Annonce
Annonce
Annonce
Politik 15. jun. 2011 KL. 13.58

Sveriges succesfulde finansminister: Jeg tør ikke bedømme Claus Hjort

Anders Borg er kommet til Folkemødet for at bakke sin danske kollega op.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Folkemødet - Danmarks første festival for politik - er i gang.

Indtil videre er det uden et mylder af folk, men en af de fremmødte her på den nordlige Bornholm er til gengæld rimelig prominent. Den usædvanligt populære svenske finansminister, Anders Borg, fra det borgerlige regeringsparti Moderaterna er mødt op for at støtte sin lidt mindre folkekære danske kollega, Claus Hjort Frederiksen (V).

Sverige har under den økonomiske krise redet på en bølge af fremgang - modsat Danmark.

Så vi spurgte Anders Borg: Hvad er der galt her i landet?

Jeg kom fra Bruxelles i morges, og ud fra et europæisk perspektiv klarer også Danmark sig virkelig godt

Anders Borg, Sveriges finansminister

»Jeg kom fra Bruxelles i morges, og ud fra et europæisk perspektiv klarer også Danmark sig virkelig godt. Det er jo slående, at Danmark, Norge, Sverige og Finland står stærkere end andre, når det stormer. Jeg tror nok, at Danmark klarer sig godt i krisen. Vi (i Sverige, red.) har vi haft mere ’tur’, men i Bruxelles diskuterede vi lande som Irland og Portugal«, siger Anders Borg til politiken.dk.

LEDERNy politikfestival fejrer det levende demokrati

Hvorfor har Sverige så mere ’tur’ end Danmark?

»Det kommer an på perspektivet. Danmark har i lang tid været et forbillede med sin flexicurity og en lav ungdomsarbejdsløshed. Siden har vi gennemført en del reformer, og laver man reformer, får man også en vis effekt af det. Men jeg ser flere ligheder – stærke offentlige finanser og velfungerende velfærd – end forskelle«.

Skulle Danmark have gennemført sine reformer tidligere?

»Alle forsøger jo at gøre det, når man kan. Det, der kendetegner Danmark sammenlignet med resten af Europa, er, at man lægger tidligt ud her i Danmark«.

Åbenlyse forskelle
Det er kendetegnende for Anders Borgs svar gennem 16 spørgsmål, at han er varsom med at kritisere sin danske kollega - eller nogen andre, for den sags skyld.

Der er ellers åbenlyse forskelle at pege på.

Under den svenske valgkamp sidste år havde Moderaterna skattelettelser som sin absolutte mærkesag. Omvendt har Claus Hjort Frederiksen afvist, at skattelettelser kan komme på tale – som minimum i næste valgperiode.

Jeg vil være forsigtig med at komme med bedømmelser, eftersom det er Claus Hjort, der kender dansk økonomi

Anders Borg

Anders Borg, er du enig i den ide?

»Jeg vil være forsigtig med at komme med bedømmelser, eftersom det er Claus Hjort, der kender dansk økonomi. Men prioriteringen med først at få styr på de offentlige finanser har jeg stor forståelse for«.

Er det en god ide at sænke skatten for at få gang i økonomien?

»Ja, altså vi har været meget klare i mælet omkring, at man først skal have styr på de offentlige finanser. Bagefter skal være sikker på, at man klarer velfærden – skole og uddannelse. Når man har gjort det, kan man også sænke skatten. Man må bare være sikker på, at man først er tilbage i overskud. Man skal ikke sænke skatten med lånte penge. Og der har den danske regering lavet en rimelig prioritering«.

LÆS OGSÅBornholm fyrer op under dansk politik

Nu har du været adskillige gange i Danmark for at holde oplæg og debattere. Hvorfor kommer danske politikere ikke til Sverige?

»Vi har meget at lære af Danmark, og det ville være dejligt, hvis vi kunne byde Claus Hjort over til os, for der er meget vi kan lære – også af de reformer, som gennemføres«.

Vi har meget at lære af Danmark, og det ville være dejligt, hvis vi kunne byde Claus Hjort over til os

Anders Borg

Roskilde med mindre øl
Folkemødet i Allinge på det nordlige Bornholm er Danmarks første rigtige politikfestival.

En slags Roskilde Festival – bare med mindre øl, har en af initiativtagerne, Bertel Haarder (V), erklæret.

Den løber de næste fire dage og vil komme til at omfatte hele den politiske elite i Danmark. Hvorvidt ’folket’ så også møder frem – det er stadig et åbent spørgsmål.

Klokken 16.15 går Anders Borg på talerstolen på Politikens scene på Gæstgivergården i Allinge.

LÆS OGSÅPolitikens program på Folkemødet