Annonce
Annonce
Annonce
Politik 2. maj. 2012 KL. 18.14

Partier er kritiske over for redegørelse om Armadillo

SF og Enhedslisten mener ikke, at redegørelse afklarer diskussionerne om basen.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

SF og Enhedslisten undrer sig over Forsvarskommandoens redegørelse om basen Armadillo, som forsvarsminister Nick Hækkerup (S) har sendt til Folketingets forsvarsudvalg.

De mener ikke, at den afklarer diskussionerne om basen.

Ifølge redegørelsen kan forsvarsledelsen ikke finde dokumenter, der viser, at den britiske forsvarsledelse i London ønskede at lukke den danske Armadillo-base i Afghanistan i forsommeren 2009, fordi briterne ville koncentrere styrkerne om at beskytte byerne i Helmand. Basen blev først lukket halvandet år senere.

LÆS ARTIKELForsvarsministeriet: Ingen papirer viser, at briter ville lukke Armadillo

Tidligere forsvarschef Tim Sloth Jørgensen har ellers oplyst i bogen ’Et land i krig’ og efterfølgende i andre medier, at den britiske forsvarsledelse i London foreslog danskerne at lukke basen.

Politiske grunde
Tim Sloth Jørgensen erklærede over for blandt andre netavisen berlingske.dk:

»De ( briterne, red.) lavede en ny strategi og omprioriterede styrkerne nord for Gereshk, så de blandt andet lukkede en del baser oppe nordpå. Deres oplæg til os var, at vi skulle lukke Armadillo«.

Den tidligere forsvarschef uddybede også oplysningerne over for Politiken og sagde, at han drøftede sagen med daværende forsvarsminister Søren Gade (V), som især af politiske grunde ønskede at opretholde basen.

Fastholder sine udtalelser i brev
Derfor sagde danskerne nej til den britiske forsvarsledelses ønske om at lukke basen. Og Tim Sloth Jørgensen fastholder stadig sine udtalelser i et brev til den nuværende forsvarsminister Nick Hækkerup.

»I relation til omtalen af bogen 'Et land i krig' og den efterfølgende debat kan jeg oplyse, at jeg har udtalt mig efter min bedste hukommelse«, skriver han og tilføjer, at han ikke har skriftlig dokumentation.

LÆS MERE Danske soldater døde ved base uden betydning

SF’s forsvarsordfører Holger K. Nielsen undrer sig over redegørelsen:

»Det er en mystisk redegørelse. Tim Sloth Jørgensen står stadig ved det, som han har sagt tidligere. Han tilføjer kun, at han ikke har det på skrift. Men det afgørende er, at han ikke dementerer det, som han har sagt til bogen, og det tyder på, at der har været en kraftig diskussion af emnet, som man ikke har referater af. Det er lidt mærkeligt, at man på det niveau ikke har referater af en sådan diskussion«, siger Holger K. Nielsen.

Gade har afvist
Tidligere forsvarsminister Søren Gade har afvist, at der var politiske grunde til at opretholde basen.

Han har fremhævet, at der var en militærfaglig begrundelse for at opretholde basen, og at det blev diskuteret 2. juni 2009 på et møde mellem ham selv og Tim Sloth Jørgensen samt den daværende forsvarsstabschef, departementschef og chefen for ministersekretariatet.

»Der ligger optegnelser eller et referat fra det møde, og der kan jeg anbefale den nuværende forsvarsminister at fremlægge de optegnelser eller referat, så kan man se, at det var en militærfaglig anbefaling«, sagde Søren Gade til TV 2.

Men ifølge redegørelsen eksisterer der altså ikke et referat af mødet.

EL kræver ny redegørelse
Enhedslistens forsvarsordfører Nikolaj Willumsen vil have en ny og mere fyldestgørende redegørelse fra forsvarsministeren.

»Det virker som en ufuldstændig redegørelse. Det er en tilståelsessag fra de hovedpersonerne i sagen, at der har været mundtlige drøftelser, og den tidligere forsvarsminister har udtalt, at der endda skulle ligge et referat. Det undrer mig meget, at Forsvarskommandoen laver en redegørelse uden at spørge hovedpersonerne i sagen. Det er jo en alvorlig sag, fordi det handler om, hvorvidt danske soldaters liv helt unødvendigt er kommet i fare. Vi kan ikke leve med, at redegørelsen er ufuldstændig, og den skal også tage højde for ændringerne i Nato’s strategi, hvor man koncentrerede sig om byerne i Afghanistan i stedet for at have fremskudte baser som Armadillo. Og hvad med briterne? Har de noget liggende i arkiverne? Jeg vil bede forsvarsministeren om en reel redegørelse, der undersøger de her ting«, siger Nikolaj Willumsen.

Til gengæld er de konservatives forsvarsordfører Lene Espersen tilfreds med redegørelsen.

»Jeg er glad for, at mit indtryk af at der var gode grunde til at bevare Armadillo, er blevet bekræftet. Debatten har betydet, at der har siddet nogle pårørende og forældre, der har spurgt sig selv, om ingen ønskede, at soldaterne skulle være i Armadillo. Nu er det blevet bekræftet, at der var gode grunde til at blive i basen, indtil man besluttede at lukke den. Den anden diskussion om, hvem der havde møde med hvem og hvem der har sagt hvad, vil jeg slet ikke gå ind i«, siger hun.

FACEBOOKBliv ven med Politiken