Eventyrrejse i det gamle Persien

En rejse i Iran er en rejse til en civilisation, der blev grundlagt for mere end 6000 år siden.

Pluspris 14.900 kr.
Pris uden abonnement

For at handle til Pluspris skal du have et abonnement på Politiken

15.900 kr.

Beskrivelse

De største af de persiske imperier, arkæmenider, partere, sassanider, regerede i en stor del af det asiatiske kontinent i mere end 450 år. De imponerende bygningsværker i Persepolis vidner om landets storhedstid for 2500 år siden.

Vi flyver med direkte fly fra København, og lander i Irans hovedstad, Teheran om aftenen. Efter sightseeing i Teheran, går turen til byerne Shiraz, Isfahan og Yazd, hver for sig højdepunkter på en tur til Iran.

De klassiske byer Shiraz og Isfahan er altid et solidt ophold værd. I nærheden af Shiraz besøger vi Persepolis, som i perserrigets storhedstid havde 10.000 soldater til at passe på kostbarhederne i byens skatkammer.

Mellem to ørkener ligger den historiske by Yazd, hvor den hellige ild har brændt uafbrudt siden år 400 i byens ildtempel. Den lerklinede gamle bydel er på Unescos liste over verdens kulturarv.

Og i endnu en tæppeby – Kashan – ser vi en pragtvilla, som en rig købmand lod bygge for 150 år siden.

Se hele beskrivelsen

Fakta

Prisen inkluderer
Fly København/Teheran retur
Indenrigsfly Teheran/Shiraz
Hotelophold
Halvpension (måltiderne spises oftest på lokale restauranter)
Udflugter i airconditioneret bus
Entréudgifter
Dansk rejseleder
Engelsktalende lokalguide
Drikkepenge til guide og chauffører
Artikelsamling om islam og Mellemøsten

Prisen inkluderer ikke
Afbestillings- og rejseforsikring
Visum (p.t . 650 kr.)

Praktiske oplysninger
Passet skal være gyldigt mindst 6 måneder efter hjemrejsedato.
Der skal være 2 blanke sider i passet.
Passet må ikke indeholde stempler fra Israel. 

For en god ordens skyld skal vi oplyse, at den nyligt underskrevne aftale vedr. atomprogrammet kan have betydning for fornyelse af et eksisterende ESTA til USA, således at man vil kunne opleve at skulle søge om visum, frem for blot at forny. Kontakt evt. rejsebureauet eller ambassaden for mere information.


Program

1. dag: Afrejse                 
Afrejse fra København og ankomst til Teheran. Vi afhentes i lufthavnen og kører til vores hotel for indkvartering. Her har vi to overnatninger.

2. dag: Teheran               
Denne dag er vi på sightseeing i Teheran. Vi vil bl.a. besøge Golestan Paladset og vi ser lidt nærmere på byen. Der bliver også tid til at se på Teherans omgivelser. Vi slentrer en tur i bydelen Darband, der ligger langs bjergskråningen med mange små tehuse.

3. dag: Teheran - Shiraz
Morgenfly til Shiraz.  Efter indkvartering på hotellet starter dagens sightseeing. Shiraz (1600 m.o.h.) ligger som en grøn oase ved foden af bjergene. Shiraz, "the town of roses, of nightingales, of love and poetry", blev i det 13. årh. hele Persiens litterære og kulturelle center. De to mest berømte poeter, Saadi og Hafez, er født i Shiraz, og deres maleriske gravmæler kan besøges. Byen har også tradition for malerkunst. Bazarerne skulle være blandt de smukkeste i landet.

Besøg i en af de berømte haver, Bagh-e Eram, der ligger i udkanten af byen. Haven er kendt for sine cyprestræer og for sit palads, Qajar Palace fra forrige årh., der er smukt dekoreret med dyremotiver.

Vi besøger det lille Pars Museum, en arkitektonisk perle, oprindelig bygget som modtagelsessalon for Karim Khan, når der var officielle receptioner. Denne lille, oktagonale bygning, beliggende i en smuk have, er en af de fineste i Shiraz. Bygningen er udvendig beklædt med farvestrålende kakler. Besøg i Vakil Bazar. Et farverigt indslag her, er de mange nomader, der kommer for at købe.

4. dag: Udflugt til Persepolis og kongegravene
Vi står tidligt op og kører til Persepolis, der ligger 60 km fra Shiraz. Persepolis blev påbegyndt i det 5.årh. f.Kr. under Kong Darius I, og byen skulle være Persiens nye hovedstad. Xerxes og Artaxerxes tilføjede flere bygninger. Bygningshistorien er veldokumenteret i de talrige kileskriftfund på stedet. Alexander den Store indtog Persepolis i 331 f.Kr., og byen blev plyndret og delvis ødelagt under en brand. Derefter blev den forladt, og den blev først genopdaget i begyndelsen af det 17. århundrede, da rejsende hjembragte beskrivelser af ruinerne.

I 1765 besøgte Carsten Niebuhr Persepolis. Han boede i en landsby i nærheden i næsten en måned, og hver morgen red han på sit æsel over til ruinerne, hvor han så arbejdede til sent om eftermiddagen med at opmåle grundplaner, aftegne relieffer og kopiere kileindskrifter. Det var Niebuhrs minutiøse aftegninger, der skabte grundlag for tydningen af kileskriften.

Persepolis ligger på en 15 m høj "mur" eller faktisk en slags kunstig terrasse, hvorpå paladserne blev bygget. Persepolis rummer nogle af verdens allerfineste og bedst bevarede arkæologiske levn. I de forskellige bygningsdele er der et væld af interessante og fine detaljer."Apadana" var den store audienshal, hvor perserkongen modtog delegationer fra vasalstaterne. Her har været 36 høje søjler. To monumentale trapper fører op til Apadana. Begge er dekoreret med meget velbevarede relieffer. Deres fine stand skyldes, at de i århundreder har været begravet under sand-masserne.

Vi vil bl.a. se relieffer, der viser processioner af tributbærere fra andre lande. Der er skytere (fra området ved Sortehavet), der er kydiere (fra Vesttyrkiet) samt en delegation fra Indus Dalen. Man ser, hvordan forskellige genstande som tæpper og stole bæres frem på ryggen af tjenere, og der er et væld af detaljer f.eks i klædedragter og hovedbeklædninger. Også en kamp mellem en løve og en tyr er skildret i relief.

Også i kongegravene i Naqsh-i Rustam foretog Niebuhr opmålinger og aftegninger. Disse klippegrave ser vi 4 km nord for Persepolis.

Tilbage i Shiraz bliver der lidt tid på egen hånd.

5. dag: Shiraz - Yazd
Vi kører fra Shiraz til Yazd og undervejs går vi holdt i oasen Abarkuh. Yazd er kendt for silke, tekstiler og tæpper og var en vigtig station på karavanevejen til Centralasien og Indien. Byen ligger mellem to ørkener, og den er omgivet af saltsøer. Den er nu universitetsby med over 1/4 mill. indbyggere. Bygningerne i Yazd har flade eller kuplede tage, hvorpå der er vindtårne, firkantede tårne med huller i, så vinden kan føres ind i huset, et meget effektivt ventilationssystem. Vindtårnene afkøler ikke blot husene, men også vandet. Vandet føres fra højdedragene og ned til byen via et kompliceret system af ”qanats”. Vi har to overnatninger i Yazd.

6. dag: Yazd
Yazd er en af verdens ældste byer og den lerklinede gamle bydel er på Unescos liste over verdens kulturarv.

Bygningen midt i Yazd, som er i 3 arkader, hedder Amir Chakhmaq og var oprindelig bazar, men i dag er den hjemsted for forskellige ceremonier. Bl.a. er den udgangspunkt for den årlige procession, hvor de pisker sig til blods. Der er nogle ret gode keramik- og tæppeforretninger i den gamle bydel.

I den nordlige del af Yazd findes Fredags Moskéen (bygget i 14.¬årh.), der har meget fine dekorationer i farvede mosaikker.

I Yazd findes der en menighed på godt 10.000 personer, der bekender sig til zoroastrismen (Zarathustras lære). Kvinderne af denne religion kendes på deres mønstrede tørklæder og broderede dragter i hvidt, beige og rødt. Vi kan besøge deres ildtempel, hvor den hellige ild brænder (den har brændt uafbrudt siden år 400). Templet er en moderne bygning, der er bygget specielt til at huse den hellige flamme. Der findes også en lille udstilling af håndskrifter.

Iflg. zoroastrismen er jorden og ilden de elementer, der bliver associeret med guddommene, og de må ikke tilsmudses ved kontakt med døde mennesker. Da de døde hverken måtte begraves eller brændes, blev de i stedet lagt ud i nogle åbne cirkulære tårne, "towers of silence". Her blev de døde anbragt på flade sten, og få timer efter var de spist af gribbe.

Disse tårne er i Yazd bygget på bakketoppene udenfor byen. Man kan også se rester af de bygninger, der blev brugt under begravelses-ceremonierne. Skikken med at anbringe de døde i tårnene ophørte sidst i 1970-erne.

7. dag: Yazd– Isfahan
Kørsel til Isfahan. Undervejs gør vi holdt i Nain, der er kendt for sine tæpper og sin smukke moské. Vi har 4 overnatninger i Isfahan.

8. dag: Isfahan
Isfahan, en af verdens smukkeste byer, er en perle af islamisk arkitektur. "Isfahan er den halve verden" siger indbyggerne og digterne om byen. Isfahan har siden gammel tid været et vigtigt center på karavanevejen, men det var først, da Shah Abbas den Store i 1598 gjorde byen til hovedstad, at dens glansperiode startede.

Formiddagen er afsat til besøg i tre bygningsværker i forbindelse med den store plads, Emam Square. Det drejer sig om Ali Qapu Palace, Lotfollah Moskéen og Emam Moskéen.

Den lille pavillon fra Timuridetiden blev ombygget til Ali Qapu, det store porttårn i paladskomplekset. Herfra havde kongen en fin udsigt over hele den imponerende plads, og han kunne iagttage de væddeløb og polokampe, der fandt sted på pladsen. 

Lotfollah Moskéen er bygget i 1619 under Shah Abbas I. Denne moské regnes i det hele taget for at være et af verdens smukkeste bygningsværker.

I sydsiden af Emam Square ligger Emam Moskéen, også et af højdepunkterne indenfor islamisk arkitektur. Minareterne og den store kuppel dominerer pladsens arkader. Der er geometriske mønstre (rosetter, spiraler osv.) på stiliserede "tæpper". Der er ligeledes stiliserede blade og blomster, påfuglefjer og lange friser med kalligrafi. 

Efter moskébesøget vil vi gå til pladsens modsatte ende for at besøge bazarerne, der hører til de mest spændende i Iran, måske i hele Mellemøsten. Også i dag er bazarerne et livligt område at besøge, med boder og kunsthåndværkere i arbejde. Der vil være lejlighed til at se metalarbejde, "inlay work" med perlemor, tekstiltryk og tæppeknytning. Og et utal af tæppehandlere frister med håndknyttede tæpper i smukke mønstre. Men der skal tinges om prisen. Eftermiddag: Fri.

9. dag: Isfahan
Fem ældgamle broer, alle arkitektoniske mesterværker, fører over floden Zyandeh-Rood. To af disse vil vi gøre ophold ved. Broen "33Buer" er fra 1600. En række arkader giver denne 300 m lange bro en elegant silhuet.

Den anden bro er den mest berømte bro i hele Iran, Khaju-Bridge, et enestående bygningsværk med to etager af arkader.

Fredagsmoskéen (Masjid-i-Jomeh), grundlagt i det 11.årh., er det mest storslåede eks. på seldsjukkertidens persiske arkitektur. I senere epoker og helt op til vor tid er der blevet tilføjet nye bygningsdele, og gårdfacaderne er blevet beklædt med farvestrålende flisemosaikker. I dette anlæg kan man således aflæse 1000 års persisk arkitekturhistorie. Iwanen i vestsiden har et imponerende stalaktithvælv, hvor lyset reflekteres i de mange facetter.

Besøg i den armenske bydel, Djolfa, hvor der er 13 kristne kirker, deriblandt en storslået katedral, Vank-Katedralen. Det indre af denne kirke er en stilblanding af islamisk-persisk og kristen-europæisk. Her midt i det muslimske Iran er der stadig armeniere, der har frihed til at udøve deres kristne religion.

Chehel Sotun, også kaldet Pavillonen med de 40 søjler, ligger i et berømt haveanlæg. Bygningen har i virkeligheden kun 20 høje, slanke søjler, men de spejler sig i paladsdammen, så det ser ud som om der er 40. Selve pavillonen er nu et museum med historiske malerier og keramik, men den blev oprindelig bygget til kongens receptioner og forskellig underholdning. To rækker springvand og fontæner i form af stenløver omkranser det store elegante vandbassin.

10. dag: Fridag i Isfahan
Rejselederne vil komme med forslag til hvordan fridagen kan anvendes. Der er sikkert mange, der ønsker at handle og evt. se på de smukke tæpper, som sælges i denne by. Men man kan også gå på opdagelse i de gamle kvarterer og se flere af de arkitektonisk smukke bygningsværker.

11. dag: Isfahan - Teheran
Vi forlader Isfahan og kører mod nord til Teheran. Undervejs gør vi holdt i Kashan. Kashan er kendt for sine fornemme gamle købmandshuse med vindtårne. Vi besøger et af disse arkitektonisk spændende huse, Borjudi House, en pragtvilla som en rig købmand lod bygge for ca. 150 år siden. Den har et meget originalt 6-kantet vindtårn.

Vi besøger også den historiske have, Bâgh-e Fin, anlagt af Shah Abbas. Det er den klassiske version af paradiset med naturlige kilder og et palads, der spejler sig i en dam. Et rart sted at slappe af - mellem træer, kanaler og marmorbassiner.  Efter frokostpause kører vi til Teheran. Om aftenen spiser vi afskedsmiddag.

12. dag: Afrejse
Kørsel til lufthavnen og hjemrejsen begynder.

Har du også set disse?

Plus Nyhedsbrev


Tilmeld dig nyhedsbrevet og få besked om nyeste varer, arrangementer og rabataftaler leveret et par gange om ugen.

Ved tilmelding accepterer du, at Politiken opretter et Medielogin til dig, såfremt du ikke allerede har et.
Samtidig afgives permission til at Politiken lejlighedsvis må kontakte dig. Læs mere.

Der opstod en uventet fejl. Prøv venligst igen senere, eller kontakt os direkte.

Den indtastede e-mail er ikke gyldig.

Plus Nyhedsbrev

Tak for din tilmelding til nyhedsbrev fra Politiken Plus.
Hvis ikke du har et Medielogin, har vi oprettet ét til dig og sendt dig en email.

Politiken Plus
Rådhuspladsen 37
1785 København V.
tlf. 70 15 85 15

email plus@pol.dk
web politiken.dk/plus
JP/Politikens Hus A/S
cvr. nr. 26 93 36 76