Der var en rigtig studentermenu - kaffe fra Aldi og citronmåne fra naboen - på bordet i studiet i Kestlers Kaffeklub om uddannelsesloftet. Amalie Kestler sammen med Stefan Hermann og Jacob Fuglsang.
Foto: Miriam Dalsgaard

Der var en rigtig studentermenu - kaffe fra Aldi og citronmåne fra naboen - på bordet i studiet i Kestlers Kaffeklub om uddannelsesloftet. Amalie Kestler sammen med Stefan Hermann og Jacob Fuglsang.

Kestlers Kaffeklub

Er der en skjult klassekamp i uddannelsesloftet?

Bliv klogere på debatten om uddannelsessystemet, når Amalie Kestler i sin nye politiske podcast taler med Politikens uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang og rektor for Professionshøjskolen Metropol Stefan Hermann.

Kestlers Kaffeklub

En færdiguddannet sygeplejerske kan ikke længere begynde forfra som folkeskolelærer, og en politibetjent må ikke skifte spor til fysioterapeut.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har nu vedtaget det såkaldte uddannelsesloft.

Besparelsen er ifølge Finansministeriet på 422 millioner kroner om året i 2020, og pengene skal bruges på at finansiere en del af dagpengereformen.

Men bag ideen om lige at spare på såkaldte dobbeltuddannelser aner man - udover en lyst til at tøjle stigende udgifter til videregående uddannelser - en skjult politisk klassekamp.

Det mener rektor for Professionshøjskolen Metropol og Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, der er gæster i denne uges udgave af Politikens nye politiske podcast, Kestlers Kaffeklub.

»Det er måske lidt dramatisk udtrykt, men der er ikke nogen tvivl om, at der er en stigende politisk bevidsthed på Christiansborg om, at samtidig med, at vi forkorter dagpengeperioderne, laver om i kontanthjælpen og i sygedagpenge, som i den grad rammer mennesker typisk med megen kort eller ingen uddannelse, oplever vi en enorm udgiftsvækst på de videregående uddannelser«, siger Stefan Hermann.

Han mener, at forslaget om et uddannelsesloft »kilder til en underliggende klassekamp mellem dem, der har meget og dem, der ingenting har«.

Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, er enig og mener i øvrigt, at det for Venstre også har handlet om at få Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti med på nogle besparelser på uddannelse.

»I en kommende valgkamp er det jo skønt at kunne sige til Socialdemokraterne: Det kan godt være, at I kritiserer os for besparelser på uddannelse – men I har selv været med til nogle af dem«.

Den økonomiske udfordring i, at flere og flere danskere tager en videregående uddannelse, bør løses på andre måder, mener de.

»Vi har i dag et ekstra SU-år, og det koster også kassen i forhold til Finansministeriet, når man sidder og kigger på, hvor mange der kommer ind på uddannelser. Der kunne man jo starte med at spare på det«, siger Jacob Fuglsang.

Med i studiet er i denne uge en studentermenu i form af Aldis den bedste kaffe – og i dagens anledning citronmåne, som Amalie Kestler har fået af sin nabo.

Hør også andre afsnit på pol.dk/podcast, som podcast i iTunes og i Politikens nye app 'Politiken Podcast', som kan hentes i app store.

Bruger du en android-tablet eller -mobil kan du tilføje feedet til din podcast-app.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce