Kilde: Politiken / Johannes Skov Andersen og John Hansen

Paradise Papers

Apple forsvarer skat på 1,24 procent

It-virksomheden bedyrer, at den betaler, hvad den skal, og at den i øvrigt gerne ser en global skattereform.

Paradise Papers

»Apple mener, at ethvert selskab har ansvar for at betale sine skatter«.

Sådan indleder virksomheden et svar på de alvorlige afsløringer af skattefiflerier, som en stak lækkede skattepapirer fra Bermuda nu har givet verden indblik i.

Et af de firmaer, der optræder i dokumenterne, er den amerikanske it-gigant. Den skriver nu i en skriftlig meddelelse, at den betaler alt, den skylder i skat over alt på kloden.

Med til dén konstatering hører, at Apple de seneste 12 år alene har betalt mellem 1,24 procent og 6,17 procent af deres overskud uden for USA i skatter.

Et firma som Apple sender pengene fra sit salg i Danmark til Holland, der har givet virksomheden en særdeles lukrativ ordning med meget lav skat og gode muligheder for at hive pengene ud af Europa uden at betale ret meget til de lande, pengene tjenes i.

Men vi betaler skam skat, fremgår det af meddelelsen:

»Apple betaler milliarder af dollars i skatter til USA med en lovpligtig beskatning på 35 procent af investeringsindtægter fra udenlandsk kaptal. Apples effektive skatterate på udenlandske indtægter er 21 procent. Der har den ligget i mange år«.

Pengene lægges i USA

Apple lægger vægt på, at langt størstedelen af værdierne i virksomheden skabes i USA, og at det følgelig er dér, skatterne skal betales.

Vi støtter kratigt det internationale samfunds indsats mod en gennemgribende international skattereform.

Og der var ikke noget galt i, at Apple omorganiserede sin indretning, da Irland ændrede sine skatteregler i 2015, mener selskabet.

»Vi efterlevede det ved at ændre vore irske datterselskabers hovedadresser«, fremgår det.

»Vi forstår godt, at nogle gerne vil ændre skattesystemet, så multinationale selskabers skatter spredes ud til de lande, hvor de arbejder. Hos Apple følger vi lovene. Hvis systemet ændres, så vil vi leve op til det. Vi støtter kraftigt det internationale samfunds indsats mod en gennemgribende international skattereform og et meget simplere system«.

Ingen reaktion fra andre selskaber

Flere andre multinationale selskaber er dukket op i de skattedokumenter, der egentlig ikke skulle slippe ud til offentligheden.

Nike og Facebook optræder i papirerne, men der er ingen reaktioner på afsløringerne at finde på deres selskabshjemmesider.

Facebooks seneste opslag handler om tredje kvartals regnskab og overskud, der landede på omtrent 66 milliarder danske kroner.

Nikes seneste opslag på den firmaøkonomiske side handler om et møde med investorerne om fortsat vækst.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce