Margrethe Vestager indgik forlig om en efterlønsreform og udstillede, at oppositionen er uenig om den økonomiske politik. Fortalt til Martin Kaae.

Søndag

Sov længe og løb en tur med min mand Thomas og vores hund Karlo.

Jeg kommer af sted de fleste morgener, og vi har nogle forskellige ruter på Amager, hvor vi bor, på voldene og nede omkring havnen. Når vi løber sammen, prøver vi at snakke lidt sammen, indtil vi bliver for forpustede til, at det giver mening. Det er nok mig, det sker hurtigst for, men der går længere og længere tid, før det sker. Vi løber omkring fem kilometer.

Vi spiste morgenmad sammen med pigerne, Maria på 15, der er hjemme fra efterskolen, Rebecca på 12 og Ella på 8. Vi havde aftalt et uofficielt møde i Finansministeriet kl. 12 inden det officielle, der skulle begynde kl. 14. De uofficielle møder er meget vigtige i forhandlingsforløb, fordi deltagerkredsen er mindre. Så er det nemmere at tale sammen og fornemme, hvor de andre er.

De andre politikere er ikke nogen, jeg har et særligt nært politisk forhold til. I sådan en forhandling er det tit godt at kunne trække på referencer fra tidligere forhandlinger, man har haft sammen. »Sidste gang gjorde vi sådan og sådan«, og »kan du huske den om« og så videre. Sådan nogle har vi bare ikke.

Men jeg har selvfølgelig hørt om, at Kristian Thulesen Dahl skal have flæskesteg, når han er i Finansministeriet, ellers bliver det svært at blive enige. Så da frokosten kommer rundt, sidder jeg og tænker over, om han nu skal have flæskesteg. Det er smørrebrød, og jeg tror, at han fik flæskesteg. Jeg tager hønsesalat.

Vi slutter mødet i god nok tid til, at vi alle kan forlade ministeriet og så ankomme igen til det rigtige møde, der begynder kl. 14. Journalisterne står klar.

Mødet med pressen er vigtigt. Der er et naturligt behov for, at danskerne kan følge med i, hvad det er, der foregår. Det er meget vigtige beslutninger, vi arbejder frem mod, der vil få konsekvenser for rigtig mange menneskers liv. Og så har vi som parti selvfølgelig en interesse i, at folk ved, at de radikale bidrager til at finde en løsning.

Jeg er hjemme omkring 21.30 og går tidligt i seng.

Mandag

Dagen begynder lidt før kl. 6. Jeg læser morgenens nyheder på min iPhone, inden jeg står ud af sengen.

Dansk Folkeparti præsenterer i dag sit krav om højere straf for hjemmerøverier i medierne. Det er bare ikke en del af de forhandlinger, vi er med i.

I løbet af dagen kommenterer vi på kravet om højere straf. Vi kalder det ’Cirkus Kjærsgaard’. Hver gang der er en forhandling mellem regeringen og Dansk Folkeparti, tager de en tur rundt i manegen for at vise, at Dansk Folkeparti skal have nogle stramninger af et eller andet.

Jeg løber morgenturen med Karlo og smører madpakke til Ella. Så cykler jeg med hende ind til skolen i Vester Voldgade. Hun skal være der kvart over otte, og vi er der til tiden.På Christiansborg har vi morgenmøde i ledelsen. Vi taler om status på forhandlingerne, og hvordan vi forventer, at de vil udvikle sig.

Omkring kl. 11 går vi til møde i Finansministeriet. Det handler om en seniorførtidspension. Det er ikke voldsomt kontroversielt, er vi enige om, for alle er optaget af, at de, der er nedslidte, skal kunne forlade arbejdsmarkedet.

Sidst på eftermiddagen er der møde i partiets forretningsudvalg. Vi taler om konsekvenserne af at indgå et forlig med regeringen og Dansk Folkeparti, og vi ved godt, at Socialdemokraterne og SF ikke ligefrem synes, det er hjælpsomt. Men det er radikal politik, vi arbejder for.

Jeg fortæller om forhandlingerne, men jeg fortæller aldrig alt, hvad der sker i forhandlingslokalet. Det er nødvendigt, for ellers kan man ikke forhandle. Alle skal have fuld tillid til hinanden, når man sidder bag døren.

Om aftenen kører jeg ud til Helle Thorning-Schmidt (S). Vi drikker kaffe og har en god lang snak om situationen.

Vi står meget forskellige steder i det her rent politisk. Men vi kender også hinanden rigtig godt gennem lang tid. Og vi taler godt sammen. Jeg er sikker på, hun er klar over, at vi laver en aftale med regeringen, hvis vi synes, det er det rigtige for os.

Da jeg cykler hjem, passerer jeg en masse busstoppesteder. Der sidder store billeder af mig selv, fordi vi kører en outdoor-kampagne i øjeblikket. Det er lidt mærkeligt at se sig selv over det hele på den måde.

Tirsdag

21 Søndag skal følge mig hele dagen. Jeg er skeptisk, men da aftalen er, at vi kan lukke døren, uden at de er med indenfor, har jeg sagt o.k. Vi regner også med, at aftalen falder på plads i dag, så det kan der sikkert komme noget godt tv ud af.

Kvart i seks begynder løbeturen. Tv-fotografen sidder i en Christianiacykel. Det ser ret komisk ud, men jeg har ikke min telefon med, så jeg kan desværre ikke tage et billede af det.

I Go’ Morgen Danmark svarer jeg på spørgsmålene om, hvordan vi kan pege på Helle Thorning-Schmidt som statsminister, men samtidig lave en økonomisk aftale med de borgerlige partier.

På Christiansborg taler jeg kort med Marianne Jelved, som jeg tit sparrer med om morgenen, inden vi skal til møde i Finansministeriet. I skyndingen glemmer jeg, at min telefon ligger i lommen på min jakke, som jeg lader hænge på mit kontor.

Vi bruger alle sammen vores telefoner under møderne. Det bliver ikke regnet som dårlig stil eller uhøfligt, fordi vi alle sammen ved, at vi hver især har behov for at følge med i nyhedsstrømmen og kommunikere med vores medarbejdere, der ikke er med til møderne.

De første tre timer går det o.k. uden min iPhone. Men så kan jeg ikke holde det ud længere. Jeg ringer fra en anden telefon og får min sekretær til at komme med den. Hun skal bare lægge den hos portvagten, så vil den hjælpsomme ministersekretær bringe den op.

Jeg venter og venter, men der sker ikke noget, og min telefon kommer aldrig.

Da det senere er tid til flæskesteg og hønsesalat, hører jeg, hvad der skete. Fordi mødet var uofficielt, fastholdt vagten, at jeg ikke var i bygningen, og derfor ville han ikke tage imod den.

Klokken 14.10 er der pause, og det slår mig, at der er skole-hjem-samtale for Ella kl. 14.20. Jeg har ikke tid til at hente mine egne nøgler på kontoret, så jeg må hurtigt låne en af Folketingets cykler. For at få den ud på gaden skal jeg klemme mig imellem to parkerede biler. En rød og en blå. Der står en journalist og fotograf fra TV 2 og kigger på, og vi taler om, at det er så typisk, at jeg må sno mig mellem rødt og blåt. Billederne kommer i Nyhederne om aftenen.

Efter skole-hjem-samtalen kører jeg tilbage til et hurtigt eftermiddagsgruppemøde på Christiansborg. Der er indkaldt til nyt møde kl. 15.30, men det bliver udsat. De havde ringet til Morten Østergaards mobiltelefon, men den var på lydløs, så han hørte det ikke. Derfor når vi at træde helt ind i Finansministeriet, før ministersekretæren siger til os, at mødet er sat på standby. Vi har flere kamerahold i nakken, og det er egentlig fint, for på den måde bliver det dokumenteret, at vi i hvert fald har viljen til at forhandle.

Mødet ender med at blive helt aflyst, og først på aftenen beslutter vi os for at tage hjem. Både Morten og jeg bor på Amager, så vi kan hurtigt vende tilbage til Christiansborg, hvis de skulle indkalde os. I virkeligheden er det slet ikke dramatisk eller specielt interessant, men det bliver aftenhistorien i tv, fordi der ikke sker noget i forhandlingerne.

Det gør der senere, da Dansk Folkeparti vendte tilbage til Claus Hjorts bord i hemmelighed, men blev opdaget af pressen.

Derhjemme læser vi Anders And, og bagefter får jeg passet mit folketingsarbejde. Jeg ser også lidt tv og læser tekst-tv, inden jeg går i seng. Jeg elsker tekst-tv. Det er short and sweet.

Onsdag

Jeg har hørt, at Pia Kjærsgaard var i Finansministeriet tirsdag aften, og jeg taler med vores pressechef om, at det er lidt sjovt, fordi Dansk Folkeparti har gjort så meget ud af, at tingene skulle foregå i fuldt dagslys.

Onsdag eftermiddag er Morten Østergaard til møde hos FTF, hvor de efterlyser bedre seniorpolitik. Vi har selv talt om, at udspillet fra regeringens side på dette punkt er for tyndt, og onsdag aften går vores politisk-økonomiske afdeling i gang med at lave et udkast til nogle tiltag.

Da regeringen og Dansk Folkeparti offentliggør den øgede grænsekontrol, taler vi om, at det er en dårlig aftale. I bedste fald er det harmløst og irriterende for dem, der rejser. Værre er det, at det koster penge. Og vi forhandler jo om at spare. Det er også et ærgerligt signal at sende til resten af Schengen.

Vi siger til pressen, at vi vil rulle det tilbage. Men da har Socialdemokraterne og SF allerede sagt, at de støtter den øgede kontrol. Jeg tænker, at så må diskussionen om, hvem der legitimerer stramninger fra Dansk Folkeparti, da være slut.

LÆS ARTIKEL S og SF støtter aftale om grænsekontrol

Senere på eftermiddagen bliver jeg fotograferet til et magasin for kvinder over 40. Bagefter spiser jeg på den italienske restaurant Rimini på Amagerbrogade med Thomas, hans forældre og Ella. Rebecca er til svømning. Jeg bestiller den der pastaret med den stærke tomatsovs, og så snakker vi lidt om nogle avisklip, de har med. Jeg når ikke at se alle aviserne, og det ved de, så de tager tit det med, de tror, jeg synes vil være sjovt at se. Både artikler og tegninger.

Bagefter tager jeg en taxa til TV 2 i Sydhavnen. Jeg er med i 19-udsendelsen, men lige nu kan jeg ikke huske, hvad det egentlig handlede om.

Så tager jeg en taxa hjem og starter bilen for at hente Rebecca i svømmehallen. Vi har ikke nået at snakke sammen i løbet af dagen, men det gør vi så på vejen hjem. Jeg sætter hende af hjemme og fortsætter til Birkerød. Der er et vigtigt møde i kredsen, for jeg skal gerne genvælges som folketingskandidat. Der er en god stemning, og de vil selvfølgelig vide alt om, hvad der sker i forhandlingerne. Jeg bliver genvalgt uden modkandidater.

Torsdag

Jeg begynder dagen i morgennyhederne fra TV 2’s studier i Sydhavnen. På dagens gruppemøde taler vi om, at det måske bliver i dag, aftalen kommer. På Christiansborg er der journalister over det hele. Det handler enormt meget om, hvem der kan finde ud af, hvad der forgår hvornår.

Kl. 12.30 skal jeg til statsfrokost for den sydkoreanske præsident i Alexandersalen i Statsministeriet. Jeg skifter til en finere kjole inden. Kl. 19 er der forhandlinger i Finansministeriet.

Vi har taget den seniorplan med, som FTF opfordrede os til dagen før. Vi lægger den på bordet i forhandlingslokalet og siger, at vi er meget optaget af at styrke den indsats i forliget. Vi taler blandt andet også om den mekanisme, der fremover skal gøre efterlønnen afhængig af den enkeltes pensionsformue. Mødet handler også om, hvordan aftalen skal indfases.

Omkring kl. 22 kommer det frem, at B.T. erfarer, at Socialdemokraterne er indstillet på at forhandle efter et valg, hvis de ikke får rent flertal med SF og Enhedslisten. Vi har selv gjort meget ud af at sige, at den aftale, vi forhandler med regeringen og Dansk Folkeparti, skal være forpligtende også efter valget. Det er der, Hjallerup Marked og Christiansborg har en ting til fælles: En aftale er en aftale.

Jeg synes, det lyder som en klog og nøgtern melding fra Socialdemokraterne, at de vil forhandle, hvis de ikke selv har 90 mandater.

Da jeg kommer hjem, laver jeg dej til boller, inden jeg går i seng.

Fredag

Bollerne er i ovnen, mens jeg løber med Karlo; vi spiser dem til morgenmad. Vi taler om, at vi skal til 33-års fødselsdag om aftenen hos min søster. Pigerne har lavet nogle gaver til hende, men vi har ikke fået købt noget endnu. Det er lidt svært at planlægge dagene, fordi meget afhænger af, hvornår der er forhandlingsmøder.

Kl. 12 går vi ind til det møde, der skal blive det sidste. Vi har indstillet os på, at regeringen kan have en interesse i at lade det trække ud over weekenden, fordi SF holder landsmøde, og de skal ikke have mulighed for at tordne for meget imod en aftale.

Men da vi er i lokalet, synes jeg, at jeg fornemmer en stemning blandt embedsmændene og de andre partier om, at nu kan det falde på plads.

Når man forhandler, er det ikke sådan en pælesidningskonkurrence, hvor man sidder over for hinanden og venter på, at de andre skal give indrømmelser. Det er en glidende proces, hvor der skal opbygges fortrolighed og skabes en proces, hvor man langsomt nærmer sig modeller, man er enige om, uden at man kan sige, præcis hvem der har flyttet sig hvorhen. I sådan en proces skal man tale sammen på kryds og tværs, forskellige personer i forskellige konstellationer.

Omkring kl. 17 går vi i gang med det endelige aftalepapir. Det er på 11 sider, og det bliver læst højt, sætning for sætning. Det kan virke lidt mærkeligt, at finansministeren eller hans embedsmænd sidder og læser højt for os alle sammen, men det sikrer, at hver eneste sætning bliver gået igennem. Der er nok aldrig nogen, der læser det med samme grundighed, som det er udarbejdet.

Vi prøver at nå det til TV-avisen kl. 18.30, men det kan ikke lade sig gøre. Så går vi efter 19’eren på TV 2. Vi griner lidt ad det, for det er en vittighed på Christiansborg, at de store forlig altid tilfældigvis lige er klar, mens en af de store nyhedsudsendelser sender direkte fra ministeriet.

Men det er også alvor, for selvfølgelig vil vi gerne have indholdet ud til så mange danskere som muligt.

Lidt efter kl. 19 kan vi gå ud. Vi aftaler ikke noget på forhånd, men det sker lidt af sig selv, at Pia Kjærsgaard står på den ene side af Claus Hjort Frederiksen, og jeg står på den anden side. Bagefter går jeg over på mit kontor og samler mine ting, blandt andet kjolen fra statsfrokosten forleden.

Der er kommet blomster fra Elsebeth Gerner Nielsen (tidligere radikalt folketingsmedlem og minister). Jeg går rundt og siger tak for hjælpen og indsatsen til alle de ansatte, der også har haft et par hårde uger. De er glade og har tømt vinglassene. 21 Søndag er stadig med og vil gerne slutte indslaget med, at jeg låser mig ind derhjemme.

Bagefter kører jeg til min søsters fødselsdag. Det er hendes aften, men de andre gæster vil godt lige høre lidt om detaljerne. Det er trods alt ikke hver dag, jeg kommer hjem efter en aftale, der sikrer 18 mia. i statskassen i 2020 og knap 10 mia. i årene derefter.

Lørdag

Jeg nyder Politikens forside.

’Farvel til ti års blokpolitik’ står der, og jeg synes, det er den bedste forside i ti år.

LÆS LEDER Endelig handler det om reformer

Jeg skal til møde med den radikale hovedbestyrelse i Nyborg, og jeg samler Morten Østergaard op på vejen. Hvis der ikke havde været kø på motorvejen, ville vi være nået frem i tide. Der er en opbakning, som jeg aldrig har oplevet før. Det Radikale Venstre er et godt parti, synes jeg.

Lørdag eftermiddag er jeg tilbage i København. Ella har danseopvisning; det går så godt.

Bagefter kører jeg forbi Christiansborg og laver et klip med Bent Stuckert om Villys folkeafstemning om efterlønnen. Vælgerne kan stemme radikalt og få både en ny regering og en solid reform, siger jeg.

Så tager jeg hjem. Vi spiser sammen, og bagefter er der Melodi Grand Prix.