Annonce
Annonce
Annonce
Politik 18. feb. 2011 KL. 23.10

Syv ud af ti vælgere anser regeringen for nedslidt

Regeringen er nærmest mere nedslidt end efterlønnere, siger danskerne. Ro, ansvarlighed og Sverige er vejen til ny energi, mener ministre.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Regeringen er både nedslidt og metaltræt. Sådan lyder endnu en dom fra vælgerne over regeringen, der i forvejen kæmper med dårlige meningsmålinger og intern uro.

Det viser en Megafonmåling for Politiken og TV 2 netop et år efter, at Lars Løkke Rasmussen (V) lavede en stor regeringsrokade for at skabe ny energi på ministerholdet. Ifølge 70 pct. af danskerne er det ikke lykkedes.

Bag det høje tal gemmer sig en lang række borgerlige stemmer. Hver tredje venstrevælger mener, at regeringen er nedslidt.

Borgerlig skepsis til borgerligt projekt
Det samme gælder 43 pct. af de vælgere, der stemte konservativt ved seneste valg, og blandt Dansk Folkepartis vælgere kan 61 pct. ikke se meget mere energi i regeringen.

»Det er ret interessant, at de borgerlige vælgere udtrykker en meget klar skepsis til det borgerlige projekt«.

»Det bliver de ikke socialdemokrater af, men de er i hvert fald ikke imponeret over indsatsen og de mange dårlige sager for tiden«, siger valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.

Se mod Sverige
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forsøgte at komme i offensiven i sin nytårstale, da han foreslog efterlønnen afskaffet, men det har ikke forbedret danskernes syn på regeringens handlekraft«.

LÆS OGSÅRegeringen: Slut med efterløn til alle under 45 år

»Skylden ligger hos de konservative, mener formanden for Venstres Ungdom, Jakob Engel-Schmidt.

»Det lykkedes de konservative at ødelægge det fantastisk momentum, vi ellers havde fået med Løkkes nytårstale. Det gjorde de ved først at bruge to uger på at skifte Lene Espersen ud som formand og derefter en uge på at fyre Henriette Kjær«.

LÆS OGSÅ Henriette Kjær forlader politik

Reinfeldt var kedelig men fornuftig
Hvad kan regeringen så gøre nu?

»Den skal kopiere Fredrik Reinfeldt i Sverige, hvor de borgerlige er gået sammen om en fælles platform. Hvis vi skal overbevise vælgerne om, at vi er et dynamisk alternativ til S-SF-R, er vi nødt til at holde uenigheder internt«.

»Det har vi ikke været særlig dygtige til«, siger Jakob Engel-Schmidt.

Også en af regeringens mest garvede ministre mener, at man bør se mod Sverige:

»I Sverige blev Reinfeldt ved med at tale om reformer. Det var ikke særligt underholdende, men det var klogt, og han vandt valget«, siger indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V).

Økonomisk ansvarlighed frem for alt
Flere af regeringens ministre er enige i, at det vigtigste nu er at holde fast i den økonomiske ansvarlighed. Også selv om det gør ondt. Blandt dem er chefstrateg Claus Hjort Frederiksen (V).

»Når vi har kastet os i lag med at løse landets problemer og har taget fat på nogle ubehagelige dagsordner, så er det klart, at det kalder på nogle reaktioner. Specielt når man stilles over for Villy og Helle, som kan løse alle landets problemer, uden at nogen opdager det«

»Hos dem er der ikke noget, der gør ondt på nogen. Så er det klart, at det er op ad bakke for regeringen. Det gælder nu om at holde snuden i sporet og arbejde os ud«, siger han.

Benedikte Kiær: Oppositionen driver skræmmekampagne

Et af de nye ansigter, der for et år siden kom ind i regeringen, da Løkke og Lene Espersen skulle sætte deres eget hold, var socialminister Benedikte Kiær (K).

Hun vil også gerne holde fast i den økonomisk ansvarlige politik, men finder det svært at trænge igennem.

»Regeringen ønsker at kommunikere klart og ærligt om behovet for reformer både i forhold til at skabe øget vækst og tilbagetrækningsalderen, men det er vanskeligt at trænge igennem med disse budskaber, når oppositionen og fagbevægelsen driver skræmmekampagne og ikke vil fremlægge konkrete og seriøse politiske udspil«, siger hun.

Foråret bringer intet valg
Målingen er endnu en blomst til buketten af argumenter for, at valget ikke kommer til foråret. Regeringens tillidskrise med befolkningen er for stor. Tallene glæder ikke overraskende socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen.

»Med sådan et tal må det være selv deres nærmeste familie, der angiver dem som trætte, og det er vel også indtrykket af dem i øjeblikket. De har helt tabt suppeterrinen og skøjter fra sag til sag«.

»Folk har tabt fornemmelsen af, at der er styring på det. De ligger, som de selv har redt, for de har flikflakket rundt«, siger Henrik Sass Larsen.