Annonce
Annonce
Annonce
Politik 16. apr. 2012 KL. 16.20

Frank Aaen: Jeg vil savne turene med Mærsk

Mærks største kritiker kommer til at savne sine stridigheder med den afdøde skibsreder.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Med skibsreder Mærks Mc-Kinney Møllers død mister Enhedslistens Frank Aaen symbolet på et slags fjendebillede.

Aaen har som aktionær troligt stillet op til generalforsamlingerne i Mærsk væbnet med kritiske spørgsmål til blandt andet virksomhedens skattebetaling i Danmark.

»Jeg har haft en del ture med ham gennem tiderne. Dem kommer jeg til at savne. På den måde er det en særlig dag for mig«, siger Frank Aaen.

»Jeg bliver selvfølgelig også rørt og tænker på familien, som man jo gør ved dødsfald«, siger Frank Aaen.

Gik over stregen én gang
På generalforsamlingerne har det indtil for nylig været skibsrederen selv, der svarede Aaen igen, når han stillede sine spørgsmål. For det meste i en korrekt tone.

»Der har kun været en enkelt gang, hvor jeg synes, han trådte lidt uden for rullen. Det var, da han ved en generalforsamling skældte mig voldsomt ud fra talerstolen, efter at generalforsamlingen var lukket, og jeg ikke kunne komme til genmæle«.

OVERBLIKGrafik: Her er Mærsk-familiens stamtræ

»Det var en reaktion på mine spørgsmål til Mærsks rolle under Anden Verdenskrig. Og det førte til, at man siden begyndte at grave i, hvad der egentlig var foregået og fandt ud af, at den største værnemagerbøde, der blev givet til et dansk selskab efter krigen, var til Mærsk og riffelsyndikatet«.

»Det førte også til, at da Mærsk ikke kunne få Berlingske til at stoppe artiklerne, solgte han Berlingske. Det er da en relativt dramatisk historie, der viser en anden side af ham. De fleste gange blev hans økonomiske magt vist meget diskret, men enkelte gange blev det vist åbent, som i dette tilfælde, med en relativt stor konsekvens«.

Mærsks betydning er overvurderet
Både politikere, erhvervsfolk og kongehus står i dag i kø for at rose den afdøde skibsreder for den positive betydning, han har haft på Danmark, både økonomisk og kulturelt. Frank Aaen er skeptisk over for, om det holder stik.

»Det er klart, at en mand, der har haft magten over de danske oliereserver, lige så længe vi har vidst, at der var olie, har haft betydning«, siger Aaen.

LÆS OGSÅThorning: Få har præget Danmark som Mærsk

»Men der er nogen overvurdering af, hvor mange job, der rent faktisk er skabt i Danmark på grund af Mærsk. Mange af jobbene ligger i udlandet. Det er klart, at olien giver noget beskæftigelse, men olien er jo en samfundsværdi og ville under alle omstændigheder skabe beskæftigelse. Det samme med butikkerne (Mærsk ejer Dansk Supermarked, red.). Man kan kun drive butikker, fordi der er en efterspørgsel efter butikker«, siger Frank Aaen.

Han minder om, at Mærsks skattebetaling i Danmark sidste år lød på 56 millioner kroner. Dermed er de danske indtægter takket være firmaet også begrænsede, mener han.

Ingen kan arve Mærsks magt
I de seneste måneder har det været på tale at genforhandle Nordsøaftalen, som er statens aftale med Mærsk om betalingen for den danske olie, som Mærsk udvinder. Foreløbig har Mærsk ikke været positiv over for at genforhandle aftalen.

LÆS OGSÅMærsk står fast på aftale om nordsøolien

Og at den gamle skibsreder nu er død, vil formentlig ikke ændre på positionen.

»Det er klart, at den magt, som var knyttet til personen Mærsk, kan arvtagerne ikke umiddelbart arve. Men ledelsesskiftet i Mærsk er sket over en længere periode, så der vil formentlig ikke ske det store«, vurderer Frank Aaen.

FACEBOOKBliv ven med Politiken