Annonce
Annonce
Annonce
Politik 12. apr. 2012 KL. 15.03

Brixtoftes frustrerede byrådskolleger: Glimrende og ligegyldig kommissions-anbefaling

Bedre mulighed for at afsætte borgmestre glæder tidligere byrådsmedlem.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Regeringen vil nedsætte et lovforberedende udvalg, der skal undersøge, hvordan man kan gøre det lettere for kommunalbestyrelser at afsætte en borgmester.

Beslutningen kommer på baggrund af anbefalinger fra Farumkommissionen og vækker stor glæde hos Sabine Kirchmeier-Andersen, tidligere medlem af Farum Byråd.

LÆS ARTIKELKommission: Det skal være lettere at komme af med borgmestre som Brixtofte

»Jeg husker tydeligt, hvor svært det var, overhovedet at finde en hjemmel i styrelsesloven til at afsætte Peter Brixtofte. Det var en fantastisk vanskelig situation«, siger hun.

»Så jeg synes, det er en glimrende anbefaling«.

Juridisk uenighed
Sabine Kirchmeier-Andersen sad som socialdemokratisk medlem af Farum Byråd fra 2000 til 2006 og stødte sammen med andre kritiske byrådsmedlemmer panden mod en mur i forsøget på at få den skandaleramte Venstre-borgmester Peter Brixtofte suspenderet.

LÆS OGSÅKommissionsformand: Jeg vil ikke savne Farum-sagen

»Vi rådførte os med alle eksperter på området. Og de førende jurister inden for kommunalområdet var uenige og skændtes om, hvor meget der skulle til, før man kunne træffe sådan en beslutning. Så det var en utrolig besværlig proces«, siger Sabine Kirchmeier-Andersen.

»I lystet af hvor grelt det stod til, var det helt urimeligt, at det ikke kunne lade sig gøre på en mere fornuftig måde«, tilføjer hun.

FAKTABrixtofte-sagen - det skete der

Farumkommissionen, der i ti år har arbejdet på at undersøge »muligt kritisable forhold« i daværende borgmester Peter Brixtoftes bystyre i Farum, fremlagde i formiddag sin fulde beretning i Justitsministeriet.

Kritik: »I småtingsafdelingen«
Ud over klarere regler for suspendering af en borgmester anbefaler kommissionen blandt andet, at man indfører mere ufravigelige frister for, hvornår dagsordener og bilag skal sendes til kommunalbestyrelsesmedlemmerne forud for møder i kommunalbestyrelsen.

Men Helene Lund, der som SF’er ligeledes var medlem af Farum Byråd, håber, kommissionsrapporten på over 12.000 sider indeholder mere end bare det.

»Jeg kan jo ikke tro andet, end der må forhåbentlig ligge betydelig mere i den rapport efter ti års arbejde«, siger hun.

Hun ser positivt på de ufravigelige frister for dagsordener og bilag, men betegner det som »i småtingsafdelingen«.

LÆS OGSÅFarum-kommission forsvarer sin langsommelighed

»Det jeg virkelig savner og forventer må ligge gemt i de mange sider, som de har brugt ti år på at fremskaffe, det er at få placeret et myndighedsansvar for, hvad der foregik«, siger hun.

Skaden var sket
Helene Lund, som var en af hovedkræfterne i bestræbelserne på at få Peter Brixtofte suspenderet, er ikke imponeret af kommissionens anbefalinger om, at det skal være lettere at suspendere en borgmester.

»Det, der var problemet med at få suspenderet borgmesteren, var i virkeligheden ikke så meget lovgivningen, som det var at finde et flertal i byrådet, som gerne ville gøre det«, siger hun.

»Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om den anbefaling, for på det tidspunkt, hvor det i Farum blev aktuelt at suspendere borgmesteren, var det allerede for sent. Skaden var sket«.

Peter Brixtofte blev oven på sagen dømt for mandatsvig og groft embedsmisbrug. Han er dømt skyldig i den såkaldte 'sponsorsag', der omhandler uregelmæssigheder i forbindelse med støtte af den lokale fodboldklub samt i overskridelse af repræsentationskontoen, returkommission og ulovlige millionlån.

FACEBOOKBliv ven med Politiken