Lige så populær efterlønsordningen er hos befolkningen, lige så problematisk har den været for samfundsøkonomien og de ledende politikere de seneste 10 år.

To gange er den blevet strammet, i 1998 og 2006, men ordningens opfinder, folketingsmedlem Svend Auken (S), tager i dag afstand fra de centrale dele af især den første stramning. Det skriver Kristeligt Dagblad.

»Vi skulle ikke have rørt ved efterlønnen, når vi nu havde ført valgkamp på, at den skulle bevares. Det var med til at dæmonisere ordningen, og det var meget beklageligt«, siger Svend Auken.

»Indgrebet i 1998 havde én god virkning, nemlig at den politisk konsoliderede ordningen. Det blev den yderligere med den brede velfærdsaftale i 2006, men der var også nogle dårlige sider ved det, siger han.

Uforberedt befolkning
Auken var arbejdsminister i 1979 og tog initiativet til efterlønnen. Dengang var det for at give nedslidte arbejdere chancen for en tidlig pension. Siden voksede ordningens popularitet eksplosivt, og langt flere end oprindelig tænkt gjorde brug af den.

Derfor kom indgrebet, der blev begyndelsen til enden for statsminister Poul Nyrup Rasmussens SR-regering. Ikke mindst, fordi han i valgkampen havde udstedt en efterlønsgaranti med løfte om ikke at »pille ved efterlønnen«.

»Det var ikke godt, at befolkningen var totalt uforberedt på, at der kom et indgreb. Vi havde haft en meget lang debat i regeringen, hvor Nyrup ville bevare efterlønnen, mens de radikale ville have den afskaffet. Derfor blev kompromiset, at man strammede reglerne for den, siger Svend Auken til Kristeligt Dagblad.

Indholdsmæssigt var der flere dårlige ting i stramningerne«, mener han.

»Det første var, at en meget enkel ordning blev gjort meget mere kompliceret. Folk fik simpelthen svært ved at se, om de stadig havde ret til efterløn. Det andet var, at man satte kontingentet til ordningen kraftigt i vejret og i øvrigt udskilte det fra det almindelige a-kasse-kontingent. Det betød, at nogle af dem, der havde allermest brug for efterlønnen, valgte den fra. Endelig synes jeg, det var meget uheldigt, at man satte pensionsalderen ned til 65 år. Det var virkelig kortsigtet, når alle vidste, at vi burde pensionere os senere og senere, fordi vi bliver ældre og ældre«, siger Svend Auken.

Lykketoft: Nemt at være bagklog
Den udlægning bestrider tidligere finansminister Mogens Lykketoft (S), som førte forhandlingerne i 1998.

»Mange har spurgt, hvorfor vi ikke allerede dengang koblede efterløns- og pensionsalderen sammen med den gennemsnitlige levealder, som vi gjorde i velfærdsforliget i 2006. Forklaringen er, at der slet ikke var sket nogen udvikling i levealderen otte år tidligere. Vi vidste simpelt hen ikke, at vi gennemsnitlig ville begynde at leve længere. Men alting er jo lettere, når man ser det i bakspejlet«, siger Mogens Lykketoft til Kristeligt Dagblad.

Han afviser også, at det var kortsigtet at sætte pensionsalderen ned, for 80-90 procent af de 65-67-årige havde i praksis allerede trukket sig fra arbejdsmarkedet.

Mogens Lykketoft er enig i, at efterlønsindgrebet blev meget ubehageligt for Socialdemokraterne, men det var nødvendigt for, at SR-regeringen kunne fortsætte. Der var ingen skriftlig aftale, men det var underforstået i samarbejdet mellem de to partier, påpeger han.