De radikale har brug for nyt blod til at løfte partiet ud af de dårlige meningsmålinger.

Derfor meddeler Lone Dybkjær nu, at hun ikke genopstiller ved næste valg.

Det er den yngre generations tur til at tage ansvar og vise, hvad de vil med vores samfund, mener hun.

»Jeg synes, det er et godt tidspunkt – forhåbentlig er der to år til et folketingsvalg, og så kan de nye nå at komme på banen og vise, hvad de vil – fortælle om deres politik. Det kan de bedre, hvis de ved, at jeg ikke er her«.

Hjælper generationsskiftet på vej
Dermed hjælper hun det generationsskifte på vej, som flere yngre radikale har skreget efter den seneste tid.

Blandt andre stifterne af Det Unge Kuld, der ikke har lagt skjul på, at de har været uenige i den stil, som den radikale gruppe har ført.

»Da jeg kom ind i Folketinget, syntes jeg også, at der var nogen, der havde nogle gammeldags synspunkter. Sådan skal det også være. Det afgørende er jo ikke, at man er ung. Det afgørende er, at man har nogle synspunkter, man kæmper for«.

Der sidder uhyre kompetente folk i gruppen
Det seneste valg faldt ikke ud, som de radikale havde forventet.

Derfor blev en del yngre kræfter skubbet ud af partiet, mens de ældre blev siddende på deres sikre mandater i Folketinget.

»Jeg genopstillede sidst, fordi jeg havde nogle erfaringer, som kunne bruges, men valget faldt jo på ingen måde ud, som vi havde ønsket. Til gengæld sidder der uhyre kompetente folk i gruppen i dag. Dem skal man nok savne bagefter«.

Har stærk tro på de radikales levedygtighed
Med Lone Dybkjærs kommende farvel til dansk politik forlader en politiker, som både har været minister, europaparlamentariker og statsministerfrue, Folketinget.

Og det på et tidspunkt, hvor de radikale er i bund i meningsmålingerne. Men det er den nu 68-årige Lone Dybkjær ikke så nervøs over.

»Jeg er sikker på, at vi nok skal komme til at ligge bedre i målingerne, for jeg har prøvet det hele før. Jeg har prøvet, at det var dårlige tider, og at det blev gode tider, og omvendt. Jeg har en meget stærk tro på de radikales levedygtighed. Vi har jo de rigtige synspunkter«, siger hun og smiler selvironisk ad det radikale varemærke.

Selvfølgelig er det bedst at have indflydelse
Men det bedste er selvfølgelig at have indflydelse.

Det erkender hun blankt og ser tilbage på tiden med fodnotepolitikken som en gylden tid.

Dengang sad de radikale i regering med de borgerlige, men kunne skabe alternative flertal med Socialdemokraterne og SF. Det udnyttede de så ofte på det udenrigspolitiske område, at det blev et varemærke for den politiske tid i 1980’erne.

»Det var jo en god tid. For vi havde jo enorm indflydelse. Ikke bare på den alternative politik, men også i den forstand, at vi havde et flertal med firkløverregeringen. Det var en gylden tid – før og efter har vi kaldt for grumsede perioder. Det var en meget operationel periode«.

Personlige omkostninger
I spillet om magten følger ofte en hård tone og personlige omkostninger. Og mens Lone Dybkjær husker 80’erne som en gylden tid, så var 90’erne den tid, hun måtte tage personlige kampe.

Et af de klareste eksempler var uenigheden med den dengang socialdemokratiske formand, Svend Auken.

Lone Dybkjær var i opposition til ham på det arbejdsmarkedspolitiske område, og det var blandt andet hendes skuffelse over hans tætte tilknytning til LO, der førte til radikale udtalelser om, at partiet ikke kunne se Svend Auken som statsminister.

Uenighederne førte siden til en formandsopgør i Socialdemokratiet, der i sidste ende placerede Lone Dybkjærs mand, Poul Nyrup Rasmussen, i Statsministeriet.

»Jeg vil ikke sige, at tingene ikke var personlige – for det var de jo – men man må se på, om man ikke kan indkapsle det og komme videre. Svend er en god person i den forstand, at han også er i stand til at tilgive, og det er vigtigt i politik, at man kan komme videre. Det synes jeg, at vi er kommet. Jeg hører heller ikke til dem, der synes, at man kan bruge nag til så meget«.

Fru Dybkjær og fru Rasmussen
Selv oplevede hun den hårde tone i 1992, da Poul Nyrup Rasmussen blev statsminister, og hun selv fik titel af statsministerfrue. Embedsmændene i Statsministeriet havde svært ved at håndtere en udadvendt og handlekraftig statsministerfrue, der selv var politiker og selv ville bestemme. Det var ikke en nem overgang for Lone Dybkjær, der måtte bruge to navne for selv at holde styr på sine roller.

»Jeg fandt ud af at skelne mellem fru Dybkjær og fru Rasmussen, så jeg accepterede, at når jeg var ude i officielle ærinder, så var jeg altså fru Rasmussen. Der kunne jeg ikke komme med fru Dybkjærs politiske udtalelser. Det er på et niveau, hvor man skal gøre sig umage – hvis man siger noget, så er man ude på regeringens vegne – selvfølgelig«.

Titlen som statsministerfrue havde også omkostninger for hende selv. Marianne Jelved kunne ikke udnævne hende til minister med en mand i Statsministeriet, og allerede i 1994 drog Lone Dybkjær til Bruxelles for at blive europaparlamentariker. Da Nyrup selv blev valgt til parlamentet i 2004, tog hun turen tilbage til Christiansborg.

Mere optimistisk angående ligestilling for 20 år siden
Inden Christiansborg, der huser alle minderne, kan forlades, er der stadig nogle ting, som hun gerne vil nå. Blandet andet inden for ligestillingsområdet, som har fulgt hende gennem de fleste år på Borgen. For 20 år siden var hun dog mere optimistisk angående udviklingen på området, end hun er i dag.

»Dengang troede jeg, at vi kunne have været længere i dag, end vi er. Vi kan ikke tage de næste skridt uden lovgivning. Man må se, om man kan tilrettelægge arbejdslivet på en anden måde, så man ikke presser de unge familier så meget«, siger Lone Dybkjær, der blandt andet gerne ser, at fædre gennem lovgivning får ret til 12 ugers barsel.

Men selv om der er meget, hun gerne vil nå, så ved hun, at det skal ske, inden hun forlader Christiansborg – for selv om hun har haft indflydelse i mere end 35 år, så ved hun, at den kan forsvinde igen på et øjeblik.

»Man skal vide, at når man er her, så har man en stemme. Det sekund, man ikke er her mere, så er der ikke nogen, der er mere ligeglade med ens meninger end ens gamle kolleger«.