Annonce
Annonce
Annonce
Politik 2. maj. 2012 KL. 14.52

K trækker stikket for udligningsreform

Forhandlingerne om en ny udligningsreform er brudt sammen.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Den omfordeling af kommunernes penge, som økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) vil gennemføre, bliver formentlig ikke til noget.

De konservative har forladt forhandlingerne om en reform af den kommunale udligningsordning. Og med de konservative går også Venstre fra forhandlingerne, som dermed er strandet.

Det store stridsmål er, i hvilket omfang rige kommuner skal videregive penge til landets fattige kommuner.

K vil have begrænset regningen til landets rigeste kommuner ved at trække det ind i regnestykket, at det er dyrere at leve i rige kommuner end fattige kommuner. Men det er ikke lykkedes at komme igennem med kravet.

Ingen reform uden V og K
»Regeringen har ikke ønsket at imødekomme os i kravet om inddragelse af leveomkostningerne i udregningen af udligningen. Dette på trods af, at folks rådighedsbeløb i de kommuner, der bidrager mest til udligningen, er meget mindre end i de kommuner, der modtager fra ordningen. Dermed er det ikke muligt at opnå en mere retfærdig og rimelig udligning«, siger den konservative partiformand Lars Barfoed i en skriftlig kommentar.

Regeringens udligningsreform kan kun gennemføres, hvis Venstre og de konservative er med i aftalen, da de er med i det nuværende forlig. Margrethe Vestager har fra start gjort det klart, at hun ønsker en aftale med V, K og Dansk Folkeparti.

Venstres kommunalordfører Jacob Jensen oplyser, at Venstre også trækker sig fra forhandlingerne i konsekvens af de konservative. Hvis ikke alle fra den gamle aftale er med ombord, er Venstre heller ikke med.

»Vi har en aftale med de konservative, Dansk Folkeparti og de radikale om udligningssystemet. Det er blevet anerkendt fra Margrethe Vestagers side fra starten. Når det ene forligsparti meddeler, at de ikke ønsker at lave om i den aftale, så betyder det også for vores vedkommende, at vi heller ikke kan lave om i den aftale«, siger Jacob Jensen.

Ikke tilfredse med regeringsoplæg
I sidste uge skrev gruppeformændene fra Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti i fællesskab et brev til Margrethe Vestager, at de langt fra var tilfredse med regeringens oplæg.

»Der er fortsat en række emner, som vi ser forskelligt på«, lød det fra V, K og DF.

LÆS OGSÅOppositionen stejler i forhandlinger om kommunernes penge

Ved den lejlighed fæstnede Margrethe Vestager sig ved, at partierne trods alt ønskede at være med i den nye udligningsaftale.

Med dagens udvikling ser det nu ikke længere ud til at være tilfældet.

FACEBOOKBliv ven med Politiken