Annonce
Annonce
Annonce
Politik 11. maj. 2012 KL. 23.28

S-politiker til sin egen regering: I sylter forbud mod købesex

Kommunalpolitiker fra København efterlyser forbud mod købesex.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Regeringen sylter sin egen indsats mod prostitution, lyder det fra egne rækker i Socialdemokraterne.

Socialordfører Lars Aslan Rasmussen fra Socialdemokraterne på rådhuset i København erklærer sig stærkt utilfreds med, at regeringen vil gennemføre en undersøgelse af forbud mod købesex, før den eventuelt skrider til handling.

»Det er svært at opfatte som andet end en syltekrukke. Vi har masser af erfaringer fra Holland, Sverige, Norge og Finland«, siger han.

Lars Aslan Rasmussen henviser til, at Socialdemokraterne på en kongres i 2009 vedtog, at partiet skal arbejde for at forbyde købesex. Og det er bare at komme i gang, mener han.

LÆS MERESocialdemokraterne vil forbyde købesex

»Jeg synes, det er mærkeligt, at når man har chancen, så står man ikke fast på den politik, som man har vedtaget både i SF og Socialdemokraterne, nemlig at man ønsker en kriminalisering«, siger han.

Forstår kritik fra handikappede
Socialdemokraten er også utilfreds med en ny håndbog fra Socialstyrelsen om professionel støtte til voksne med funktionsnedsættelse, hvor købesex også indgår.

I modsætning til en tidligere vejledning står der intet om, hvordan socialfagligt personale eventuelt skal formidle kontakt mellem en handikappet og en prostitueret.

Tværtimod slås det fast, at medarbejdere har ret til at sige fra over for den slags støtte, hvis de ønsker.

LÆS MEREHandikappede får sværere ved at købe sex

I dagens udgave af Jyllands-Posten kalder Dansk Handicap Forbund det for »dobbeltmoralsk« at begrænse adgangen til købesex for de handikappede, når prostitution er lovligt.

Lars Aslan Rasmussen kan godt forstå kritikken.

»Nu er det kun de handikappede, som det rammer. Medarbejderne kan godt gå hjem fra arbejde og ringe efter en eller anden ukrainsk prostitueret, fordi regeringen ikke tør tage det her skridt fuldt ud og lave en generel kriminalisering«, siger han.

Ordfører: Undersøgelse er nødvendig
På Christiansborg beder ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff sin partifælle på rådhuset om at have tålmodighed.

»Jeg ser det ikke som en syltekrukke. Jeg ser det som en seriøs tilgang, hvor man prøver at afdække, hvilke konsekvenser det vil have, og hvilke tiltag det vil kræve, hvis man går ind og laver et forbud mod købesex«, siger han.

Folketingspolitikeren fremhæver, at et forbud ikke kan stå alene, men skal følges op af en indsats fra politiet og de socialde myndigheder, som skal være parat til at bistå de prostituerede.

I forhold til den nye håndbog fra Socialstyrelsen understreger han, at der er tale om retningslinjer, som de enkelte kommuner kan bryde med, som de vil, så længe de holder sig inden for lovens rammer.

FACEBOOKBliv ven med Politiken