Annonce
Annonce
Annonce
Politik 2. okt. 2011 KL. 23.26

Ny kirkeminister tager afstand fra folkekirken

Manu Sareen, der bliver ny kirkeminister, ville melde sig ud af folkekirken i protest.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

I august måned meddelte Danmarks nye radikale kirkeminister, Manu Sareen, at han ville melde sig ud af folkekirken.

»Tænk, at vi lever i Danmark i 2011, og homoseksuelle stadigvæk ikke kan blive ægtefæller og få en kirkelig vielse, men kun få ’registreret’ deres kærlighed til hinanden«, sagde Manu Sareen 20. august til politiken.dk.

Hans forargelse over folkekirkens afvisning af at vie homoseksuelle var så stor, at han meddelte, at han ville melde sig ud af folkekirken.

LÆS OGSÅRadikal toppolitiker melder sig ud af folkekirken i protest

»Jeg mener ikke, at præster skal tvinges til at vie homoseksuelle, men det bør være muligt for dem at gøre det, og så længe dette ikke kan finde sted, så kan jeg ikke med god samvittighed være medlem af den danske folkekirke«, sagde Manu Sareen.

Vil adskille kirke og stat
Og den nyudnævnte kirkeminister kom ved den lejlighed med et løfte, han nu passende kan indfrie;

»Derfor mener jeg, at vi hurtigst muligt efter det kommende folketingsvalg bør få ændret loven, så homoseksuelle får ret til at blive viet i kirkerne. Så længe kirke og stat ikke er adskilt i Danmark, skal politikerne på Christiansborg skabe rammerne for ligestilling for alle par, der er så heldige at blive forelskede i hinanden og ønsker at indgå ægteskab«, forklarer Manu Sareen.

Om han rent faktisk har meldt sig ud af folkekirken vides ikke. Manu Sareen har ikke ønsket at give nogen kommentarer på sin udnævnelsesaften.

At Danmarks nye kirkeminister på den måde har taget afstand fra den kirke, han skal forvalte, forarger Dansk Folkepartis to tidligere folketingsmedlemmer, de tidligere præster Søren Krarup og Jesper Langballe.

»Skal han være kirkeminister?«, udbryder Søren Krarup, da politiken.dk fortæller ham nyheden.

»Det er dog en provokation uden lige imod hele folkekirken og dermed hele det danske folk«, siger Krarup.

»Helt ude i skoven«
»Bevar mig vel. En mand, der er for det første er fuldstændig fremmed for folkekirken og for det andet tydeligt ønsker den nedlagt. Det svarer til at gøre en overbevist militærnægter til forsvarsminister. Det er dog fantastisk groft«, mener Krarup, der i dag ikke længere er medlem af Folketinget.

Den anden af Dansk Folkepartis nu forhenværende folketingsmedlemmer, Jesper Langballe, understreger, at han intet personligt har at udsætte på Manu Sareen.

»Jeg kan faktisk godt lide ham«, siger Langballe.

Men han mener, at selve signalet i at udpege en kirkeminister, som for nylig har meldt sig ud af folkekirken er helt ude i skoven.

»Det er jo ikke et spørgsmål om, hvem jeg kan lide og ikke kan lide. Det er et spørgsmål om, at han har meldt sig ud af folkekirken. Det må jo have nogle konsekvenser. Det er jo lidt mærkeligt at blive gjort til chef for et firma, man lige har meldt sig ud af«, siger Jesper Langballe.