ved at være et demokratisk modspil til de enevældige, konservative morgenaviser. Politiken skulle være en nødvendig avis, der tog politik alvorligt, gjorde op med tidens snæversyn og gerne skulle få menigmand til at interessere sig lidt mere for politik. Og så skulle den med Brandes’ medvirken samle datidens litterære hoveder omkring avisen og give forfattere mere forståelse og rum til at udfolde sig i spalterne.

1. oktober 1884 kunne danskerne derfor købe Politiken – ’organet for den højeste oplysning i det danske folk’, som den højstemte opgave gjaldede på en brochure udgivet en uge før, den nye avis kom på gaden.

Henrik Cavling kommer til

Det var specielt Viggo Hørups hjerte, der bankede for demokratiet, og i hans tid blev de spæde frø derfor lagt til en journalistisk ånd af social indignation. En social-liberal indstilling, der siden har klæbet stædigt ved avisen.

Efter chefredaktør Viggo Hørups død i 1902 og et par år med Brandes i hjørneværelset, stod en anden mand på spring til at overtage gejsten og stå i spidsen for Politiken: Henrik Cavling (1858-1933). Manden, der med egne ord var på hat med spidserne og kammerat med bisserne.

En af eftertidens bedst kendte journalister, fordi han stiftede Dansk Journalistforbund og har fået den anerkendte journalistpris, ’Cavlingprisen’, opkaldt efter sig. Han blev ansat på avisen i 1886 først som rejsende korrespondent, siden som reporter og i 1905 som chefredaktør.

Han var især kendt for sin formidable pen og et helt særligt øje for at skildre begivenheder med en akkuratesse og fortælleglæde, som man sjældent havde set.

Som chefredaktør vakte Cavling opsigt med sin presserevolution, hvor han moderniserede Politiken og gav avisen hidtil usete oplagstal i Danmark med 38.000 trykte aviser i startoplag.

Oprindelig var Politiken en meter lang og en meter bred, og det begyndte at irritere både læserne og især restauranterne og cafeerne, der måtte spænde avisen op på bambusstativ for at gøre den læservenlig. Derfor gjorde Cavling, allerede i sit første år som chefredaktør, Politiken smallere og kortere, samtidig omlagde han layoutet, så der kom flere bladtegninger og mere luft i avisen, og i 1908 ansatte han Danmarks første pressefotograf.

Men mest epokegørende var Cavlings indførelse af Kronikken. Avisen havde fra første tryk tiltrukket mange forfattere og videnskabsmænd, nu fik de dagligt et frit rum til at udtrykke sig uden skelen til politisk standpunkt.

Jo, Cavling og Politiken var kommet for at blive, og i 1912 flyttede redaktionen fra hjørnet af Østergade og Integade til den nuværende bastion på Rådhuspladsen i København. I øvrigt sammen med Ekstra Bladet, der i 1904 udkom for første gang som et ekstra blad om den japansk-russiske krig.

Statskup og partipresse


På Politiken blev der fra grundlæggelsen ikke lagt skjul på, at man bedst kunne lide politikerne med social-liberale tilbøjeligheder, og avisen var i begyndelsen af det 20. århundrede den radikale regerings talerør.

Det blev en dyr ulempe, da kong Christian den 10. efter pres fra erhvervslivet i marts 1920 med Påskekrisen lavede et regulært statskup ved at afskedige hele det radikale ministerium med Zahle i spidsen. Socialdemokraterne proklamerede efterfølgende generalstrejke i sympati, og ingen aviser kunne derfor udkomme, men da Politiken havde kæmpet imod statskuppet, friholdt typografforbundet Cavlings avis fra strejken.

Det var et dilemma.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For hvis Politiken ikke udkom, ville Socialdemokraterne se den som overløber til borgerlig side. Men hvis den derimod udkom, ville den offentlige mening være, at Politiken var sympatisører af strejken og dermed medansvarlige for den.

Cavling valgte at udgive en nødavis, og Politiken blev af de borgerlige aviser udråbt til at være ’Generalstrejkebladet’.

Krisen var begyndt.

Erhvervslivet boykottede avisens annoncer, og Politiken må igennem sin værste økonomiske krise siden starten 36 år forinden. Men en brav indsats fra bestyrelsen gjorde, at Politiken i 1923 atter var i topform.

Påskekrisen kostede mange annoncekroner dengang, men blev også et radikalt tilhørsmærkat, der officielt først sluttede sammen med partipressen i 1970’erne, da chefredaktørerne fik deres uafhængighed. Forinden havde Politiken været en del af det såkaldte ’Firebladssystem’. En betegnelse, der dækkede over, at ethvert større bysamfund havde fire aviser med klart definerede politiske ståsteder: En konservativ højreavis, en radikal avis, en socialdemokratisk og en, der repræsenterede landbruget og partiet Venstre. Nu var der frit spil, i hvert fald officielt.

»Churchill er en farlig mand«


Ud over begyndervanskeligheder, generalstrejker og politiske modvinde forløb etableringen af det nye dagblad godt. Cavling og en bred skare af tidens driftigste og mest velrespekterede kulturpersonligheder som Georg Brandes, Herman Bang, Carl Evald, Jeppe Aakjær, Sophus Schandorff og den norske digter og forfatter Bjørnstjerne Bjørnson fik i fællesskab gjort Politiken til en agtet avis, der især var førende på sit kronik- og kulturstof.

Men der var et par flagrende trin undervejs, som avisens eftermæle gerne havde været foruden. Den mest omtalte dumhed indtraf i besættelsesårene, da en leder i Politiken 28. april 1940 beskrev den engelske minister Winston Churchill som »en farlig mand«. Reaktionerne kom straks. Godt nok var den danske presse underlagt tysk censur, men dette, mente man, var lige godt at krybe for besættelsesmagten, og Politiken mistede 15.000 abonnenter, omtrent 10 procent af det samlede oplag, på to måneder.

Bladdød og storkoncern

Abonnenterne kom dog tilbage efter krigsårene. Og fri for censurens lænker blomstrede journalistikken atter på Rådhuspladsen. Selv i årene 1956-1964, hvor bladdøden herskede og antallet af selvstændige danske dagblade faldt fra 114 til 68, overlevede Politiken med toneangivende medarbejdere og bidragsydere som Emma Gad, Tove Ditlevsen, Piet Hein, Lise Nørgaard og Jens Otto Krag.

I 1962 blev Politiken levende i en plakatkampagne med sloganet: Den levende avis, i 1967 installeredes det første EDB anlæg, og i 1970 overtog Herbert Pundik chefredaktørstolen fra Ernst Priemé. Pundik river kort efter sin tiltræden de sidste bånd til Det Radikale Venstre over ved skriftligt at opsige samarbejdet med partiet. Punktum.

Annonce

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En mærkedag i nyere tid var 1. januar 2003, da Politiken og Ekstra Bladet allierede sig med Morgenavisen Jyllands-Posten i det nystiftede JP/Politikens Hus A/S.

English version (summary)

Politiken Rådhuspladsen 37 1785 København V Telefon: (+45) 33 11 85 11 Fax: (+45) 33 15 41 17 CVR nr.: 26933676




Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce