Det havde i forvejen været en lang og dramatisk dag.

Nu var natten faldet på, og den lille flok socialdemokrater var samlet i dybeste hemmelighed for at diskutere, hvem der skulle tage kampen op imod Helle Thorning-Schmidt – den nyvalgte kvinde, der netop havde erklæret sig parat til at blive Socialdemokraternes nye formand.

Så var det, at Mogens Lykketoft kiggede på Frank Jensen og sagde:

»Du bliver aldrig statsminister i det her land!«.

Slog til efter Antorini-nej
Det var torsdag 10. marts 2005, og blot en måned senere stod det klart, at han havde ret: Frank Jensen tabte opgøret med Helle Thorning-Schmidt og forlod dansk politik.

Nu tyder meget på, at Frank Jensen alligevel erobrer magten før Helle Thorning-Schmidt. Ikke som statsminister, men som overborgmester i København.

Ganske vist sagde Frank Jensen blankt nej, da han forleden blev spurgt, om han var interesseret i at efterfølge Ritt Bjerregaard som socialdemokratisk spidskandidat i København, men da folketingsmedlem Christine Antorini onsdag aften havde meldt sig ud af ræset, og da Frank Jensen havde sikret sig bred opbakning både lokalt og på Christiansborg, besluttede den 47-årige politiker at slå til.

43 år og for gammel
Dermed kan han se frem til at blive kåret som spidskandidat allerede lørdag, når Socialdemokraterne i København holder generalforsamling i LO-huset på Islands Brygge.

Historien om Frank Jensen var ellers historien om kronprinsen, der aldrig blev konge. I årevis sagde man om ham, at han var for ung.

Men da han i 2005 endelig rakte ud efter magten i Socialdemokratiet, fremstod han pludselig som én, der allerede i en alder af 43 år var blevet for gammel.

Efter 17 år i toppen af dansk politik, heraf syv år som minister, var Frank Jensen ikke længere fornyelse nok for Socialdemokraterne.

Hvad er der i vejen med Svend?
Han begyndte som mange andre socialdemokratiske ledere sin karriere i DSU. Kendt blev han for alvor, da han i formandsvalgkampen for 13 år siden holdt anbefalelsestalen for Svend Auken, der tabte til Poul Nyrup Rasmussen.

»Hvad er der i vejen med Svend?«, spurgte den unge Frank Jensen.

Det tætte forhold til Auken gjorde Frank Jensen uomgængelig som minister i Nyrups regeringer. Først i 1994 for forskning og fra 1996 som justitsminister. Men forholdet blev også et problem for Frank Jensen, fordi han aldrig slap af med prædikatet som Aukens yngre udsending.

Strammer eller slapper?
Hans tid som justitsminister kom både på godt og ondt til at illustrere hans politiske kunnen.

På sin vis var han en succes. I årevis havde Justitsministeriet været det mest skandaleombruste af samtlige ministerier – tænk bare på tamilsagen og balladen om skudepisoderne på Nørrebro efter folkeafstemningen 18. maj 1993. Først med Frank Jensens entré blev der skabt ro.

Samtidig lykkedes det ham at tilkæmpe sit system så mange penge, at mange i politiet stadig husker tilbage på Frank Jensens tid med vemod. Han kom også igennem med en ganske gennemgribende domstolsreform.

Men var politiet, dommerne og mange organisationer glade, så stod det måske ikke særlig klart for vælgerne, hvad hans mission var. Var han en strammer eller en slapper? Hvor ville han hen?

Sandheden var måske, at Frank Jensen lå et sted midt imellem, og at han ikke altid var god til at formulere visionerne på en måde, der fik fuglene til at synge.

Opgøret med Lykketoft
Da Poul Nyrup Rasmussen gik som partiformand i 2002, kunne Frank Jensen måske være blevet formand for partiet. Men hans egen mentor, Svend Auken, indgik i stedet en pagt med Mogens Lykketoft, som dermed kunne overtage formandsposten.

Frank Jensen blev politisk ordfører og forsøgte loyalt at vente på sin tur. Men forholdet mellem ham og Lykketoft blev aldrig godt – den gensidige tillid forsvandt, og i takt med at det blev klart, at Lykketoft nok ville tabe det næste folketingsvalg, blev hele Socialdemokratiet opslugt af de interne magtkampe om at blive ny formand.

Og det dårlige forhold til Lykketoft blev afgørende, da øjeblikket kom. Som han allerede meldte ud på det sene nattemøde i marts 2005, troede Lykketoft ikke på Frank Jensen.

Han troede heller ikke på Helle Thorning-Schmidt, men forestillede sig derimod Mette Frederiksen som ny formand. Hun betakkede sig, men hun forblev dog så loyal mod Lykketoft, at hun ikke ydede Frank Jensen nogen form for støtte i opgøret mod Helle Thorning.

Jens Otto Krag-instituttet
Frank Jensens valgkamp bar præg af den interne modstand, og han tabte. Som bebudet i valgkampen forlod han stille og roligt toppolitik, og længere tids søgen efter det rigtige job så ud til at være afsluttet, da han sidste sommer blev adm. direktør i brancheorganisationen Danske Advokater.

Undervejs i opgøret med Helle Thorning nåede Frank Jensen at lancere idéen om at etablere en venstreorienteret tænketank – den kunne passende døbes Jens Otto Krag-instituttet.

Idéen blev aldrig til noget, men da Frank Jensen og hans kone, Jane Frimand, for et år siden flyttede til København, fik de ny adresse i Jens Otto Krags Gade. Og fra den adresse skal Frank Jensen nu igen forsøge at mobilisere styrken til en valgkamp.

Styr på baglandet
Denne gang har han fuldstændig styr på opbakningen fra baglandet, og Frank Jensen må betragtes som storfavorit til at blive overborgmester fra januar 2010.

Denne gang er han hverken for ung eller for gammel.

Historien om Frank Jensen var ellers historien om kronprinsen, der aldrig blev konge