Annonce
Annonce
Annonce
Politik 8. maj. 2012 KL. 11.25 opdateret 8. maj. 2012 KL. 11.34

2020-plan: Dansk økonomi skal strammes gevaldigt op

Regeringen kræver en ekstra indsats af alle danskere og vil investere i unge og job.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Sådan vil Thorning få - og bruge - pengene

2020-planen skal rejse 22 milliarder kroner. Se her hvor regeringen vil finde pengene, og hvad de skal gå til.

Sådan vil regeringen skaffe pengene:

  • Fem milliarder kroner skal komme fra en modernisering af den offentlige sektor. Det skal bygge på øget digitalisering, afbureaukratisering og mindre kontrol.
  • Tre milliarder kroner kommer fra besparelser på forsvaret og EU-bidrag.
  • Endelig vil regeringen foretage en række reformer af blandt andet fleksjobordningen, førtidspensionen, kontanthjælpen og en skattereform. Det skal tilsammen give 14 milliarder kroner.

Det vil regeringen i stedet bruge pengene til:

  • De første fem milliarder kroner omprioriteres inden for den offentlige sektor.
  • Ni milliarder kroner vil regeringen bruge til at skabe strukturel balance og offentlig vækst på 0,8 procent om året. Regeringens mål er, at den samlede danske økonomi skal vokse med 2,25 procent i gennemsnit om året fra 2014 til 2020.
  • Seks milliarder kroner er øremærket til vækst, beskæftigelse, uddannelse, grøn omstilling og offentlig velfærd. Regeringens mål er at øge beskæftigelsen svarende til 60.000, så den samlede beskæftigelse frem mod 2020 vokser - svarende til, at 180.000 flere er i job.
  • To milliarder kroner skal bruges til at løfte uddannelsessektoren. Regeringen vil blandt andet lave en såkaldt ungepakke, der skal skabe flere praktikpladser. Målet er, at tre ud af fem unge skal have en videregående uddannelse og hver fjerde en lang videregående uddannelse.

Kilde: Ritzau

Danmark har problemer med konkurrenceevnen.

Der bliver færre, der skal forsørge de mange, der forlader arbejdsmarkedet.

Og den offentlige økonomi skal strammes gevaldigt op.

Det konkluderer regeringen i sin økonomiske plan for tiden frem til 2020, der har titlen 'Danmark i arbejde - udfordringer for dansk økonomi frem til 2020'.

»Vi ønsker et Danmark, hvor alle deltager i at udvikle vores land, og hvor vi tager os af hinanden. Et Danmark i arbejde. Det kommer ikke af sig selv. Det kræver en ekstra indsats af alle danskere. Det kræver, at alle bidrager«, skriver regeringen i planen.

Thorning: Flere skal i arbejde
Igennem besparelser på blandt andet modernisering af den offentlige sektor, forsvaret og reformer af blandt andet fleksjobordningen, førtidspensionen, kontanthjælpen og skat skal der skaffes penge til en række nye initiativer.

LÆS OGSÅPolitisk overblik: Hvad er 2020-planen?

»Regeringens budskab er, at det er muligt at bevare og udvikle vores velfærdssamfund, men at det kun kan ske, hvis flere danskere kommer i arbejde«, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på et pressemøde, hvor hun sammen med Margrethe Vestager (R) og Villy Søvndal (SF) fremlægger planen.

Blandt regeringens mål er at få 180.000 flere danskere i arbejde.

»Det er et ambitiøst mål, men det er et mål, vi kan nå, hvis vi tager ansvar nu«, siger statsministeren.

Samlet set skal den danske økonomi vokse med 2,25 procent om året frem mod 2020, hvis det står til regeringen. Og det er især i den private sektor, regeringen forventer, at der skabes flere arbejdspladser, fortæller økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager på pressemødet.

»Det er der, vi tabte arbejdspladserne, og det er der, de skal genvindes«, siger Vestager.

Ledige skal i arbejde
Udenrigsminister, Villy Søvndal fortæller, at regeringen er ambitiøse på fællesskabets vegne.

Han fortæller, at de især er bekymrede over ungdomsarbejdsløsheden. Men de er overbeviste om, at den situation vil ændre sig.

»Vi er overbeviste om, at ledige vil arbejde, at de vil bidrage til samfundet. Det skal de have mulighed for«, siger Søvndal.

Skruer ned for løfter om vækst
Fremover skal væksten i det offentlige kun stige med mindst 0,8 procent om året. Det svarer nogenlunde til, hvad VK-regeringen havde som mål i sine økonomiske planer. Op til folketingsvalget sidste efterår var løftet fra S, SF og de radikale, at de ville sikre en offentlig vækst på 1,4 procent. Men med den nye 2020-plan er det løfte annulleret.

»Vi har været igennem en voldsom krise, et konjunkturtilbageslag, der også har påvirket Danmark voldsomt. Det betyder, at vi bliver nødt til at tage bestik af den situation. Selv det at nå op på de 0,8 procent kræver svære beslutninger«, siger Helle Thorning-Schmidt.

Ingen tidsplan for reformer
I den kommende tid skal regeringen forhandle med Folketinget og med arbejdsmarkedets parter, når dens planer om reformer skal gennemføres.

Hvornår præcis regeringen regner med at tage hul på forhandlingerne og dermed få pengene i kassen, vil statsminister Helle Thorning-Schmidt dog ikke sige. Foreløbig vides det ikke, om skattereformen og trepartsforhandlingerne vil komme på plads inden eller efter sommerferien.

»De kommer på et passende tidspunkt«, er det eneste Thorning vil sige om den sag.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken